Flagermus kan afbryde jagten på et splitsekund

’Chip, chip, chip’. Det er om at være på vagt, hvis man som insekt hører den lyd. Det er nemlig lyden af en flagermus på jagt. Jo tættere det flyvende pattedyr kommer sit bytte, des kortere bliver intervallet mellem dens små udbrud af ultrasonisk lyd (se faktaboks), den såkaldte ekkolokalisering.

Lige op til fangsten udsendes de ultrasoniske lyde så hurtigt efter hinanden at de, når de ved hjælp af elektronisk udstyr omsættes til noget vi kan høre, lyder som en konstant lyd – det, der kaldes flagermusens ’buzz’.

»Man har indtil nu troet, at flagermus bruger en slags ’automatpilot’, når de kommer ind i deres buzz-fase – når først den begynder sit buzz, så har den et bestemt handlingsmønster. Vi har fundet ud af, at sådan forholder det sig ikke helt,« fortæller Signe Brinkløv, der er postdoc ved Biologisk Institut på Syddansk Universitet.

I et studie af flagermus’ jagtadfærd både i felten og i laboratoriet, har hun sammen med sine tyske kolleger undersøgt, hvad der præcis sker op til fangsten. Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences.

Flagermus kan ændre jagtadfærd på et splitsekund

Forskerne bag studiet fandt ud af, at flagermusenes fangstadfærd ikke er helt så fastlagt, som man hidtil havde troet.

»Man har tidligere troet, at når de begyndte deres buzz, så gik de på automatpilot – når først de udsendte deres buzz, blev landingsstellet også pakket ud, så at sige. Men vores studie viser, at flagermusen indtil meget sent i forløbet kan kan vælge at ændre sin adfærd og afblæse jagten, hvis byttet forsvinder. Derudover kan den vælge at tilpasse lydsignalerne og flyveadfærden uafhængigt af hinanden,« siger Signe Brinkløv.

Ved hjælp af måleudstyr fandt de også ud af, at flagermus i løbet af helt ned til en tiendedel af et sekund kan nå at reagere på, at deres bytte forsvinder.

»Vi har optaget den lyd flagermusen udsender og filmet, hvordan og hvornår den reagerer når vi fjerner byttet. Derfor har vi altså præcist kunnet måle, hvor hurtigt flagermusen reagerer. Og den kan altså reagere virkelig hurtigt,« siger Signe Brinkløv, der blandt andre har arbejdet sammen med SDU-professor Annemarie Surlykke.

Signe Brinkløv har stået for laboratorieforsøgene, mens andre tog sig af observationerne i et fri.

Forskelle i jagt til vands og i luften

Selve forsøgene gik ud på at undersøge, hvordan flagermus reagerer, når deres bytte forsvinder. Det gjorde de ved at sætte lokkemad - en melorm - op. Når flagermusen startede sit angreb, blev lokkemaden fjernet. Både til vands og i luften kunne forskerne se, at flagermusen reagerede på, at byttedyret forsvandt helt indtil en tiendedel af et sekund før selve fangsten. Men der var dog alligevel forskelle.

»I luften stoppede flagermusen simpelthen sit angreb, når maddingen blev fjernet. Men til vands kunne vi se, at selvom den registrerede at byttet forsvandt fra vandoverfladen, så dyppede den stadig fødderne i vandet,« siger Signe Brinkløv.

Signe Brinkløv forklarer, at forskernes teori går ud på, at selvom melormen forsvinder, får flagermusen stadig følelsen af at have fanget noget, fordi den kan mærke vandet og derfor ’bliver snydt’ til at tro der er fangst. (Du kan i videoen se, hvordan flagermusen lige tjekker et par gange, om den har noget mellem fødderne.)

Et interessant studie

Robert Barclay, professor i økologi og evolutionær biologi ved Calgarys Universitet, er flagermuseekspert. Han synes, at studiet er godt udført og fortæller, at han fremover vil bruge det i sin egen undervisning.

»Eksperimenterne i sig selv var godt udtænkt. Deres idé med at fjerne byttet på vandoverfladen giver en god forståelse af, hvordan deres (flagermusenes, red) ekkolokation og flyveadfærd ændrer sig,« siger Robert Barclay.

Derudover mener han, at studiet har en kæmpe fordel, da det ikke kun er udført i et laboratorie.

»Tit observerer og måler forskere dyrs adfærd i et laboratorie. Men når man undersøger dyrs adfærd i unaturlige omgivelser kan det være svært af vurdere, om den adfærd man måler nu også er den adfærd dyr har i det fri,« forklarer Robert Barclay.

Studiet stiller flere spørgsmål, der kræver svar

Signe Brinkløv siger, at det giver god mening, at flagermus har dette avancerede samspil med flere sanser - den skal udsende lyd, opfange lyden igen og samtidig formå at fange byttet med fødderne - men også at de har så kort en reaktionstid. Dog mener hun, der er flere spørgsmål, der mangler svar.

»Det ville være utroligt fascinerende, hvis vi kunne blive klogere på de her dyr. Ikke kun i forhold til fangst og bytte. Hvis en hule med 10.000 flagermus tager ud på jagt samtidig, hvordan i alverden undgår de så, at de rammer hinanden og vælter til jorden?« siger Signe Brinkløv.

Robert Barclay mener, at fundene er spændende. Ikke kun for flagermus, men for dyr generelt. Han forklarer, at flagermusenes reaktionstid på en tiendedel af at et sekund er utroligt hurtigt.

»Flagermus reagerer hurtigere end mennesker. Hvordan virker deres nerver og hjerne, siden de kan reagere så hurtigt? Derudover antyder deres korte reaktionstid, at det store tidspres, de handler under når de jager, har spillet en central rolle i deres evolution,« siger Robert Barclay.

Ifølge Robert Barclay åbner studiet altså op for flere spørgsmål, som forskningen kan prøve at finde et svar på.

Video: Department of Biologie II, Division of Neurobiology, Ludwig Maximilians University, (Germany) og Institut for Biologi, Syddansk Universitet.