|
Denne artikel blev bragt 10. november 2013. |
Mandag begynder klimakonferencen COP19 i Warszawa i Polen, og siden klimaet kom på alverdens dagsorden i midten af sidste årti, har vi snart sagt ikke kunne spise en bøf eller køre en tur i bilen uden at blive konfronteret med det moralske spørgsmål: hvordan bidrager du til den truende klima-katastrofe?
Klima-spørgsmål er rykket fra storpolitik og lige ind i vores hverdag. Vores personlige CO2-udslip fremstilles som en klimasynd og vi køber os aflad ved at vælge de klima-venlige varer og transportmidler.
På den måde er vores daglige gøremål blevet til moralske valg på en måde, som bringer minder om 1600-tallets forestilling om guds straf for menneskets synder.
Det mener den svenske historiker David Larsson Heidenblad fra Lunds Universitet, der tidligere i år forsvarede sin ph.d.-afhandling »Vårt eget fel«, hvor han har undersøgt, hvordan vi gennem tiden har set på årsagerne og ansvaret for de begivenheder, der har truet menneskeligheden:
»Når man kigger på den måde, vi taler om årsager og ansvar for truende katastrofer i 1600-tallet, så fylder det jeg kalder 'den moralske kausalitet' rigtigt meget. Man så en sammenhæng mellem menneskehedens opførsel og de katastrofer, der truede vores eksistens. Katastroferne er guds straf for menneskets synd,« siger David Larsson Heidenblad til Videnskab.dk.
Alle katastrofer menneskeskabte
Han har i sin afhandling undersøgt fem historiske nedslagspunkter:
Fra den førmoderne forestilling om guds straf for menneskets synder over oplysningstidens gennembrud, Første Verdenskrig og 1960ernes trussel om atomkrig til vor tids klima-alarm.
»Når man ser det i et længere historisk perspektiv, så har der siden midten af 1700-tallet været en tilbagegang for koblingen mellem katastrofer og menneskehedens kollektive opførsel. I 1700-tallet begynder man for eksempel pludseligt at tale om 'naturkatastrofer', og det var slet ikke et ord, man kendte i 1600-tallet, hvor man mente, at alle katastrofer var menneskeskabte, fordi man altså tænkte, at vores synder var årsag til katastroferne,« siger David Larsson Heidenblad.
Siden da har opdelingen af katastrofer i enten naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer vundet mere og mere indpas.
»Den moderne naturvidenskab bryder med opfattelsen af menneskers handlinger og naturen som moralsk forbundne. Det bliver ikke længere i samme grad legitimt at tale om vores kollektive synder som årsagen til katastroferne, og vi har en meget tydelig opdeling mellem, hvad der er menneskeligt, og hvad der er natur. «
Det kommer for eksempel til udtryk i, hvem vi udpeger som ansvarlige for truslerne:
»I forbindelse med Første Verdenskrig og truslen om atomkrig udpeger man politikere og videnskabsmænd som de skyldige, mens man ikke mener, at det almindelige menneske har et ansvar.«
Miljøbevægelsen genindfører arvesynden
Klima-spørgsmålet udfordrer dog opdelingen mellem naturen og mennesket:
På den ene side er det ikke bare en naturkatastrofe, men på den anden side er det heller ikke bare en menneskeskabt katastrofe, hvor man kan udpege enkelte ansvarlige, og det giver grobund for den moralske kausalitets genkomst:
»Her stiller vi ikke længere kun politikerne eller USA til ansvar, men vi bliver alle betragtet som syndere i en eller anden grad, og på den måde minder 2013 måske mere om 1600-tallet, end om 1960erne,« siger David Larsson Heidenblad.
Klimaspørgsmålet gør koblingen mellem naturen og menneskets aktuel igen:
»Her ser vi de første tegn til, at den moralske kausalitet vinder indpas igen. Man begynder igen at se på almindelige menneskers handlinger i hverdagen som moralske valg, og lave en kobling til truslerne mod menneskelighedens eksistens.«
Fremtidige generationer har erstattet paradis
Vor dages moralske kausalitet adskiller sig dog ifølge David Larsson Heidenblad på en række punkter fra den førmoderne forestilling om guds straf for menneskehedens synder:
»Den førmoderne variant byggede på et religiøst verdensbillede, mens vor tids klima-alarm finder sin legitimitet i naturvidenskaben. Samtidig er der forskellige grader af skyld i dag, hvor man for eksempel ser den vestlige verden som mere ansvarlig end udviklingslandene, og det adskiller sig fra 1600-tallet, hvor man ikke på samme måde var interesseret i at udpege nogen som mere eller mindre skyldige: Alle var syndere, og alle havde et ansvar for at bedre det.«
Men ligesom i 1600-tallet, så er det karakteristisk, at vores handlinger bedømmes i forhold til en uvis fremtid:
»I den førmoderne tid tænkte man på det evige liv og sjælens evige vel, men i dag har tanken om de kommende generationer, om børnebørn eller tipoldebørn, erstattet den forestilling. I begge tilfælde findes der altså et punkt efter vores eget livs slutning, som man bedømmer dagens handlinger i forhold til.«
En generel tendens?
Men spørgsmålet er om den moralske kausalitets genkomst skyldes klimaspørgsmålets særlige karakter, eller det snarere er en generel tendens i vores tid:
»Klima-truslen fordrer formodentligt i særlig grad det her moralske fokus. Truslen fra kernevåben havde samme karakter af en trussel om en sekulær dommedag, men menigmand havde jo ingen kernevåben, så man kunne kun forsøge at påvirke dem, der havde magten. I miljøspørgsmålet kan man derimod gøre noget: Du kan ændre din livsstil, du kan for eksempel vælge, om du vil spise kød eller grøntsager,« siger David Larsson Heidenblad.
Han mener dog også, at tendens rækker ud over selve klimaspørgsmålet:
»Der findes en generel tendens i vores samfund til, at man gør mange spørgsmål til individuelle moralske spørgsmål, snarere end til strukturelle politiske spørgsmål.«
»Vi har helt klart et større ansvar for klimaets tilstand, end for 1950ernes trussel om atomkrig, men selv klimaspørgsmålet kan jo både betragtes som et individuelt spørgsmål, hvor alle skal forsøge at ændre deres livsstil, og som et kollektivt spørgsmål, hvor man politisk kan for eksempel støtte vindkraft eller sætter højere afgifter på CO2-udslip for at ændre vores adfærd, uden at det af den grund behøver at blive et individuelt moralsk spørgsmål.«
Skygger moralske valg for politiske valg?
Spørgsmålet er, om fokuseringen på den enkeltes livsstil skygger for de politiske tiltag?
David Larsson Heidenblad har i sin afhandling bevidst forsøgt at holde sig til at beskrive, hvordan den moralske kausalitet har været udbredt i forskellige perioder, men han mener bestemt, at det udgør en risiko:
»Jeg tror, at det er vigtigt, at man ikke kun gør klimaspørgsmålet til et individuelt moralsk spørgsmål. Man er nødt til at kunne diskutere afgifter på CO2 for eksempel og ikke bare fokusere på den enkeltes livsstil.
»Men på den anden side, så er koblingen mellem natur og mennesker måske også positiv, fordi det får os til at tænke globalt og til at føle et større ansvar, og det er vel en positiv udvikling. Skyld giver også ansvar,« siger David Larsson Heidenblad.
