Amatørfotografer opdager ny type nordlys, som ligner sandklitter
Ny type nordlys i Finland, sandklitterne

Et samarbejde mellem amatørfotografer og forskere resulterede i opdagelsen af en ny type nordlys, som er døbt 'sandklitterne' efter dets grønne, bølgelignende mønster. (Foto: Kari Saari / Helsinki Universitet) 

Et samarbejde mellem amatørfotografer og forskere resulterede i opdagelsen af en ny type nordlys, som er døbt 'sandklitterne' efter dets grønne, bølgelignende mønster. (Foto: Kari Saari / Helsinki Universitet) 

Kilde: 
04 februar 2020

I 2018 fangede flere finske nordlysentusiaster et helt specielt bølgelignende, grønligt mønster på den finske nattehimmel med deres kamera.

Ny forskning viser, at det er en helt ny type nordlys. Det skriver Live Science.

Nordlyset blev af de finske amatørfotografer døbt ’sandklitterne’, på grund af måden det strækker sig vandret ud i horisonten i modsætning til almindeligt nordlys, der spreder sig lodret.

Ifølge forskere ved Helsinki Universitet dannes den nye type nordlys af tyngdekraftsbølger og iltatomer i den øvre atmosfære, skriver Live Science. De nye fund blev offentliggjort i sidste uge i tidsskriftet AGU Advances.

 

Trods navnet er tyngdekraftsbølger noget helt andet end gravitationsbølger, som ofte også kaldes tyngdebølger.

Gravitationsbølger er bølger i selve rumtiden, hvorimod tyngdekraftsbølger forekommer, når tyngdekraften forsøger at udligne en forstyrrelse i for eksempel havene her på Jorden.

Nordlysentusiasterne, der først opdagede lysene, delte deres billeder af fænomenet med den finske rumfysiker og forsker Minna Palmroth. Gruppen ville have hende til at forklare fysikken bag nordlysene, men hun havde aldrig set den type nordlys før.

Så Palmroth og hendes forskerhold bad gruppen om at fotografere 'sandklitterne' fra flere forskellige steder i Finland natten til 7. oktober 2018.

Ved at analysere billederne kunne forskerne beregne 'klitternes' højde og dermed begynde at forstå fysikken bag, skriver Live Science.

»For første gang kan vi faktisk observere atmosfæriske bølger gennem nordlyset - dette er noget, der ikke er blevet gjort før,« siger Minna Palmroth i en pressemeddelelse fra AGU.

'Klitterne' i den nye type nordlys kommer fra en sjælden atmosfærisk tyngdekraftsbølge, der stiger op i atmosfæren og bliver bøjet og klemt mellem to koldere lag i atmosfæren, mener forskerne ifølge Live Science.

Det skaber de vandrette bølger, der spreder sig over himlen som noget, der minder om klitter af sand.

Videoen viser den nye type nordlys, 'sandklitterne', på himlen over Savorjärvi i det sydlige Finland i oktober 2018. (Video: Kari Kari Saari / AGU Advances)

 

mhc

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.