Hvis din bedstefar også mener, at man faktisk kunne forstå, hvad der blev sunget i radioen, dengang han var ung, så er det ikke kun, fordi han skal have nye batterier i sit høreapparat.
Et nyt studie har nemlig fundet frem til, at der henover rundt regnet 75 år er sket noget med den måde, populærmusik bliver mixet: Der er faktisk blevet skruet ned for vokalen relativt til instrumentaliseringen.
Det skriver The Independent.
Forskerne tog udgangspunkt i den amerikanske hitliste ’Billboard Hot 100’ og analyserede ratioen mellem forsangerens vokal og det instrumentale akkompagnement på de fire mest populære sange fra hvert år mellem 1946 og 2020.
Udviklingen var klar: Fra slutningen af Anden Verdenskrig og frem til 1975 blev vokalen mere stille, for så at hoppe en enkelt decibel op - og der har niveauet ligget nogenlunde uforstyrret lige siden.
Den mere og mere afdæmpede vokal kan til dels tilskrives den teknologiske udvikling, men forskerne ville også gerne se nærmere på variationen indenfor genre. De undersøgte derfor også 414 sange i forskellige genrer, der mellem 1990 og 2020 er blevet nomineret til en Grammy.
Her viste det sig, at vokalen relativt set var højest i countrymusik, efterfulgt af rap og pop. I rock var niveauerne udlignet, og på metal-scenen var instrumentaliseringen højere.
Det stod desuden klart, at vokalen var klart højere hos solo-artister end i bands.
Bedstefar er altså stadig nok mest en sur gammel mand, der skal have nye batterier i sine høreapparater.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift JASA Express Letters.
seh
































