To ting har den samme temperatur, de er selvfølgelig lige kolde – eller varme. Alt andet ville da være dumt at påstå. Eller ville det nu også det?
Hvis du har brug for at få kølet dig selv lidt ned, kan du tage turen ud til køkkenet – og tag en bog og en nøgle med i hånden, for de skal lige en tur i fryseren. Orker du ikke turen til fryseren, kan du også se med i videoen her.
Når bogen og nøglen har ligget i fryseren i lidt tid, tager du dem ud igen. Nu står du med et stykke iskoldt metal i den ene hånd, og en lunken bog i den anden. Men de har jo lige ligget i fryseren i lige lang tid, så burde de egentlig ikke være lige kolde?
Jo, det burde de. Og det er de også – du kan bare ikke mærke det.
Temperatur afhænger af materialets energi
Når du mærker om noget er koldt eller varmt, så er det ikke genstandens overfladetemperatur, du kan mærke. Det er derimod ændringen i din huds temperatur, du registrerer. Den ændring i huden er et resultat af den energi, som det, du holder om, afgiver.
Fordi forskellige materialers evne til at optage eller afgive energi ikke er ens, så føles det som om de ikke er lige kolde. Om noget føles koldt eller varmt afhænger helt af de molekyler, det er lavet af, fordi det er dem, der kan afgive energi.
Des mere energi genstanden overfører til din hud, des større ændring i din huds temperatur, vil du også kunne mærke. Metal er en varmeleder, der afgiver meget energi. Papiret, som bogen er lavet af, fungerer derimod isolerende, fordi det ikke giver meget energi fra sig.
Nøglen føles altså koldere, fordi den afgiver mere energi, og påvirker din huds temperatur mere end bogen gør.






























