Konkret føler de forskellige smerter i kroppen, uforudsigelighed, de oplever, at de mister sig selv, de er ensomme, samtidigt med at graviditeten fører til en forandring.
Ph.d.-studerende Kristin Engnes ved Sahlgrenska Akademiet ved Gøteborg Universitet og ansat ved Høgskolen i Vestfold har sammen med sine vejledere lavet en undersøgelse, hvor de har dybdeinterviewet fem gravide, norske kvinder. Undersøgelsen er offentliggjort i tidsskriftet International Journal of Qualitative Studies on Health and Well-being.
Kvinderne føler, de står over for eksistentielle valg, som består i, at de stiller spørgsmål ved deres egen eksistens, meningen med livet, oveni ansvar for sig selv og andre. Disse eksistentielle valg handler om kvindens liv, både før og under graviditeten.
De er også usikre på deres egne følelser, selvopfattelse og muligheder. De har modstridende følelser for andre, og er usikre på, hvordan de skal forholde sig. En fremtid med barn ses som en mulighed for en eksistentiel ny tilværelse.
Kvinderne lever med uforudsigelighed
De kvinder, som forskerne snakkede med, oplevede deres situation som vældig kompleks og selvmodsigende. Volden kunne komme uden varsel eller som resultat af en langvarig spænding. Ikke mindst det, at kvinden aldrig vidste, hvad der udløste volden, gjorde situationen dramatisk og truende.
Dette fører til, at kvinderne lever i konstant alarmberedskab.
»Man skal altid være tre skridt foran ham og hvad han kan komme til at gøre, så jeg ser mig stadig rundt for at se, om han er i nærheden,« forklarer en af kvinderne i undersøgelsen.
Volden bliver aldrig ordentligt forklaret
Forskeren bag spæder til:
»Denne manglende forudsigelighed skaber også et behov hos kvinderne for at forstå, hvad der er sket,« siger Kristin Engnes.
»De vil have kontrol over situationen ved at forstå konteksten og meningen, men dette er svært, fordi mændene ofte stikker af fra situationen, efter de har været voldelige. Den mest almindelige forklaring, som kvinderne får af mændene er, at alt sortnede og at de ikke husker noget som helst.«
En anden side ved denne uforudsigelighed er, at mændene efter voldsudbruddet ofte udtrykker anger og fortvivlelse og kommer med intense kærlighedserklæringer – som kvinden accepterer. De har trods alt valgt hinanden. Den aggressive side hos manden er ”egentlig ikke ham”. De, som har forladt deres mand, har ikke længere denne holdning og dette håb.
Volden lever i koppen som stress
Kvinderne fortæller, hvordan den vold, de oplever, sidder i kroppen i form af stress, frygt, muskelsmerter, åndedrætsbesvær og sanseforstyrrelser.
»Jeg må bare ud. Jeg kan ikke få vejret. Det er som at have migræne og hovedpine. Det eneste, du tænker på, er at blive af med den,« som en af dem siger.
Forskeren fortæller:
»Kvinderne oplevede, at kroppen var fysisk udmattet og magtesløs, samtidigt med at selvfølelsen forsvandt,« fortsætter Kristin Engnes.
»Samtidigt oplever kvinderne, at fostret har en egen krop samtidigt med, at det er en del af kvindernes krop. De oplever, at fostret reagerer, når mor udsættes for vold, de oplevede ændringer i fostrets bevægelser, og at fostret sparkede ekstra hårdt. Disse kropslige erfaringer påvirker kvindernes tanker om ansvar og valg i forhold til mulighed for ændring af livssituation.«
En anden side ved dette forhold var, at mandens krop opleves som voldelig og truende. Den vokser, fylder hele rummet, mens hendes egen krop skrumper ned i fosterstilling og ønsker at forsvinde.
Denne vold fortsætter med at leve i kroppen hos disse kvinder, selvom det kan være længe siden de blev skilt fra den voldelige partner.
Kvinderne mister sig selv
Kvinderne i undersøgelsen oplever, at de bliver ydmyget, de bliver nedværdiget, de får skældud, sårende bemærkninger og på forskellige måder bliver de fordummet. Flere havde prøvet at protestere, men oplevede at dette bare øgede mandens aggression. Den bedste måde at undgå konfrontationer på var derfor at trække sig ind i sig selv, beholde roen, undgå at provokere.
»De oplevede også, at det var vanskeligt at få en oversigt over deres egen situation, vanskeligt at tage egne beslutninger og at forstå dem - selv i den situation, de befandt sig i.«
»De kæmper imod ved at nægte at betragte sig selv som voldsoffer, selvom de var blevet udsat for vold. De mente, at ofre var kvinder, der ikke længere klarede at mestre deres eget liv, at en offerrolle påvirker selvbilledet og gør kvinder ude af stand til at foretage sig noget. Kvinderne ønsker at være deltagende i eget liv,« siger Kristin Engnes.
Kampen for ikke at miste sig selv fortsatte længe efter at kvinderne var ude af det voldelige forhold. De mente, at de fortsat havde evner og færdigheder, motivation og vilje til at gå videre i livet.
Vold undergraviditeten gør kvinder ensomme
Det at blive udsat for vold fører oveni til, at man føler sig ensom, viser undersøgelsen. En af kvinderne fortæller:
»Pludselig var det ikke OK længere (at jeg mødte mine venner). Nogle gange blev han vred, noget som gjorde tingene meget ubehagelige, og han kunne være vred længe, så for at få lidt fred bryder du med venner og stopper med at være social. I begyndelsen er det hyggeligt, for du tager det næsten som et komplement, at det er sjovere at være sammen med dig.«
»Nogle af kvinderne forsøgte at dele deres erfaringer med andre og oplevede, at veninder, som ikke selv havde oplevet manden som voldelig, kun viste lidt forståelse,« forklarer Kristin Engnes videre.
»Veninder, som havde oplevet manden voldelig, kunne på den anden side ikke forstå, at hun blev i forholdet.«
»Det at blive udsat for vold kan også resultere i en skamfølelse, som i sig selv skaber afstand til venner. Kvinderne blev hos den voldelige mand ud fra en form for loyalitet til barnet og til partneren,« siger forskeren.
Graviditeten var en mulighed for forandring
Med graviditeten kom for flere af kvinderne håbet om, at fokus nu skulle skifte fra konflikter og overgreb til noget nyt og spændende: De to som par skulle jo være forældre. Men samtidigt lå ængstelsen der. De var bekymrede for barnet og dets velvære, som resultat af stress og den frygt, som de følte de udsatte barnet for.
»Kvinderne glædede sig over graviditeten, de glædede sig til at blive mor, selvom de var sig meget bevidst om ansvaret for barnets liv og trivsel. Fokus for kvinderne gennem graviditeten skiftede fra at dække mandens behov til at tænke mere og mere på det kommende barns behov.«
»Kvinderne gav udtryk for, at det ansvar, de følte for at beskytte barnet, kunne gøre, at de måtte vælge at bryde ud af forholdet, men alligevel var de usikre på, om de kunne klare det,« afslutter Kristin Engnes.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
