For 55 år siden sendte russerne Yuri Gagarin - også kendt som det første menneske i rummet - på en lille rejse uden for Jordens grænser. Hans rumflyvning varede 108 minutter og førte ham én gang rundt om Jorden ombord på rumskibet Vostok 1.

Gagarins flyvning gav genlyd over hele verden og var en afgørende faktor for, at præsident Kennedy få uger senere satte USA det mål at sende et menneske til Månen inden udgangen af årtiet.

Gagarin blev opsendt mindre end fire år efter den første Sputnik, og man kan godt forstå, at hele verden nu troede, at vi stod ved begyndelsen af en rumalder, hvor mennesket skulle udforske hele solsystemet - lige fra Merkur til Pluto.

Men nu, 55 år senere, er næsten ingen af de store drømme fra dengang blevet til virkelighed. Til dato har der bare været 547 mennesker i rummet, og det er nu snart 44 år siden, det sidste menneske forlod månen.

Så spørgsmålet er: Hvorfor er det gået sådan?

To typer rumfart - politisk og kommerciel

Det er naturligvis let at se udviklingen som et tegn på 'The Decline and Fall of Manned Spaceflight', men det er nok en meget forhastet dom.

Der er nemlig to meget forskellige måder at drive rumfart, og indtil nu har vi kun oplevet den ene, nemlig den regeringsbetalte rumfart.

Denne type rumfart finder sin begrundelse i politik, især sikkerhedspolitik og industripolitik. Videnskab spiller kun en mindre rolle, som vi kunne se, da Apollo-flyvningerne blev opgivet hurtigt efter, at amerikanerne havde vundet månekapløbet mod Sovjetunionen.

Den anden type rumfart er først ved at blive etableret i disse år. Den er kommerciel og kan tillade sig at prioritere på en anden måde end regeringer. Til gengæld skal den ret hurtigt kunne give et økonomisk overskud.

Det kan få stor betydning for fremtiden, at noget af den kommercielle rumfart er skabt af amerikanske milliardærer, som er villige til at investere endda meget store formuer for at gøre deres rumdrømme til virkelighed.

De to typer af rumfart har hver deres syn på den bemandede rumfart: Regeringer ser især på problemer og udfordringer; de private investorer søger at virkeliggøre nogle visioner.

Omkostninger bremser bemandet rumfart

Det er klart, at verden i 1961 blev fanget af Gagarins beretning om vægtløsheden, udsigten til den blå Jord og rummets kulsorte himmel.

Men som årene gik, blev det klart, at bemandet rumfart havde nogle meget store udfordringer.

Rumagenturer som NASA, ESA og Roskosmos vil skam gerne sende mennesker ud i rummet, men de har to fælles udfordringer:

1. Den første udfordring er omkostningerne. Selv i dag er det meget dyrt at sende mennesker ud i rummet, og det er nu klart, at bemandede rejser ud i solsystemet kun kan gennemføres, hvis flere lande slår sig sammen. Det vil med andre ord kræve, at det internationale samarbejde, som har skabt rumstationen ISS, videreføres.
    
2. Den anden udfordring er motivet til bemandet rumfart. Da Gagarin blev sendt ud i rummet, havde Sovjet lige sendt en rumsonde mod Venus med en landingskapsel, der var beregnet til også at kunne lande i et hav. Venus og Mars blev dengang anset som kloder, der mindede så meget om Jorden, at man kunne udforske dem næsten på samme måde, som vi har udforsket ørkener og jungler her på Jorden.

Politikerne skal med på idéen

I dag ved vi, at Venus er næsten 500 grader varm, og at det eneste, der sker i de iskolde ørkener på Mars, er, at enorme støvstorme med mellemrum fejer hen over overfladen. Mars er bestemt ikke en ny Jord. Skal vi bo der, vil det mest fornuftige være at grave en base ned, så den er beskyttet mod både stråling fra rummet og de meget lave temperaturer.

Men i den politiske virkelighed kan det kan blive ganske svært at få penge til ekspeditioner, hvor det første, astronauterne gør, er at grave sig ned, hvorefter de er henvist til at køre omkring i traktorer med trykkabine – altså bevæge sig omkring i et rumskib på hjul.

Helt grundlæggende er rumagenturerne nødt til at sælge fremtidens bemandede rumfart politisk:

• Sikkerhedspolitisk som et værktøj til at skabe et internationalt samarbejde, der kan knytte nogle store industrilande tættere sammen.
   
• Industripolitisk ved at støtte den højteknologiske industri, som gennem arbejdet med store rumprojekter bliver mere konkurrencedygtig.

Milliardærer søsætter storstilede rumprojekter

Men måske vil fremtidens rumfart ikke alene blive formet af politikere i samarbejde med storindustrien.

Ubemandede ekspeditioner er langt de billigste, når man taler om offentlig rumforskning - helt andre muligheder har de private firmaer som SpaceX og Blue Origin. (Foto: Shutterstock)

Nye private firmaer som SpaceX og Blue Origin er ved at komme ind på markedet, og de er begge ledet af milliardærer, som både har en drøm om vores fremtid i rummet, og som samtidig er villige til selv at investere store beløb for at gøre denne drøm til virkelighed.

SpaceX blev grundlagt af Elon Musk i 2002 og er allerede godt på vej til at revolutionere rumfarten. Allerede nu er deres Falcon 9-raket den billigste raket af sin størrelse på markedet, og der arbejdes nu på at kunne genanvende Falcon-rakettens første trin.

Det lykkedes så sent som den 8. april at bringe første trin af en Falcon 9 tilbage til et specialbygget skib i Atlanterhavet, efter at raketten havde opsendt et Dragon-forsyningsrumskib til rumstationen ISS.

Der er tale om en lodret landing, hvor første trin bremses af de samme raketmotorer, som er brugt til opsendelsen. Når denne teknik er på plads, håber SpaceX at bringe prisen for en opsendelse ned på 10-20 procent af, hvad den er nu.

SpaceX er i fuld gang med at bygge en bemandet udgave af Dragon, der i første omgang skal bruges til at sende astronauter op til ISS på kontrakt for NASA. Men det er klart, at et sådant bemandet rumskib også har andre muligheder – måske inden for rumturisme.

Musk selv lægger i hvert fald ikke skjul på, at hans drøm er at bygge en Falcon-raket, stor nok til at sende kolonister til Mars. Han har jo vist, at han kan omsætte drømme til virkelighed – for ikke alene har han grundlagt SpaceX, men han er også manden bag de eldrevne Tesla-biler.

Privatfinansierede raketter kan give rumturismen et skub

Hvis drømmen om at kolonisere Mars er stærk nok og prisen lav nok, ja, så er det ikke udelukket, at mennesket kommer til Mars hurtigere, end nogen vil tro i dag. For selv om Mars ikke umiddelbart egner sig til at kolonisere, vil de rationelle argumenter måske ikke veje så tungt, hvis prisen er så lav, at rejsen kan finansieres med private midler.

Blue Origin er grundlagt af skaberen af internetfirmaet Amazon, Jeff Bezos, som har investeret mindst 500 millioner dollar af sine egne penge i firmaet.

Blue Origin har bygget raketten New Shepard, der nu tre gange er fløjet til en højde på 100 kilometer og er landet igen. Dermed er New Shepard indtil nu den eneste raket, der har været på tre rumture. Den skal om et til to år bruges til at sende turister ud på en kort rumtur, hvor man vil opleve godt fire minutters vægtløshed.

Ifølge Jeff Bezos, stifteren af Blue Origin, vil Antarktis være det rene paradis sammenlignet med forholdene på Mars. Derfor tror han mere på, at menneskets fremtid vil være på fritsvævende rumstationer fremfor på Mars. (Foto: Shutterstock)

Det er planen, at den samme New Shepard raket skal kunne flyve mindst en gang om ugen, hvilket jo vil nedsætte prisen for en rumrejse en hel del.

Blue Origin's nye raketmotor kan gøre amerikanerne uafhængige

Blue Origin er også i færd med at bygge en ny raketmotor BE-4, drevet af flydende metan. Når den er klar til salg, kan amerikanerne undgå at bruge russiskbyggede raketmotorer til den nye Vulcan raket, som skal afløse Atlas, især til militære opsendelser.

Det er et meget stort ønske, både hos det amerikanske militær og politikerne i Washington, at raketter, der opsender militære satellitter, ikke på nogen måde skal være afhængige af andre landes teknik – og især ikke af russisk teknik.

Overskuddet fra salget af BE-4 skal gå til at bygge en større passagerraket, der kan gå i bane om Jorden og på den måde være med til at give rumturismen et skub.

Jeff Bezos: Fritsvævende rumkolonier er fremtiden

Blue Origins Jeff Bezos har ligesom SpaceX' Elon Musk en drøm – i hans tilfælde at flytte en stor del af verdens industriproduktion ud i rummet, så vi undgår at forurene Jorden.

Han ved, at det vil tage flere hundrede år før vi kommer så langt, men han tror, at fremtiden for mennesket vil være på store rumkolonier, som svæver frit i rummet, snarere end på Mars. Som han siger:

»Alle de, der tror, at de ønsker at bo på Mars, skulle først prøve at tilbringe et par år på Antarktis, for Antarktis er et paradis i sammenligning med Mars. At bo på Mars vil være for de meget hårdføre, de meget eventyrlystne, som ikke vil savne træer, selskab, restauranter eller biografer.«

Det er naturligvis umuligt at sige, om Elon Musk eller Jeff Bezos kan virkeliggøre deres rumdrømme, og om fremtiden ligger på Mars eller en rumkoloni - eller begge steder.

Men indtil nu har disse foregangsmænd vist, at de kan omsætte drømme til virkelige raketter og rumskibe, og man kan kun ønske dem held og lykke.

Og vi andre kan så blot håbe, at det, vi indtil nu har oplevet, kun er et forspil til fremtidens bemandede rumfart.