Vred forsker efter COP27: Den fossile brændstof-lobby fortrængte klimaretfærdighed

COP27 er afsluttet.

På trods af stor begejstring over en ny fond, der skal håndtere ‘tab og skade’ forårsaget af klimaforandringerne, er der også udbredt vrede over det opfattede tilbageskridt i forhold til forpligtelsen om at reducere udledningen og udfase fossile brændstoffer.

Som akademisk ekspert i klimaretfærdighed, der tog med i år i håb om at gøre en forskel, deler jeg vreden.

Indflydelse og deltagelse i forhandlinger synes uden for rækkevidde

»Sammen om implementering« lød budskabet, da COP27 gik i gang 6. november, og omkring 30.000 deltagere drog til den egyptiske ferieby Sharm El Sheik.

UNFCCC fører strengt tilsyn med, hvem der kan deltage i forhandlingerne. Parterne (forhandlingsholdene fra de forskellige lande), medier og observatører (NGO’er, IGO’er og FN’s særlige agenturer) skal alle være forhåndsgodkendt.

Jeg deltog som NGO-observatør og repræsenterede University of Bristol Cabot Institute for Environment.

Observatører har adgang til de vigtigste plenarmøder og ceremonier, til pavillonens udstillingsrum og sideløbende arrangementer.

Forhandlingslokalerne er dog stort set ‘off limits’. Det meste af dagen går med at lytte til taler, netværke og stille spørgsmål ved sideløbende arrangementer.

Observatørernes vigtigste rolle er at lægge indirekte pres på forhandlerne, rapportere om, hvad der sker, samt netværke.

Meningsfuld indflydelse på og deltagelse i forhandlinger synes uden for rækkevidde for mange af de passionerede mennesker, jeg mødte.

Klager over intimidering og censur på COP27

Det har længe været kendt, at indflydelsen på, hvordan vi takler klimaforandringer, er skævt fordelt.

Jeg arbejder på retfærdig beslutningstagning som en del af en retfærdig omstilling til en mindre CO₂-intensiv livsstil og et klimatilpasset samfund.

Det står klart, at kun de mest magtfulde stemmer bliver afspejlet i traktater som Paris-aftalen.

Ved sidste års COP26 var det mænd, som førte ordet 74 procent af tiden, oprindelige samfund stod over for sprogbarrierer og racisme, og personer, der ikke kunne få visum, blev helt udelukket.

På trods af at blive annonceret som »Afrikas COP«, stod COP27 i vejen for yderligere inklusion.

Topmødet var plaget af anklager om høje hotelpriser og bekymring om overvågning og advarsler om Egyptens brutale politistat.

Retten til at protestere var begrænset, og kampagnefolk klagede over intimidering og censur.

»Næsten konstant seksuel chikane«

Følelsen af intimidering startede i lufthavnen ved ankomsten til Sharm El Sheik, hvor militært personel granskede pas.

Der var politivejspærringer på vej til hotellet, og militære embedsmænd omringede COP-lokationen den følgende morgen.

Ved mødestedet huserede rygter om overvågning, og observatører blev opfordret til at undlade at downloade den officielle app.

Flere mindre problemer omfattede stemmer, der bogstaveligt talt ikke blev hørt som følge af upålidelige mikrofoner og den konstante støj af fly, samt mangel på mad med køer, der nogle gange strakte sig en time eller længere.

Eventet var sponsoreret af Coca-Cola, og det var svært at få adgang til vand, så vi kunne fylde vores flasker op igen. I stedet kunne vi købe sodavand.

Medmindre jeg var sammen med en mandlig kollega, blev jeg udsat for næsten konstant seksuel chikane, når jeg opholdt mig uden for mødestedet, hvilket begrænsede muligheden for at komme og gå fra topmødet.

Alle disse spørgsmål, store og mindre, påvirker, hvem der kunne bidrage ved COP27.

Interessegrupperne dominerede

Med hensyn til antal registrerede var De Forenede Arabiske Emirater (UAE) den største partidelegation med mere end 1.000 deltagere.

Den olie- og gasrige nation på blot 9 millioner mennesker præsenterede en delegation, som var næsten dobbelt så stor som den næststørste, Brasilien.

Mere bekymrende var repræsentanterne for olie- og gaslobbyen registreret i 29 forskellige landes nationale delegationer og var større end nogen enkelt national delegation (uden for UAE).

Ifølge en NGO var mindst 636 af deltagerne ved COP27 lobbyister for fossilindustrien.

På trods af løftet om, at COP27 vil sætte fokus på afrikanske interesser, er den fossile lobby større end samtlige delegationer fra Afrika.

Tallene giver en fornemmelse af, hvem der har magt og indflydelse ved forhandlingerne – og hvem der ikke har.

Fond til fattige lande er den gode nyhed

De vigtigste resultater af COP27 er en god illustration af, hviken dynamik er på spil.

Der er gode nyheder om tab og skader, som blev føjet til dagsordenen i sidste øjeblik.

Knap 200 lande blev enige om, at der skal oprettes en fond for tab og skade, som skal betale for oprettelse og genopbygning af den fysiske og sociale infrastruktur i lande, der er ramt af ekstreme vejrhændelser i løbet af det næste år.

Det er dog endnu ikke aftalt, hvor mange penge der skal indbetales, af hvem og på hvilket grundlag.

Fiasko for mål om mindre udledning

Meget mere bekymrende er det, at der har været en bevægelse mod at udfase alle fossile brændstoffer fra blandt nogle af de største producenter: EU, Australien, Indien, Canada, USA og Norge.

Men fordi Kina, Rusland, Brasilien, Saudi-Arabien og Iran trak sig, blev adskillige tilsagn, der blev indgået på COP26 i Glasgow, droppet, herunder en målsætning om, at den globale udledning skulle toppe i 2025.

Resultatet blev i vid udstrækning betraget som en fiasko, hvad angår bestræbelserne på at reducere udledningen: Den endelige aftalte tekst fra topmødet nævner ikke udfasning af fossile brændstoffer og kun lidt om 1,5℃-målet.

Laurence Tubiana, én af ​​arkitekterne bag Paris-aftalen, bebrejdede værtslandet, Egypten, for at lade landets regionale alliancer påvirke den endelige beslutning og producere en tekst, der åbentlyst beskytter olie- og gasproducerende stater samt fossilindustrien.

Dybt bekymret over processer ved COP

De endelige resultater viser, at på trods af de mange fortalere for klimaretfærdighed, var det lobbyen for fossile brændstoffer, der havde størst indflydelse.

Som forsker i klimaretfærdighed er jeg dybt bekymret over processerne ved COP’er, især i betragtning af næste års destination: Dubai.

Det er stadig uvist, hvad der sker med tabs- og skadesfonden, men tiden er ved at rinde ud, og udvandede forpligtelser vedrørende udledningen er på nuværende tidspunkt dybt uretfærdige – og ærlig talt farlige.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.¨