Forsker: Ingen evidens for ekstrem tørke og oversvømmelser i det 20. århundrede
En ny undersøgelse viser, at der ikke er evidens bag klimamodellernes forudsigelser om stigende ekstremer af vådt og tørt klima i det 20. århundrede.

En ny undersøgelse fremlægger den største registrering af vandtilgængeligheden gennem i de seneste 1.200 år. Forskerne brugte inddirekte klimaregistreringer, herunder træringe, til at identificere tørke- og oversvømmelsesmønstre. Men deres resultater modsiger klimamodellerne for det sidste århundrede. (Foto: Paul J. Krusic)

 

En ny undersøgelse, udgivet i tidsskriftet Nature, har set på vandmængderne på den nordlige halvkugle gennem de sidste 1.200 år.

Studiet fandt en helt anden historie end den, klimamodellerne har simuleret for den samme periode.

Selvom klimamodellerne antyder, at det tyvende århundrede har været vidne til mange perioder med henholdsvis ekstremt vådt og tørt klima, viser indirekte registreringer af fortidens klima, at der tilsyneladende ikke er evidens bag forudsigelserne.

»Klimamodellerne viser generelt set, at våde regioner vil blive vådere, og at tørre områder vil blive endnu tørrere i fremtiden som følge af den globale opvarmning. Men vi har ikke rigtig set [evidens for] det endnu,« fortæller undersøgelsens hovedforfatter Fredrik Ljungkvist fra det historiske fakultet ved Stockholms Universitet.

De nye resultater viser, at vi stadig har lang vej at gå, før vi præcist kan forudsige både tidligere og fremtidige tørke- og oversvømmelsesmønstre, udtaler Ljungqvist.

Største rekonstruktion af tidligere tilgængelighed af vand

Ljungqvist og hans kollegaer brugte naturens indirekte klimaarkiver - iskerner, træringe, borekerner fra søer og stalagmitter i grotter - for at se, hvordan tilgængeligheden af vand har ændret sig i de sidste 1.200 år.

De indsamlede 196 af disse indirekte klimaarkiver og kombinerede dem, så de sammen udgør en optegnelse over tilgængeligheden af vand, der spænder sig over de sidste 12 århundreder.

Resultatet, der strækker sig på tværs af den nordlige halvkugle, er den største database af informationer fra naturens egne indirekte klimaarkiver, fortæller Ljungqvist.

Derefter sammenlignede forskerne disse mønstre af henholdsvis vådt eller tørt klima med seks almindeligt anvendte klimamodeller.

For en stor del af de sidste 1.200 år viser klimamodellerne og klimaarkivernes data de samme mønstre for tilgængeligheden af vand. Men det ændrede sig i det 20. århundrede.

Mens naturens indirekte data ændrer sig meget lidt, viser klimamodellerne pludselig en stor stigning i regioner, der oplever ekstremt vådt eller tørt klima.

Den værste tørke fandt sted i middelalderen

Procentdelen af den nordlige halvkugles landareal, der har oplevet ekstremt våde eller tørre forhold i de forløbne tolv århundreder. Kraftigere grøn indikerer et vådere klima, og kraftigere brun indikerer et tørrere klima. Den tørreste periode fandt sted i det 12. århundrede - og ikke i nyere tid. (Illustration: Ljungqvist et al 2016 / Nature)

Valerie Trouet, lektor ved Laboratory of Tree Ring Research ved University of Arizona, USA, har læst undersøgelsen. Hun arbejder selv med træringe for at undersøge det tidligere klima og er imponeret over resultaterne af den nye undersøgelse.

»Det er virkelig en imponerende undersøgelse. Jeg var ikke klar over, at vi havde data nok til at udvikle [en sådan database],« skriver hun i en email til ScienceNordic.

Hendes kollega, Professor Dominik Fleitmann fra University of Reading i Storbritannien, studerer også det forgangne klima ved hjælp af stalagmitter fra grotter, og visse af hans data er at finde i den nye database.

Han beskriver den nye undersøgelse som »meget kompliceret«, men mener ikke, at det betyder, at modellerne nødvendigvis er forkerte.

I hans øjne rejser det mange spørgsmål og »viser, at der er stadig lang vej endnu, før vi forstår alle aspekter [af vandtilgængeligheden].«

Ljungqvist går et skridt videre. Ifølge ham er det solid evidens for, at klimamodellerne simpelthen ikke er så gode til at simulere fortidens vandtilgængelighed. Og det stiller spørgsmålstegn ved, hvor gode de er til at forudsige fremtidige forandringer.

»Klimamodellernes simuleringer overvurderer disse ekstremer,« udtaler Ljungqvist og fortsætter:

»Den værste tørke, der nogensinde er blevet registreret, er ikke en ny hændelse; den fandt sted i middelalderen.«

 

Hvorfor er naturens klimaarkiver og klimamodellerne uenige?

Både Sand og Fleitmann enige om, at der er en klar uoverensstemmelse mellem naturens indirekte klimaarkiver og klimamodellernes simuleringer, når det gælder de seneste mønstre for vandtilgængelighed. Men de mener ikke, at det nødvendigvis er klimamodellernes skyld.

»[Det er også muligt], at naturens indirekte klimaarkiv undervurderer de våde-tørre ekstremer. For eksempel er træringene berygtede for at være bedre til at opfange de tørre yderligheder end de våde ekstremer,« forklarer Trouet.

Fleitmann pointerer også, at der er store områder på den nordlige halvkugle, hvor langvarige klimadata ikke er tilgængelige; eksempelvis i Mellemøsten, hvor ekstrem tørke er særlig udbredt.

Andre forskere er enige i, at der er en klar uoverensstemmelse mellem naturens indirekte klimaarkiver og klimamodellernes simuleringer, når det gælder de seneste mønstre for vandtilgængelighed. Men det kan også hænge sammen med, at der er store områder på den nordlige halvkugle, hvor langvarige klimadata ikke er tilgængelige; eksempelvis i Mellemøsten, hvor ekstrem tørke er særlig udbredt, mener de. (Foto: Shutterstock)

»Når man ser på landkort, der viser fordelingen af registreringerne [af fortidens klima] i denne artikel, er det helt tydeligt, at vi er nødt til at forbedre netværket af indirekte data,« skriver Fleitmann i en e-mail til ScienceNordic.

»Fra mit perspektiv, giver det ikke mening kun at forbedre klimamodellernes simuleringer og så sammenligne dem med en stagnerende datasæt af [fortidens klima] optegnelser,« forklarer han og tilføjer, at klimaforskere har brug for at indsamle flere af disse langvarige optegnelser for at fylde hullerne i denne nye database.

 

Det er sværere at forudsige ekstreme klimaforhold

Så er det bare en akademisk diskussion, eller har det stor betydning for, hvor nøjagtigt forskerne kan forudsige vandtilgængeligheden og ekstreme tørkeperioder og oversvømmelser i fremtiden?

»Godt spørgsmål,« skriver Trouet. »Vi er ved at bevæge os ind i hidtil usete temperaturforhold, så vi kan ikke bare se på, hvordan tingene har været før i tiden.«

»Det er endnu vigtigere at huske på, at klimaforandringerne ikke sker i et vakuum. De igangværende klimaforandringer sker på samme tid som dramatiske stigninger i befolkningstallet og et medfølgende behov for vand. Fordi så stor en del af verdensbefolkningen er afhængig af tilgængeligheden af ​​vand for at kunne brødføde sig selv og til landbrug og energiproduktion, bør [vandet] rettelig være en af ​​vores største bekymringer for fremtidens klima,« skriver hun.

Ifølge Ljungqvist har dette alvorlige konsekvenser.

»Det lader til, at tilgængeligheden af vand varierer meget, og det hænger ikke nødvendigvis sammen med temperaturændringerne. Det gør det sværere at forudsige, hvilke ændringer vi kan forvente som følge af opvarmningen af klimaet.«

»Så det er nok sværere at forudsige forandringer i tørke og [nedbør] i fremtiden med den globale opvarmning, end mange har antaget,« slutter han.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos ScienceNordic.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark

Hvad er naturens indirekte klimaarkiv?

Vi har kun registreringer af meteorologiske data for de sidste 200 år - da folk begyndte at måle regn, vind, temperatur og atmosfærisk tryk.
Forskere bruger såkaldte inddirekte data »for at se på Jordens klima længere tilbage i tiden, for at kunne forstå fuldt ud og for at sammenligne de seneste ændringer med hvad, der er sket før i tiden.«

De inddirekte data omfatter for eksempel iskerner, træringe, sedimenter fra bunden af ​​søer og oceaner og stalagmitter fra huler.

De registrerede hver deres klimaaspekt på det tidspunkt, de blev dannet. For eksempel er trærringene smallere i perioder med tørke, og iskernernes kemiske sammensætning er tydeligvis forandret, hvis klimaet var varmere eller koldere før i tiden.

Hvor nøjagtige er de inddirekte registreringer?

Den store forskel mellem de inddirekte klimaregistreringer og klimamodellerne gør det svært at vide, hvilke datasæt man skal tro. Og det er en løbende debat blandt mange klimaforskere.

Julien Emile-Geay, adjunkt i geologi ved University of Southern California, studerer, hvordan man bedst kan sammenligne de inddirekte klimadata med klimamodellerne. Han understreger, at det er en kompleks opgave.

For eksempel registrer de indirekte data ofte den gennemsnitlige nedbørsmængde eller temperatur i løbet af flere hundrede år. Klimaforskere kalder det en 'low resolution'-registrering.

»Palæoklimatologerne (forskere, der studerer Jordens fortidige klima) giver normalt klimamodellerne skylden for alt. Modellerne er ikke perfekte, men det ville være uretfærdigt at bebrejde dem for de alvorlige onder, der plager de palæoklimatologiske optegnelser,« fortæller Emile-Geay.

Fleitmann er enig.

»Selvom klimamodellernes præstationer og kompleksitet konstant bliver bedre, bør vi også øge vores bestræbelser på at opnå flere og bedre palæoklimatologiske rekonstruktioner,« udtaler han. »Efter min mening, har vi nu brug for flere sammenlignelige artikler, som kan stimulere yderligere forskning på dette område," siger Fleitmann.
 

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om Goliath-frøen, som du kan se på billedet herunder.