Verdens ottende naturvidunder er måske blevet genopdaget 131 år efter det blev begravet af et vulkanudbrud, skriver theguardian.com.
Naturvidunderet udgøres af pink og hvide terrasser ved Lake Rotomahana i New Zealand, som i midten af 1800-tallet tiltrak turister fra hele verden. Terrasserne var dramatisk strømmende bassiner, som udmundede i søens tempererede vand. Men de gik altså tabt, da vulknanen Mount Tarawera gik i udbrud i 1886.
Nu mener to forskere fra New Zealand at have udpeget det sted, hvor terrasserne måske ligger begravet 10-15 meter nede under lag af mudder og aske. Der er brug for en arkæologisk undersøgelse for at udgrave området.
Deres studie er publiceret i tidsskriftet Journal of the Royal Society of New Zealand.
Ifølge forskerne bag studiet blev terrasserne ikke ødelagt eller skubbet ned på Lake Rotomahans bund, som tidligere forskning har konkluderet. I stedet blev de begravet ved søens bred.
Forskerne gjorde brug af den tysk-østrigske geolog Ferdinand von Hocstetters feltdagbøger, som indeholdt en detaljeret beskrivelse af terrassernes placering inden vulkanudbruddet, for at fastlægge, hvor de befinder sig i dag.
Ifølge forskerne er terrasserne formentlig i fin stand, og det er muligt at genskabe dem, hvis de udgraves.
Siden udgivelsen af det videnskabelige studie har de newzealandske forskere på daglig basis modtaget tilbud om hjælp til at udgrave området, hvor terrasserne findes. De håber at starte, så snart de har indsamlet nok penge.
»Vi vil udføre dette arbejde i offentlighedens interesse. Og jeg har været i jævnlig kontakt med arvingerne til jorden, Tuhourangi Tribal Authority, som er opbakkende og tilfredse med arbejdet,« siger Rex Bunn, som er medforfatter på studiet, til theguardian.com.
Det er dog ikke første gang, at forskere påstår at have opdaget de forsvundne terrasser. I 2011 sendte en gruppe forskere eksempelvis en ubemandet ubåd ned på bunden af Lake Rotomahan. Her påstod de at have fundet rester af terrasserne, som var begravet i mudder og nedfaldne klippestykker.

































