Det er tidlig morgen, og Marsbasens astronauter indtager det første måltid bestående af te og havregryn med opløst mælkepulver og tørret frugt ovenpå. Vand er en yderst sparsom ressource på basen, så morgenbadet må man drømme sig til. En af 'astronauterne' er den unge danske ph.d.-studerende Line Drube fra Forskningsgruppen for Planet- og Sol-fysik, Niels Bohr-Institutet på Københavns Universitet.

Sammen med sine kolleger trækker hun i rumdragten samt rygsækken med det indbyggede lufttilførselsudstyr, der skal holde hende i live i det fremmedartede bjerglandskab, som breder sig til alle sider uden for basens trygge favn.

Nu myldrer astronauterne ud i luftslusen, hvor de skal vente på at blive trykudlignet med omgivelserne, før de kan gå på opdagelse.

Besætningens oplevelse af at være på Mars er stærk. I virkeligheden befinder den sig på den såkaldte Mars Desert Research Station midt ude i den amerikanske Utah-ørken.

Astronauter er nøje udvalgte

Basen ejes af en flok seriøse rumentusiaster, der kalder sig The Mars Society, hvis ambition er at opmuntre NASA og andre rumfartsorganisationer til at gennemføre en Mars-rejse hurtigst muligt.

The Mars Society synes ikke, at arbejdet med at realisere drømmen går hurtigt nok, så for at hjælpe det lidt på vej byggede den tilbage i 2001 marsbasen ude i Utah-ørkenen, hvor landskabet har en slående lighed med det, der præger Mars.

Siden da har organisationen sendt mange besætninger af sted i de kølige vintermåneder for at indsamle erfaringer om, hvordan man som astronaut bedst muligt kan takle så barske livsbetingelser.

Ikke alle og enhver kan få lov til at lege astronaut. Interesserede skal sende en ansøgning, hvor de skal overbevise organisationens eksperter om, at de både har de faglige, fysiske og psykiske kvalifikationer, der skal til.

Selv om det for udeforstående måske lyder som et langt-ude-projekt og som det rene sjov og ballade, så arbejder organisationen dybt seriøst på at ruste menneskeheden til for alvor at kunne indtage Mars.

Crew nummer 92

Line Drube havde gode kort på hånden, da hun har en dyb indsigt i Mars, og hvad der gemmer sig under den sandede overflade. Som en af ganske få forskere i verden har hun været med til at fjernstyre en marslander under NASA's berømte Phoenixmission i 2008 samt at analysere de data, som blev høstet undervejs.

Den raketlignende bygning rummer ufattligt mange ting på ufatteligt lidt plads. Basens hovedbygning er kun 10 meter i diameter men huser både laboratorium, køkken, opholdsrum og seks soveværelser med bad.

Det gjorde hende til en stærk kandidat, og hun fik da også uden videre plads på Crew Nummer 92, der blev sendt ud til basen den første halvdel af marts måned i år.

Resten af crewet bestod af en amerikansk geolog fra NASA, en australsk geofysiker samt tre piloter fra det franske luftvåben. Arbejdsdelingen for de seks besætningsmedlemmer var klar fra begyndelsen: De tre forskere skulle stå for den geologiske udforskning af området, mens piloterne fik ansvaret for at takle de tekniske problemer, der naturligt vil opstå på sådan en base.

»Isoleret fra omverdenen midt ude i ørkenen var det let at få følelsen af at være blandt de første astronauter på Mars. Det var en stor oplevelse at skulle bo og arbejde under forhold, der mindede om dem, som rigtige astronauter vil blive udsat for den dag, man beslutter at gennemføre en Mars-mission,« fortæller Line Drube.

Lige rundt om hjørnet

For at komme til Mars skal astronauter tilbagelægge omkring 60 millioner kilometer i et rumskib, hvilket mindst vil tage seks måneder. Den dag, rejsen bliver til virkelighed, vil astronauterne drage afsted med livet som indsats.

I forhold til det ligger Utah-ørkenen lige om hjørnet. Det tager fx kun omkring et halvt døgn at komme til Colorado fra Danmark og et par timer oveni at køre de resterende kilometer ud gennem ørkenen til basen. For Line Drube og de andre rødder er det nu alligevel en strabadserende tur, der efterlader dem en smule tummelumske og lettere jetlagged. Basens hovedkvarter viser sig at være en raketlignende, rund og hvid bygning med luftsluser ud til mindre enheder som fx et rensningsanlæg. Her bliver det grå spildevand fra basen renset ved brug af filtre og vandplanter, så det kunne bruges til toiletskyl.

Den nederste etage i hovedkvarteret er indrettet som laboratorium, mens den øverste etage består af et opholdsrum, et køkken samt sovekabiner til hver af de seks deltagere.

Forbudt at vende sig i sengen

Sovekabinerne er så små, at der kun er plads til en simpel stol og en køjeseng, som man oven i købet deler med naboen for at udnytte de få kvadratmeter bedst muligt.

Se hinanden kan man nu ikke, for væggen mellem tilstødende værelser er snoet rundt om sengen i en kæk S-form, der sikrer privatlivets fred.

Lyden har til gengæld frit spillerum, da væggene er tynde som pap. Derfor er der en regel om, at alle astronauter skal gå i seng samtidigt hver aften. Læsning i sengen er bandlyst, og man bliver bedt om at ligge så stille som muligt, så man ikke uforvarende kommer til at vække hinanden.

»Reglen betød, at jeg rent faktisk fik otte timers god nattesøvn hver nat, hvilket jeg ellers sjældent får herhjemme,« siger Line Drube.

Arbejdede i rumdragt

Fra basen går der flere luftsluser ud til andre små enheder som fx rensningsanlæg og toiletter. (Tegning: Henrik Hargitai)

Selv om det var en udfordring at bo på basen, var det intet sammenlignet med, hvad astronauterne blev udsat for, når de begav sig ud i ørkenen.

Også her skulle besætningen opføre sig, som om de var på Mars, hvor en rumdragt er en betingelse for at kunne overleve.

Da Mars befinder sig længere væk fra Solen end Moder Jord, kan det være dræbende koldt på planeten med temperaturer ned til -130 grader celcius. Dertil kommer, at lufttrykket er ekstremt lavt. Det skyldes, at planetens masse kun er en tiendedel af Jordens, hvilket gør, at tyngdekraften er for svag til at kunne holde på en rigtig atmosfære.

Uden rumdragt ville luften i astronauternes lunger øjeblikkeligt blive hevet ud, og blodet gå fra væske til gasform. Derudover ville den luft, der gemmer sig i kroppen, udvide sig markant, og det er heller ikke ligefrem sundt.

»Når vi gik udenfor basen, tog vi kedeldragter, store støvler samt en kæmpe rygsæk, der sendte luft ind i vores hjelm, så vi kunne trække vejret. Vi forlod bygningen igennem en luftsluse, hvor vi alle stod klemt sammen i fem minutter for at simulere den udligning af lufttrykket, der er nødvendig på en rigtig marsbase,« siger hun.

Line Drube og hendes kolleger var ved at dø af grin de første gange, de hjalp hinanden i rumdragten, men det blev hurtigt klart, at arbejdet i felten ikke var en leg. Dragten gjorde hver en bevægelse tung og besværlig, når de traskede af sted, og når noget skulle håndteres, skulle det foregå med store og klodsede handsker på.

At snakke sammen var i sig selv en ørkenvandring, for al kommunikation mellem besætningsmedlemmer og base skulle foregå over radio. Dertil kom dårlig udsyn pga. hjelmen, der ofte var befængt med dug fra astronauternes udåndingsluft.

Glemte tid og sted

Af hensyn til astronauternes sikkerhed var alle ture ud i ørkenen planlagt på forhånd. Under hver eneste udgang havde astronauterne tæt kontakt med de deltagere, der skulle forblive på basen. Før de drog afsted aftalte astronauterne, hvornår de hver især skulle være tilbage. Dukkede man ikke op til tiden, blev der straks sendt en ekspedition af sted for at komme den fortabte til undsætning.

Reglen blev overholdt til punkt og prikke - bortset fra en enkelt gang, hvor Line Drube og en af hendes medastronauter var kørt ud i landskabet på små, men bomstærke firehjulede motorcykler, der er specialbyggede til at kunne møve sig igennem det kuperede terræn.

»Vi kom ud til et område, der var så smukt, at vi glemte tid og sted. Området var pakket ind i gigantiske bjergskråninger, der mindede om Grand Canyon. På trods af den ufattelige skønhed var der ikke en eneste turist. Vi befandt os mutters alene ude i den vildeste natur. Det gjorde, at vi ikke kom hjem til aftalt tid, hvilket vi da også fik en røffel for,« siger Line Drube.

Udforsker Mars med bor og radar

Astronauternes værelser på basen er bittesmå, der er kun lige akkurat plads nok til at man kunne kravle op i sin seng.

Line Drube var kun ude og føjte denne ene gang, for besætningen havde et stramt program under opholdet og skulle nå at udføre en lang række videnskabelige forsøg.

Det forunderlige ved Utah-ørkenen er, at den har mange ligheder med det landskab, der findes på Mars, og håbet er, at studierne i ørkenen kan gøre forskerne klogere på planetens historie.

Noget tyder på, at ligheden mellem de to planeter var endnu større for nogle milliarder år siden - man ved fx, at Mars dengang har haft floder, søer og oceaner samt en atmosfære, og det store spørgsmål er, om der også har været liv på planeten. En af de ting, som Line Drube og hendes kolleger skulle udforske, var, hvordan de såkaldte blueberries bliver skabt. Blueberries er små runde blå kugler, som man både har fundet i Utah-ørkenen og på Mars, og man har længe haft en mistanke om, at disse kugler dannes i sedimenter nær floder.

Astronauter vil på ingen måde kunne grave sig ned igennem undergrunden uden værktøjer. Den amerikanske geolog fra NASA var med på turen for at teste to prototyper af redskaber, nemlig et astronautbåret bor til at udtage sedimenter fra undergrunden, samt en radar der kunne kortlægge jordens lagdeling.

»Det lykkedes os at få vores mistanke bekræftet. Det ser ud til, at de her kugler bliver skabt, når flodvand strømmer igennem det jordlag, der ligger under flodbunden. Når sådanne kugler kun dannes ved floder på Jorden, så gælder det samme sandsynligvis også for Mars,« forklarer Line Drube.

Mad i pulverform

Isoleret fra omverdenen midt ude i ørkenen var det let at få følelsen af at være blandt de første astronauter på Mars.

Deltagerne blev også udfordret på et mere personligt plan.

En af de sværeste ting ved opholdet var, at besætningen skal kunne takle levevilkår, der var tæt på at være umenneskelige, og én af de ting, der kom til at binde deltagerne sammen, var hadet til maden.

En bemandet mission til Mars varer to år, så derfor er det vigtigt, at maden er langtidsholdbar. Da væske fremmer forrådnelsesprocesser og bakterievækst, er samtlige madvarer såsom løg, kartofler, mælk, frugt, kød, æg og ost drænet for vand. Nogle af fødevarerne er endda på pulverform. Alting må derfor enten lægges i blød eller blandes op med vand, før det kan spises.

At indtage den slags mad er ikke nogen nydelse. Besætningen måtte kun lave 'rigtig' mad hver anden dag - de andre dage nøjedes med frysetørrede færdigretter, der blot skulle tilsættes kogende vand.

Levede af gamle madrester

Men Line Drube og hendes kolleger var særligt trængte, for det viste sig, at det foregående hold havde forgrebet sig på deres madration. Så gruppen måtte klare sig med de sørgelige rester, som andre besætninger havde levnet, og så spise, hvad der kom på bordet. »Vi måtte leve af det værste af det værste. Det eneste, der fx kunne give sig ud for at være kød, var tofu, der havde overskredet sidste anvendelsesdato for tre uger siden. Vi lukkede øjnene, åbnede munden og krydsede fingre for, at vi godt kunne spise det alligevel. Men det smagte simpelthen så dårligt, og vi begyndte at drømme om, hvad vi skulle spise, når vi engang kom hjem igen,« fortæller Line Drube.

Det er ikke tilfældigt, at The Mars Society har valgt at placere deres forsøgsbase i Utah-ørkenen. Ørkenlandskabet er nemlig meget lig det, man finder på Mars.

Problemet blev hurtigt afsløret af de omfattende spørgeskemaer, som deltagerne hver dag brugte timer på at udfylde. Det skreg til himlen, at astronauterne manglede en lang række helt basale fødevarer, så efter en uge fik besætningen tildelt en ny ration. »Det hjalp kraftigt på humøret. Nu, hvor vi havde de basale ting, kunne vi pludselig være kreative og fx bage små pandekager på de gode dage, og det gav nye kræfter og gåpåmod,« siger hun.

Ørken forvandlet til mudderpøl

Forsyninger i form af vand og mad blev bragt ud til basen af sheriffen fra den lille døende ørkenby Hanksville, der består af en klynge faldefærdige huse 11 km derfra. Sheriffen fik hurtigt kælenavnet 'marsmanden', for besætningen så ham aldrig. Han havde en særlig evne til at snige sig ind, sætte forsyningerne fra sig og forsvinde igen, uden at nogen opdagede ham. Heldigvis var vejrguderne med dem på det tidspunkt, for hvis himlen havde åbnet for sluserne, ville ørkenen have forvandlet sig til en gigantisk mudderpøl.

Ørkenen er berømt og berygtet for sin særlige ler, der i våd tilstand bliver så glat, at det er med livet som indsats at bevæge sig uden for en dør. Det ville have gjort det umuligt for sheriffen at komme frem og havde samtidigt spærret besætningen inde på basen.

Mudderet er ikke noget at spøge med, for det har forhindret tidligere besætninger i at få friske vandforsyninger bragt ud. Og uden vand kan man hverken vaske op eller tage bad. For at mindske risikoen for sygdomsudbrud fik hver deltager tildelt sit eget personlige bestik, som man nødtørftigt tørrede af med en klud.

Frygten for ikke at have vand nok tvang deltagerne til at passe på hver en dråbe.

Astronauterne udforsker undergrunden med et håndbåret bor samt en radar.

»Vi måtte kun bade hver tredje dag, og badet måtte maksimalt vare i to minutter. Der gik sport i at finde på måder at spare på opvaskevandet samt at rense det, så det kunne genbruges,« fortæller Line Drube.

I nærkontakt med kloakvand

Langt det meste af det vand, der blev brugt og som løb ud gennem basens afløb, blev opsamlet, renset og genbrugt. Basen havde sit eget lille rensningsanlæg bestående af en 10 meter lang og fire meter bred cylinder fyldt med vandplanter.

Men allerede efter få dages ophold stod det klart, at spildvandspumpen ikke virkede efter hensigten, så piloterne besluttede at åbne pumpen for at finde ud af, hvad der var galt. At åbne spildvandspumpen er imidlertid rigtigt ulækkert, for det beskidte vand ligger i en beholder i jorden og gærer og lugter fælt og er uden tvivl også sundhedsskadeligt. Det var der ingen, der havde lyst til at blive sovset ind i, så derfor blev Line Drube sat til at konstruere nogle beskyttelsesdragter af sorte affaldssække, som kunne holde vandet væk fra kroppen. Derudover blev teknikerne udstyret med handsker og et par briller, der kunne forhindre nærkontakt med det besudlede vand.

»De var lidt nervøse, da de åbnede pumpen, for de anede ikke, hvor meget tryk der var på spildevandet. Så de følte sig lidt dumme, da de fandt ud af, at pumpen var som ny, og at den aldrig havde virket i de par måneder, den havde været installeret,« siger hun.

Filmet af psykolog

Ud over at gennemføre forskningsprojekter var astronauterne også selv studieobjekter.

Et af de spørgsmål, som The Mars Society gerne vil have svar på, er, om astronauterne vil blive stresset af at opholde sig på så lidt plads og under så ekstreme levevilkår langt væk hjemmefra. Til at kaste lys over den side af sagen blev besætningen filmet fra forskellige vinkler under aftensmaden nogle gange i løbet af ugen. Derudover skulle de løbende udfylde nogle spørgeskemaer om deres psykiske velbefindende.

Filmoptagelser og spørgeskemaer blev siden gennemgået af psykologer.

Det interessante ved dette hold var, at det var en blanding af militærfolk og forskere, der går til opgaver på hver deres måder. Piloter er generelt autoritetstro og er vant til at gøre, hvad der bliver sagt. Forskere derimod er trænet i at tænke selvstændigt og sætte spørgsmålstegn ved alt.

Skænderier den største fare

Umiddelbart kan man godt at sådan en cocktail kan give gnidninger og kontroverser, og en af de ting, man anser som den største fare ved en Mars-mission er, at astronauterne begynder at bekæmpe hinanden på grund af stress.

Den frygt er ikke grebet ud af den blå luft, og det er sket flere gange igennem basens historie - senest under mission nummer 90, hvor deltagerne røg i totterne på hinanden.

Den slags vil rumfartsorganisationerne gøre alt for at undgå, for når astronauterne befinder sig så langt væk hjemmefra, kan det være farligt, hvis ikke de trives sammen. Mennesker arbejder kun effektivt hvis de føler sig godt tilpas. »Den største udfordring på sådan en rejse er uden tvivl psykologien mellem besætningsmedlemmerne. Når man skal være sammen i så lang tid, er det svært ikke at lade sig irritere. Vi mærkede det i det små, men generelt havde min gruppe det rigtigt godt sammen. Vi fik et opbygget et fællesskab og havde en indbyrdes respekt, som jeg sent vil glemme,« slutter Line Drube.