Det er det værste, der nogensinde er overgået livet på Jorden: For 252 millioner år siden fandt det største kendte vulkanudbrud i klodens historie sted.
Et område seks gange større end Norge blev dækket af et 2.000 meter tykt lag lava. Atmosfæren blev fyldt med drivhusgasser og andre kemiske stoffer, og den globale temperatur steg med 10 til 15 grader.
Havtemperaturer på op til 40 grader og store iltfrie områder dræbte mindst 80 procent af alle slægter i havet – måske helt op til 95 procent. Også på land resulterede begivenheden i mange dyr og planters uddøen.
»Det var meget værre end den katastrofe, der ramte dinosaurerne,« siger Jørn Hurum, professor ved Naturhistorisk Museum i Oslo.
Dinosaurerne uddøde i en stor katastrofe for omkring 66 millioner år siden. Men det enorme vulkanudbrud skete altså meget tidligere og var endnu mere alvorligt. Det tog millioner af år, før livet var i stand til at komme sig.
Historien om fiskeøglerne
Det er i denne periode – lige efter katastrofen for 252 millioner år siden – at man mente, at fiskeøglerne udviklede sig.
Fiskeøgler er landdyr med lunger, der vendte tilbage til havet og blev helt vandlevende igen – akkurat som nulevende havpattedyr som hvaler og delfiner.
De første fossiler af fiskeøgler dukkede op i 248 millioner år gamle geologiske lag, altså fra omkring fire millioner år efter masseudryddelsen. Derfra går det kun fremad for disse dyr.
En række fiskeøgler – fra dyr på størrelse med delfiner til enorme kæmper over 23 meter – spredte sig til alle have.
»Det er den historie, der længe er blevet fortalt – og som står i alle lærebøger,« siger Jørn Hurum.
Men nu kan en håndfuld grå klumper fra Svalbard ændre alt.
Fundet bag hytterne
Fundet stammer fra en udgravning meget tæt på hytteområdet på Vindodden på Svalbard.
Her har Jørn Hurum og hans kolleger gravet fossiler af fisk og pansertudser frem fra 250 millioner år gamle lag. Men i 2022 ankom endnu en samarbejdspartner – Benjamin Kear fra Uppsala Universitet. Han så på fossilerne fra udgravningen med nye øjne.
Noget fangede hans opmærksomhed: Nogle grå klumper – fossile knogler – som de andre forskere ikke helt har formået at placere.
De lignede nøjagtigt halehvirvlerne på en fiskeøgle – men stammer altså fra tiden før, fiskeøglerne blev til.
Hvad var det her for noget?
Fiskeøgle fra tiden før fiskeøgler
Efter grundige undersøgelser af fossilerne og det materiale, de ligger i, er Benjamin Kear, Jørn Hurum og de øvrige medlemmer af forskergruppen ikke i tvivl:
Det er resterne af en stor ichthyosaur. Vi taler altså ikke om en slags firben med svømmehud mellem tæerne, men et helt vandlevende fiskeøgle med facon som en fisk.
»Det er knoglerne fra en knaldgod svømmer. Halehvirvlerne ligner fuldstændig dem, man finder hos senere ichthyosaurer,« fortæller Jørn Hurum.
Samtidig rummer klippen omkring fossilerne alle tegn på, at disse lag er dannet, før man hidtil har ment, at den første fiskeøgle opstod.
I samme lag findes fossiler af fisk og padder, der er typiske for 250 millioner år gamle økosystemer. Og kemien i klippen peger på det samme.
Det rejser svimlende spørgsmål om fiskeøglens historie.
Er de væsentligt ældre, end alle troede? Og betyder det, at de faktisk overlevede den mest vanvittige katastrofe i livets historie?
For kort tid efter katastrofen
Jørn Hurum mener, at lærebøgerne skal skrives om.
»Dette fossil er fra meget kort tid – kun to millioner år – efter den store udryddelse.«
Der er for lidt tid til, at en så avanceret fiskeøgle kan udvikle sig.
»Den anden lignende historie, vi kender, er hvalerne. Lige efter dinosaurernes udryddelse for omkring 66 millioner år siden, vandrer nogle landdyr i vandkanten – stadig på fire ben – men et par millioner år senere kan de ikke længere gå på land.«
»Efter omkring otte millioner år er de fuldstændig vandlevende.«
Det får Jørn Hurum og de andre forskere til at tænke, at den nye fiskeøgle fra Svalbard allerede må have været fuldt vandlevende, da vulkanerne brød ud.
Ingen tvivl om datering og dyr
Men kan forklaringen ikke blot være, at Jørn Hurum og hans kolleger har taget fejl af tiden eller typen af dyr?
Det mener professor Martin Sander fra Universitetet i Bonn ikke. Han er palæontolog og arbejder selv med ichthyosaurer men har ikke været involveret i dette fund.
»Dateringen af fundstedet på Spitsbergen er helt entydig. Det er også meget tydeligt, at der er tale om et fossil af en stor ichthyosaur,« skriver han til forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite.
»Fossilets høje alder, blot et par millioner år efter starten af triasperioden, kombineret med dets store størrelse, er utrolig,« skriver han.
Martin Sander erklærer sig enig med Jørn Hurum:
»Vi kan ikke længere være sikre på, at krybdyrenes invasion af havet skete i løbet af Trias, efter den store massedød i slutningen af den permiske periode. Der er simpelthen ikke tid nok.«
På den anden side påpeger han, at der ikke er et eneste spor efter fiskeøglernes forfædre fra før katastrofen.
Så hvor i alverden kom denne færdige ichthyosaur fra?
Ud på dybt vand og op mod nord
Jørn Hurum mener, at den kan have levet længere ude og på dybere vand, måske endda længere mod nord end fundstedet på Svalbard.
For 250 millioner år siden var Svalbard en havbugt på nordkysten af det gigantiske kontinent Pangea.
»Men var der noget længere mod nord?« spekulerer Jørn Hurum.
Måske var der et arktisk hav med dybe vandmasser og grundlag for fødekæder med fiskeøgler i toppen?
Hvis det er tilfældet, kan det være en del af forklaringen på, at disse øgler overlevede katastrofen for 252 millioner år siden. Langt nordpå kan temperaturerne have været mere beboelige, så økosystemerne ikke kollapsede.
Men hvorfor har vi ikke fundet flere rester af disse tidlige fiskefirben på Svalbard?
Hvor skal vi lede?
Det kan tænkes, at disse dyr ikke plejede at opholde sig i de områder, der i dag er Svalbard, antager Jørn Hurum. De fossile halehvirvler stammer måske fra et individ, der forvildede sig væk fra sine typiske leveområder og endte ved en mere lavvandet kyst. En slags forhistorisk svar på Hvalrossen Freya.
Måske skal vi lede efter andre tidlige fiskeøgler i helt andre områder. Problemet er bare, at forskerne ikke ved hvor.
Mange af de områder, der eksisterede dengang, er helt forsvundet i dag. Og selvom der er rester af dem, er det ikke sikkert, at de indeholder fossiler. Ikke alle bjergarter bevarer fossiler lige godt.
»Vi har få forekomster at lede efter så langt nordpå på Pangea. På Svalbard har vi aflejringer fra perioden før udryddelsen, men har ikke god opbevaring af knogler,« siger Jørn Hurum.
»Hvor kan vi så lede? Skal vi til Alaska eller Sibirien? Eller Frans Josef land?«
Vi kan ikke engang være sikre på, at der overhovedet er bevaret rester fra et muligt trias-arktisk hav.
Er måske allerede fundet
Til gengæld er der ingen grund til at give op.
Pludselig kan nye ekspeditioner levere flere opdagelser. Og i mellemtiden er det også muligt at søge langt mere tilgængelige steder: Museerne.
De grå klumper fra udgravningen på Vindodden er ikke nødvendigvis de eneste fiskeøgle-fossiler, der er lagt til side, fordi de ikke passede ind i det, forskerne forventede at finde.
»Vi kan starte med at kigge på gamle samlinger igen,« siger Jørn Hurum.
Hvis vi er rigtig heldige, kan de næste spor af fiskeøglernes tidlige historie allerede vente i bunken af ubestemte fund fra tidligere udgravninger.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
