Dumbo, Mimbo Jimbo, Tantor og Babar. I fiktionsverdenen har elefanter ofte spøjse navne, men måske er det faktisk ikke så langt fra virkeligheden endda.
I et nyt studie, der dog ikke er blevet fagfællebedømt endnu, har en gruppe forskere fra blandt andet Colorado State University i USA undersøgt en gruppe afrikanske elefanters (Loxodonta africana) kommunikation.
De mener at have fundet ud af, at elefanterne bruger specifikke lyde til specifikke individer i deres sociale gruppe, en form for navne, når de kommunikerer med hinanden.
Der er dog ikke tale om navne som ‘Dumbo’ og ‘Babar’.
Elefanterne benytter i stedet meget dybe brummelyde, forklarer elefantbiologen Caitlin O'Connell-Rodwell, der er fra Harvard University i USA, og som ikke var involveret i studiet.
»Der findes en kontaktrumlen, en anti-rovdyrsrumlen, en hilserumlen. Hvis du så det på et spektrogram, ville alle lydene se nærmest ens ud. Derfor er kunstig intelligens så interessant. Det gør det muligt for os at finde ud af, hvad elefanterne fokuserer på,« siger Caitlin O'Connell-Rodwell til Live Science.
Hvis forskernes teori viser sig at holde vand, vil det være første gang, man har observeret andre dyr end mennesket bruge specifik vokalisering til individer.
Mads Frost Bertelsen, som er adjungeret professor ved Københavns Universitets Natur- og Biovidenskabelige Fakultet og zoologisk direktør i Københavns Zoo, tvivler dog på studiets konklusioner.
»Hvis det er rigtigt, er det jo epokegørende, men som jeg læser det, har de overfortolket deres data temmelig meget,« siger Mads Frost Bertelsen til Videnskab.dk.
Men først en hurtig gennemgang af hvordan forskerne kom frem til deres resultater.
Ikke-generiske lyde
For at undersøge elefanternes kommunikation tog forskerne til Kenya, hvor de optog 625 elefanters kald.
Samtidig overvågede de elefanterne og holdt øje med, når medlemmer af gruppen var adskilte fra gruppen, og når de kom tilbage igen.
Det gjorde de, fordi de havde en idé om, at elefanterne ville kalde eller forsøge at komme i kontakt med medlemmer af deres gruppe, som var på afveje, og måske hilse, når de kom retur.
Forskerne brugte efterfølgende kunstig intelligens til at analysere lydene og kunne identificere lyde, der var forbundet til 119 specifikke elefanter.
Det viste sig, at kaldene ikke var generiske lyde, som elefanterne brugte, når de kommunikerede til for eksempel mødre eller unger i deres gruppe.
Lydene var unikke, alt efter hvem modtageren var. Selv kald fra forskellige afsendere til den samme modtager var ens.
Deres computermodel kunne desuden identificere modtagerelefanter ud fra elefantkaldene bedre, end hvad man ville forvente ud fra tilfældighed.
\ Læs også
Reagerede på deres ‘navne’
For at teste deres resultater yderligere forsøgte forskerne at afspille lydoptagelser af 17 elefanternes ‘navne’ for dem.
Her fandt de indikationer på, at elefanterne lod til at reagere, når deres eget blev afspillet.
»Subjekterne nærmede sig hurtigere højtaleren og vokaliserede hurtigere som respons til testafspilninger sammenlignet med kontrolafspilninger. De producerede også flere vokaliseringer,« skriver forskerne i studiet.

Tvivlsomme konklusioner
Ifølge Mads Frost Bertelsen er studiet umiddelbart interessant, og han vurderer, at forskerne bag har været grundige i anskaffelsen af deres data.
Han mener til gengæld ikke, at der er beviser for, at elefanterne bruger navne.
»Det er interessant, at den ene elefant siger en lyd til den anden. Men det kan jo lige så godt være en lyd, der kommunikerer noget andet end et navn,« siger Mads Frost Bertelsen og fortsætter:
»Det kan være, at den siger: ‘Du er større end mig’. Eller: ‘Dig kender jeg’. Så her knækker filmen altså for mig. De har taget højde for mange ting, men ikke alle.«
Han påpeger desuden, at det kun var omkring 20 procent af lydoptagelserne, som forskerne ved hjælp af deres computermodel kunne identificere modtageren til.
»Det er ikke et særligt stort tal, så det hele er lidt inkonklusivt. Jeg har svært ved at se, hvordan de rent videnskabeligt kan lave deres slutninger,« siger Mads Frost Bertelsen.
\ Læs også
Positivt at de undersøger elefanter
Det er i Mads Frost Bertelsens optik dog stadig positivt, at de undersøger elefanters kommunikation.
»Vi har også arbejdet med elefanters infralyd. Nogle dyr har meget simpel kommunikation, men elefanters lader til at være særligt kompleks, så det er godt, at det bliver undersøgt,« siger Mads Frost Bertelsen.
I studiet giver forskerne udtryk for, at de håber, at deres resultater kan lede til flere undersøgelser af elefanternes komplekse kommunikation og sociale evner.

































