Ulven er her: Det skal du vide om din nye nabo
Et nyt kort dokumenterer, at i hvert fald én ulv kommet for at blive i Danmark. Få indblik i historien om den nye danske ulv og få råd til, hvad du skal gøre, hvis du møder en ulv.

Forskernes dokumentation af ulvene i Danmark viser, at ulvene især har bevæget sig rundt i Midt- og Vestjylland (Illustration Naturhistorisk Museum Aarhus/Aarhus Universitet)

Forskernes dokumentation af ulvene i Danmark viser, at ulvene især har bevæget sig rundt i Midt- og Vestjylland (Illustration Naturhistorisk Museum Aarhus/Aarhus Universitet)

Ny DNA-dokumentation i form af et kort af viser, at en ulv har bosat sig i Danmark, hvor der ellers ikke har boet ulve i 200 år.

»De her hanulve har været på vej op igennem Jylland, og der er ikke nogle damer, og så trasker de videre til Tyskland eller Polen. Men det lader til, at én har slået sig ned,« siger seniorforsker Thomas Secher Jensen fra Naturhistorisk Museum Aarhus til jp.dk. Naturhistorisk Museum Aarhus har sammen med Institut for Bioscience – Kalø, Aarhus Universitet lavet dokumentationen.

De to forskningsenheder lavede også et DNA-kort for et halvt år siden, og sammen med det nye kort kan de altså nu slå fast, at i hvert fald én ulv har fået fast adresse i Danmark. Det er også første gang, man kan dokumentere, at der har været en ulv omkring Djursland.

For snart to år siden blev forskerne gjort opmærksomme på, at en ulv strejfede rundt i nærheden af Thy. Senere blev der fundet et ulvekadaver i nærheden af det sted, hvor billedet af den første ulv var taget. Kadaveret blev obduceret, da det umiddelbart var vanskeligt at dokumentere, om der var tale om en hund eller en ulv

Spekulationerne gik herefter på, om der var tale om ulve på afveje.

Ingen varm velkomst fra fåreavlerne

I juni kunne forskerne afsløre, at der på daværende tidspunkt strejfede 11 ulve rundt i Danmark

Mens nogle af os måske synes, det er spændende med et nyt stort rovdyr i Danmark, så har fåreavlerne tidligere vist sig at være mindre glade for ulvens besøg i Danmark.

»Der er ingen tvivl om, at hvis ulvene finder ud af, at der er får på menukortet, så kan det give en del problemer,« sagde formanden for danske fåreavlere Richard Andersen i januar 2013 ifølge dr.dk.

Siden da har der også været flere tilfælde af angreb på fåreflokke i Danmark.

Jægerteori: Ulven var udsat

Ulvens modstandere tæller dog ikke kun fåreavlere. Tre jægere fremsatte i april 2013 en teori om, at nogen havde sat tre par ulve ud i Danmark. Hvis ulvene var sat ud og ikke indvandrede, kunne man lovligt skyde dem. Den samme teori er blevet fremsat andre steder, hvor nye ulve har stukket snuden frem.

Den tyske ulveforsker Ilka Reinhardt fra forskningsinstitutionen Wildbiologisches Büro LUPUS i delstaten Sachsen har, ifølge en kronikør på Videnskab.dk, beskrevet situationen således:

»Alle steder, hvor ulve vender tilbage, fortælles der historier om, at de skulle være udsatte. I Svejts siges det, at ulve er blevet udsat fra helikopter, mens de i Tyskland skulle være blevet sluppet løs fra biler - de bliver omtalt som Kofferraum-Wölfe(bagagerumsulve).«

Videnskab.dk’s kronikør Mogens Trolle, som er zoolog ved Københavns Universitet afviser de tre jægeres teori med, at der ikke er noget underligt ved, at ulve vandrer fra Tyskland til Danmark.

»Der er dog rent biologisk betragtet intet som helt overraskende eller mærkeligt ved, at vi nu får tyske ulve på besøg, præcis som de gør det i Holland og Belgien,« skriver han.

Læs hele kronikken her

Sig det højt, hvis du møder en truende ulv

Ulve er som udgangspunkt menneskesky. Skulle du alligevel ende med at stå ansigt til ansigt med en aggressiv ulv, har seniorforsker Thomas Secher Jensen følgende råd til dig:

Du skal gøre det modsatte af, hvad ulvens yndlingsbyttedyr ville gøre – for eksempel en hjort.

»Hold øjenkontakten og gå langsomt baglæns. Ikke noget med at løbe skrigende bort, for så opfatter den dig som et byttedyr,« siger Thomas Secher Jensen.

»Du kan også med fordel begynde at tale højt og tydeligt med mandlig stemme. Skæld den ud, ræk armene i vejret og gør dig stor,« siger han.

Hvis du gerne vil vide mere om, hvordan du forbereder dig på et liv med en ulv som nabo, så læs mere i artiklen ’Hvad skal man gøre hvis man bliver angrebet af en ulv’.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.