Fossil primat åbner strid om Ida

Det vakte stor opmærksomhed, da europæiske forskere i dette forår med norske Jørn H. Hurum fra Det Naturhistoriske Museum i Oslo i spidsen offentliggjorde deres videnskabelige observationer fra deres arbejde med det 47 millioner år gamle fossil Darwinus masillae med øgenavnet Ida.

Det store røre skyldtes, at det utroligt velbevarede fossil ifølge forskerne havde nogle karaktertræk, som minder om de træk, man finder hos moderne aber og mennesker. Observationerne fik forskerne til at antyde, at Ida kan være en meget tidlig slægtning til aber og mennesker.

Forsigtigheden blev dog kastet helt over bord, da de videnskabelige resultater blev offentliggjort. De blev hurtigt skarpvinklet til, at forskerne havde fundet en af vores tidligste forfædre og dermed »the missing link«.

Tvivl om observationerne

Den letsindige omgang med forskningsresultaterne har medfødt en del murren i krogene og fået mange til at betvivle observationerne. Angrebene har dog indtil nu ikke været af videnskabelig karakter. Men det bliver der nu for alvor lavet om på.

For i dag offentliggør amerikanske forskere fra blandt andet Stony Brook University i New York i det videnskabelige tidsskrift Nature deres arbejde med et 10 millioner år yngre fossil Afradapis, som er nært beslægtet med Ida.

Undersøgelsen tyder på, at hverken Afradapis eller Ida øjensynligt er en del af det stamtræ, som moderne aber og mennesker er en del af, men tværtimod hører til halvabernes stamtræ. På halvabernes stamtræ er blandt andet lemurer, der den dag i dag lever og trives i bedste velgående på Madagaskar. (Se stamtræet nederst på siden).

De amerikanske forskere er kommet frem til resultaterne ved at sammenligne over 300 karaktertræk fra kæben og tænderne hos Afradapis med 117 nulevende og uddøde primater.

Analysen viser ifølge forskerne, at både Afradapis og Ida har mange flere karaktertræk til fælles med halvaber end med moderne aber og mennesker. De amerikanske forskere argumenterer også for, at de få karaktertræk, som Afradapis og Ida har tilfælles med aber og mennesker, må have udviklet sig uafhængigt - og derfor ikke har nogen forbindelse til hinanden.

Hvis de amerikanske forskeres konklusioner holder stik, kan vi godt glemme tanken om, at Ida har nogen som helst forbindelse til os mennesker.

Godt med en videnskabelig diskussion

De nye resultater får dog ikke Jørn H. Hurum til at kaste håndklædet i ringen. Han glæder sig tværtimod over, at en videnskabelig diskussion endelig kan tage sin begyndelse.

»I de seneste måneder har der været mange uvidenskabelige angreb på Ida-fossilet. Vi glæder os til at indlede en videnskabelig diskussion, og det kan ske nu på baggrund af artiklen i Nature, som jeg har set og læst for første gang her til morgen,« skriver Jørn H. Hurum i en mail til videnskab.dk.

Jørn H. Hurum undrer sig over, at de amerikanske forskere i deres artikel hævder, at Ida-fossilet var så knust, at mange af de afgørende karaktertræk ikke kunne bestemmes.

»Så vidt jeg ved, er det kun førsteforfatteren til artiklen, Erik R. Seiffert, der har set en afstøbning af Ida, og ingen af forskerne har set originalen. Samtidig stoler de kun på udvalgte ting fra vores originale beskrivelser af Ida,« siger Jørn H. Hurum.

Påstand stammer ikke fra original artikel

Det ærgrer også Jørn H. Hurum, at han og hans europæiske forskerkolleger får skudt i skoene, at de har påstået, at Ida er en tidlig forfader til moderne aber og mennesker.

Kilden til den påstand beror ikke på den originale videnskabelige artikel om fossilet, men tværtimod på en populær videnskabelig bog skrevet af to videnskabsjournalister. Bogen med titlen 'The Link: Uncovering Our Earliest Ancestor' blev offentliggjort parallelt med den videnskabelige offentliggørelse.

»I vores originale artikel var vi mere forsigtige og fortolkede ikke Ida til umiddelbart at være en stamform til moderne aber og mennesker. Men vi synes alligevel, at den gruppe, som fossilet Ida tilhører, fortjener at blive sammenlignet mere indgående med højere primater. For måske det vil kunne afsløre om, de ældre medlemmer af den gruppe af uddøde aber rent faktisk var stamformer til alle højere primater,« siger Jørn H. Hurum.

Lighed opstået tilfældigt

I Danmark forsøger seniorforsker Mette Elstrup Steeman fra Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet at gøre rede for, hvad den videnskabelige disputs mere præcis går ud på.

»Det drejer sig grove træk om at finde ud af, om fossilet Ida og det nært beslægtede fossil Afradapis hører til den udviklingslinje, der førte til halvaberne, eller til den udviklingslinje, som førte til aberne inklusiv os mennesker. Og her står de amerikanske og europæiske forskere på nuværende tidspunkt i hver deres lejr,« siger hun.

Mette Elstrup Steeman vil ikke som sagen står nu tage parti for hverken den ene eller den anden side. Hver især står de med gode argumenter, som understøtter deres respektive påstande, mener hun.

De amerikanske forskere hævder, at den lighed, der er at spore mellem Ida og så aber og mennesker, må være opstået tilfældigt og uafhængigt af hinanden - det man med et fint ord kalder konvergens.

Vi glæder os til at indlede en videnskabelig diskussion

Jørn Hurum

Det er ifølge Mette Elstrup Steeman en klar mulighed og hun giver et eksempel på konvergens: fugle og flagermus:

»De udviklede jo begge vinger, selvom fuglen og flagermusen ikke havde noget at gøre med hinanden evolutionsmæssigt,« siger hun.

Omvendt kunne de abe- og menneskelignede træk hos Ida ifølge Mette Elstrup Steeman også fortælle en helt anden historie. Nemlig at Ida er i tæt slægtskab med aber og mennesker, og det betyder, at den videnskabelige twist vil vende til fordel for forskerholdet bag Ida.

Ida er ikke missing link

»Der skal flere videnskabelige undersøgelser til, før vi kan vide os sikre, hvad det er for et stamtræ, vi skal placere Ida i. En måde at komme frem til det resultat ville være ved at analysere endnu ældre fossiler og undersøge deres karaktertræk,« siger hun.

En ting er Mette Elstrup Steeman dog helt sikker på: Ida er ikke en direkte stamfader til os mennesker og dermed ikke »the missing link«, som pressen ellers ynder at omtale fossilet.

Som Jørn H. Hurums forskerkollega Jens Franzen sagde under det velbesøgte pressemøde ved præsentationen af Ida d. 18. maj på The American Museum of Natural History i New York:

»Det (Ida, red.) er ikke vores tip-tip-tip-oldemor, men måske vores tip-tip-tip-oldetante«