Er disse bittesmå kryb verdens mest dovne insekter?

De er mindre end 3 millimeter lange, så Dunatothrips aneurae ser virkelig ikke ud af meget.

I et nyligt studie viser jeg, at disse insekter – ud over at være meget små – også er luddovne.

Dunatothrips-insekterne lever langt væk fra civilisationen i den afsidesliggende australske 'outback', hvor de ikke generer nogen. De forlader næsten aldrig deres nærmest usynlige miniature-reder, som de bygger på akacietræer af silke, de ekstruderer - eller presser ud - fra deres bagende.

Så vidt vi ved, er der ingen rovdyr, som truer Dunatothrips-insekterne. Den største fare for dem er at tørre ud i varmen, hvis deres rede bliver beskadiget.

Pacifistiske vegetarer

De er fredelige vegetarer, som spiser planter, men kun så lidt, at det ikke har nogen synlig effekt på planterne.

Insekterne, som er mindre end en bindestreg, tilhører en gruppe af insekter kaldet 'trips', som også går under navnene frynsevinger eller blærefødder, og som til tider bliver kaldt 'tordenfluer', selvom de ikke dukker op i tordenvejr, men ofte flyver i store sværme, typisk i stille, varmt vejr.

Visse trips-arter op­træder som skadedyr, der suger plantesaf­ten ud af for eksempel tomater, men det lyder som alt for meget hårdt arbejde for de Dunatothrips-insekter, jeg undersøgte.

Jeg brugte et par somre på at studere disse små insekters sociale liv, hvor jeg prøvede at forstå deres usædvanlige vane med nogle gange at bo alene og nogle gange i grupper med deres søstre.

Laver ikke noget som helst

Jeg var forundret over at opdage, at en del gruppemedlemmer ikke ser ud til at lave noget som helst. De hjælper ikke til. De avler ikke. De lader ikke til at foretage sig noget overhovedet.

Vi kender kun til ganske få samfund i dyreverden med gruppemedlemmer, der ikke hjælper til - og ikke engang hjælper dem selv.

Hvis silkereden blev beskadiget, fandt jeg ud af, at kun én eller to hunner begyndte at reparere den. De resterende gruppemedlemmer gjorde ikke noget.

De arbejdsomme hunners reparationsindsats var til gavn for alle – selv de sløve padder – som nød godt af deres anstrengelser uden at løfte en finger.

Jeg satte mig for at undersøge, hvad de 'dovne' trips egentlig lavede. Var de som dronninger, der specialiserede sig i at producere æg, mens de andre var arbejdere? Andre sociale insekter har denne ordning, inklusive mange andre australske trips.

Men sådan forholdt det sig ikke: Da jeg dissekerede henholdsvis hjælpere og ikke-hjælpere, fandt jeg, at det oftest var hjælperne, der bar æg.

Måske var de en reservearbejdsstyrke, der trådt i karakter, når andre gik tabt, som i visse fuglesamfund som ådselkrager. Men da hjælperne blev fjernet, var deres redekammerater lige så uhjælpsomme som før.

Jeg spekulerede på, om de så tiden an, mens de ventede på at komme til at yngle på et senere tidspunkt, ligesom hvepse af slægten Polistinae.

Jeg fjernede alle gruppemedlemmer undtagen én enkelt doven Dunatothrips, som jeg gav sin helt egen rede.

Det hjalp ikke ret meget; det dovne insekt producerede kun få eller ingen æg og tog op til fem gange så lang tid om at reparere reden, sammenlignet med en mere arbejdsom trips i samme situation.

Evolutionært paradoks

Hvis de dovne trips ikke engang hjælper sig selv, er de så et evolutionært paradoks?

Egentlig ikke: Selvom adfærd kun udvikler sig, hvis den er fordelagtig, har evolutionen også en tendens til at fungere for de individer, der i gennemsnit er bedre tilpasset livsvilkårene.

I enhver art er individerne alle forskellige, og det er uundgåeligt, at nogle af dem er af ringere kvalitet end andre.

De kan bære mutationer, arve uheldige genkombinationer, blive påvirket negativt af miljøet omkring dem eller alt det ovenstående. Måske blev de skubbet helt ud til kanten af ​​bladet, de de var små.

Når livet giver dig citroner…

I denne situation vil dyr ofte prøve at få det bedst mulige ud af en uheldig situation.

En trips af dårlig kvalitet kan kun lægge et par æg og kan kun bidrage med få tråde af silke til at reparere en rede. Hun kan ikke bygge den rede, hun skal bruge for at opfostre afkom på egen hånd. Så hendes bedste mulighed er at hænge ud i en gruppe, hvor hendes unge kan vokse op sammen op de andres.

Det er stadig et mysterium, hvorfor disse smølehoveders redekammerater ikke smider dem ud.

Men det har muligvis noget af gøre med, at de er usædvanligt afslappede over for enhver provokation, selv af farlige, ubudne gæster som deres slægtninge Akainothrips, en ny art, jeg opdagede sammen med mine kolleger. Dunatothrips-insekterne gør ingen modstand og lader tingene gå sin gang.

Manglende aggression kan være evolutionær fordel

Denne pacifisme kan være relateret til, hvor risikabelt der er at bygge rede.

Ude i den australske 'outbacks' bagende sol risikerer de at blive blæst ud af reden eller tørre ud. Når vi tager højde for, at insekterne risikerer at dø når som helst, kan det godt betale sig at tolerere tilstedeværelsen af ​​andre, som kan fortsætte redebygningsarbejdet og hjælpe med at holde alles afkom i live.

En simpel evolutionær måde at gøre det på er at droppe al aggression mod andre, inklusiv ubudne gæster af forskellige arter. Det har visse edderkopper gjort. De danner kooperative 'edderkoppe-børnehaver' med forskellige edderkoppearter.

For vores heldige dovne trips betyder det, at de får lov til at blive i gruppen - helt gratis og uden indsats.

Hjælper måske på en meget diskret måde

Det er også muligt, at disse dovne insekter faktisk hjælper, bare på en meget diskret måde. Dunatothrips-reder har for eksempel affaldspladser, så de hjælper måske til ved at bære skraldet ud.

Hos mange sociale insekter, blandt andet visse trips, kan arbejdere fungere som læger. Ved blot at trække vejret kan de øge luftfugtigheden i reden og hjælpe gruppen med at overleve – kakerlakker danner grupper med lav luftfugtighed af netop denne grund.

Så selvom de dovne Dunatothrips måske er blandt verdens mindst motiverede insekter, er de bestemt ikke blandt de mindst interessante – og disse dovendidrikkers evolutionære vedholdenhed hjælper os med at forstå, hvordan forskellige samfund udvikler sig.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.