Et engelsk-australsk forskerhold mener at have fundet de hidtil ældste spor af bakterielignende organismer i Australien.
Forskerne argumenterer for, at organismerne stammer fra bakterier, der levede i strandkanten for 3,4 milliarder år siden.
Da atmosfæren på daværende tidspunkt var iltfattig, har bakterierne formentlig levet af svovl.
»Endelig har vi fundet solid evidens for tilstedeværelsen af liv for 3,4 milliarder år siden,« siger professor i geologi Martin Brasier fra Oxford University i England til Livescience.com. Han har været med til at finde fossilerne i Australien og har haft ansvaret for de efterfølgende analyser, hvis resultater netop er publiceret i det anerkendte tidsskrift Nature Geoscience.
Svovlbakterier findes stadig på Jorden
Svolvelskende bakterier eksisterer stadig i dag omkring undersøiske vulkaner, varme kilder og andre ekstreme miljøer, som ikke rummer ilt. De nyopdagede fossiler blev fundet i nogle af de ældste bjergarter på Jorden i et øde område af det vestlige Australien kaldet Strelley Pool.
Analyserne og fortolkningerne af fundet er ikke noget, forskerne har gjort i en håndevending. Aftrykkenes højde alder har gjort det uhyre svært at afgøre, om aftrykkene virkeligt stammer fra levende kræ eller om der blot er tale om finurlige mønstre i sten, der er skabt af vejr og vind gennem tiderne.
Derfor er det de første bakterier
Braiser og hans kolleger mener, at der er tale om spor fra de første bakterier af fire årsager:
-
De velbevarede aftryk viser cellelignende strukturer af nogenlunde samme størrelse
-
Fossilerne minder til forveksling om nyere mikrofossiler
-
Formerne er symmetriske – hvis det var skabt af miljøet, ville de have været kringlede
- Fossilernes kemiske sammensætning tyder på en organisme med et biologisk stofskifte. Området omkring fossilet rummer meget pyrit, på dansk kaldet snydeguld, som man ved, er et affaldsprodukt af organismer, der har haft et stofskifte baseret på svolv
Svovlbakterier kan findes på andre kloder
Fundet af mikrofossilerne fortæller ikke kun noget om Jorden og livets barndom men har også konsekvenser for jagten på liv i andre egne af vores solsystem, fordi det løfter sløret for, hvordan sådant liv kunne se ud.
»Kunne den slags bakterier eksistere på Mars? Det er meget tænkeligt, men for at kunne opspore det på andre kloder. Det kræver, at vi kortlægger samtlige mikrofossilers kemiske samensætning ned til mindste detalje, som vi har gjort,« slutter Martin Brasier.
Dansk forsker mener, studiet har værdi
\ Fakta
For 3,4 milliarder år siden var Jorden dækket af et varmt hav, der var blottet for de alger og planter, som i dag producerer ilt gennem fotosyntese. Himlen var dækket af skyer, så Jorden kunne ikke slippe af med sin overskudsvarme. Havet var derfor lige så hedt som et varmt bad.
Videnskab.dk har forelagt de nye resultater for postdoc Tais W. Dahl fra Biologisk Institut på Syddansk Universitet, der også er tilknyttet Nordic Center for Earth Evolution, NORDCEE. Han har i mange år forsket i livets opståen og Jordens geologiske udvikling.
»Diskussionen om, hvem der har fundet verdens ældste fossiler kan virke latterlig, men samtidig illustrerer det, hvor svært det er at finde resterne af de allertidligste organismer,« siger Tais W. Dahl.
Han hæfter sig ved, at Martin Brasier og hans kollegaer i deres studie ikke blot viser mikroskopbilleder fra det, der ligner bakterieceller i en sandsten, men at de også har undersøgt de mineraler, der omgiver cellerne.
Blandt andet finder man pyrit, som er restproduktet af sulfat-respirerende bakterier. Pyriten og det organiske materiale i sandstenen har en karakteristisk sammensætning, der kunne tyde på at hypotesen er rigtig, påpeger han - nemlig at de australske stenprøver indeholder spor fra svovlåndende bakterier.
»Selv om prøverne måske indeholder de ældste fossiler ved vi også, gennem kemiske analyser, at livet på Jorden er væsentligt ældre. Professor Minik Rosing fra Statens Naturhistoriske Museum argumenterer for, at livet opstod for 3,8 mia. år siden,« slutter han.
\
Gammel, ældre, ældst
De nye fossiler puster liv i en gammel debat om, hvilke bakteriefossiler, der kan siges at være de ældste.
I 1992 fandt palæontologen Willian Schof fra University of California, Los Angeles, mønstre, som han mente var 3,5 milliarder år gamle bakteriefossiler. I så fald ville det være spor fra det ældste liv på Jorden. Konklusionen blev i sin tid afvist af Brasier og hans team, som mente, at der var tale om et biprodukt fra en geologisk proces.

































