Sådan overlever astronauter i rummet
Rummet er er en farlig arbejdsplads, der kræver, at man er 100 procent opmærksom hele tiden. Loredana Bessone har lært Andreas Mogensen, hvordan han overlever i rummet.

Rumvandringer er en astronauts ultimative prøvelse. Astronauten skal både løse en teknisk opgave, manøvrere med robotarme, undgå at tabe udstyr eller ramle ind i rumstationen, og sørge for at komme levende hjem igen. (Foto: ESA)

Rumskrot!

Alarmen ombord på rumstationen ISS har lydt. En eller anden genstand i rummet er kommet faretruende tæt på skroget og alle astronauter ombord må straks kravle ind i den lille Suyuz-rumkapsel, der kan bringe dem i sikkerhed i tilfælde af en kollision.

Et ophold i rummet slipper man kun levende fra, hvis man kan tænke klart og handle rigtigt i alle situationer, og det er netop hvad den danske Andreas Mogensen har lært på grunduddannelsen på astronautcentret i Køln.

Rummet er et ekstremt miljø

En af de instruktører, der har klædt ham på til astronautjobbet er Loredana Bessone, der oprindeligt er uddannet it-forsker. Siden 1998 har hun været leder for den del af astronauttræningen, der går under betegnelsen 'human behaviour and performance'. Derudover har hun haft ansvaret for et overlevelseskursus til Sardinien, samt aspiranternes robottræning. Videnskab.dk møder hende for nogle dage siden ved afslutningsceremonien for Andreas Mogensen og hans holdkammerater.

Loredana Bessone var en af instruktørerne for Andreas Mogensen og hans holdkammerater. Hun har en kandidatgrad i informationsteknologi fra Turin Universitet i Italien. Derudover har hun en kandidatgrad i rumteknologi ved Det tekniske universitet i Delft i Holland. (Foto:ESA)

»Rummet er på alle mulige måder et ekstremt miljø, som ikke er naturligt for mennesker at opholde sig i, og derfor er astronauterne ombord på rumstationen dybt afhængige af deres udstyr ombord og ikke mindst hinanden. I rummet kan man ikke tage noget for givet. Astronauterne må være ekstremt opmærksomme på alt, hvad der sker omkring dem hele tiden,« fortæller hun.

Stegt og nedfrosset på samme tid

En af de ting, som gør miljøet ekstremt, er den store forskel på nat- og dagtemperaturer, som astronauterne vil være udsatte for under rumvandringer. Når Solen skinner på astronauterne, vil stålingen hurtigt varme rumdragtens frontside op til omkring 200 grader. Bagsiden af dragten forbliver derimod kold med temperaturer nede omkring minus 150 grader. I det øjeblik Solen stiger op på himlen må astronauterne straks tænde for rumdragtens indbyggede avancerede ventilationssystem, der forhindrer, at de bliver frosset ned på den ene side og kogt på den anden. »Mit job er at få astronauterne til at kunne udføre deres opgaver inden for teknologiens rammer. Astronauterne skal kende udstyrets muligheder og begrænsninger uanset hvad der sker. Kunsten er at få astronauterne og den avancerede teknologi til at gå sammen i en højere enhed,« siger Loredana Bessone.

Styrer robotarme som et computerspil

Andreas Mogensen og hans team kan ikke klare opgaverne ombord på ISS med de bare næver, så Loredana Bessone har trænet dem i at bruge robotter til at flytte rundt på ting. Robotterne er astronauternes forlængede arm, når udstyr skal kobles sammen, rumstationen skal repareres, og skrøbelige prøver skal indsamles.

At styre en robotarm er lidt ligesom et computerspil, fortæller hun, og det lyder måske som en leg. Men det har store konsekvenser, hvis ikke man kan bruge robotarmene rigtigt. Hvis en astronaut rører rumstationen med robotarmen, kunne de komme til at beskadige den, og det er ikke alene dyrt men kan også sætte astronauternes liv i fare.

Små fejl kan have store konsekvenser

Loredana Bessone har bl.a. ansvaret for de overlevelsesture, som Andreas Mogensen og hans holdkammerater har gennemført i det forgangne år. Her er de på trekking i de ufremkommelige bjerge i Sardinien. (Foto: ESA)

Det var f.eks. ved at gå galt, da en astronaut under en rumvandring for nogle år siden skulle frigive en satellit. Astronauten kom til at åbne armens gribehånd et splitsekund for tidligt med det resultat, at robotarmen skubbede en smule til satellitten, så den drev væk fra astronauten.

Her på Jorden kunne man hurtigt rette op på det problem ved ganske enkelt at gribe ud efter den. I rummet er sagen langt mere alvorlig, for genstanden skal ikke bevæge sig mange centimeter væk før den ryger uden for astronauternes rækkevidde. På det tidspunkt er det meget omstændigt at få fat i den, og i mellemtiden kan den have ødelagt mange ting.

»Det vigtigste, som aspiranterne skulle lære, var at være opmærksomme hele tiden. Astronauten skal kunne have rigtigt mange ting i fokus på én gang og samtidigt kunne filtrere alle uvæsentlige faktorer væk,« siger Loredana Bessone.

Sover i et skab

Træningen kan af gode grunde ikke foregå i rummet, da det er for dyrt og for farligt, så i stedet foregår den i trygge, jordnære omgivelser i astronautcentrets lokaler.

Ny uddannelsesstrategi en stor succes

På astronautcentret i Køln lærer aspiranterne alt fra at gå på rumvandring til at kunne sove i en slags sovepose (grå) i et lille polstret skab (blå). (Foto: S. Hildebrandt)

Loredana Bessone viser videnskab.dk rumcentrets 12 meter dybe svømmebassin, hvor astronauterne kan træne rumvandringer. På et stort plateau ved siden af svømmebassinet knejser en mange meter høj cylinder, der skal give sig ud for at være det europæiske Columbus-modul på rumstationen ISS. Bessone forklarer, at det under træningen var sænket ned i dybet, så aspiranterne kunne lære at kravle og arbejde på det i 'vægtløs tilstand'. Videnskab.dk ser også centrets gigantiske træningshal fyldt med 1:1 kopier af udvalgte moduler på rumstationen samt avanceret laboratorieudstyr, som Andreas Mogensen og hans kolleger gennem uddannelsen har øvet sig på at beherske. Pladsen inde i det europæiske modul er overraskende trang og soveværelset ligner et lille polstret klædeskab, der rummer en hængende og temmelig klaustrofobisk sovepose.

Trekking på sneklædte tinder

På rumstationen er soveposen det eneste sted, hvor de har ro og fred, ellers har astronauterne ikke mulighed for at lukke en dør og være sig selv. Så en nødvendig forudsætning for at kunne holde ud at være ombord, er at man er socialt anlagt. I det hele taget skal man være god til at kommunikere og samarbejde, da mange opgaver kun kan løftes i flok. Kommunikation handler ikke bare om at give en besked på en forståelig måde men også i høj grad om situationsfornemmelse og menneskeforståelse.

Loredana Bessone tager dem derfor med ud på overlevelsesture i naturen, hvor de oplever sig selv og hinanden i virkeligt pressede situationer. På grunduddannelsen gik turen til Sardinien, hvor Andreas Mogensen og hans holdkammerater bl.a. skulle klare en strabadserende trekkingtur i Sardiniens utilgængelige bjerge. »Overlevelesesturen til Sardinen udsatte aspiranterne for et ekstremt pres. De oplevede hinanden på godt og ondt i de stressede situationer, og den viden ruster dem til at kunne klare en tilspidset situation i rummet,« siger hun.

Et instruktørjob på astronautskolen kræver, at man ved hvad astronauterne bliver udsat for på rummissionerne, men faktisk har Loredana Bessone, aldrig været i rummet.

Jeg er meget interesseret i rummet, det er en helt anden verden end den, vi kender. Det er spændende at finde ud af, hvordan vi kan overleve i det.

Loredana Bessone

»Det er den store udfordring for os instruktører, at kunne undervise aspiranterne i hvordan de skal klare sig, selv om jeg og mine kolleger aldrig selv har været der,« siger hun. Loredana Bessone har rustet sig til at kunne undervise ved at tage den fulde rumvandringsuddannelse hos NASA. Derudover holder hun sig løbende opdateret med, hvilken slags opgaver astronauterne skal løse ved at tale med erfarne astronauter, rumingeniører og forskere. »Jeg elsker mit job. Jeg får både lov til at arbejde med mennesker og kombinere det med teknologi på et meget højt niveau. Det giver mig en fantastisk chance for hele tiden at lære noget nyt,« siger hun.

ESA har uddannet astronauter igennem mange år, men det er første gang, at rumagenturet har ladet et hold aspiranter bruge så lang tid sammen. Den strategi har vist sig at være en stor succes. »De seks aspiranter har igennem uddannelsen udviklet et fælles mål. Det kræver tid at lære hinanden at kende og dermed kunne støtte hinanden. Den fælles baggrund og referenceramme har både styrket den enkelte og teamet,« siger hun. Nu, hvor grunduddannelsen er afsluttet, forlader Andreas Mogensen og hans holdkammerater reden og bliver spredt for alle vinde. Men uanset hvor de havner, vil de altid have deres holdkammerater at falde tilbage på.

»Selv om vores kammerater fra gymnasiet ikke nødvendigvis er vores venner for altid, så har vi gennem studietiden knyttet bånd med dem. Det bånd er med til at gøre dig stærkere. Sådanne relationer kan vise sig at være vigtige, når vi engang kommer i knibe,« slutter hun.