Har vampyren en essens? Én betydning? Og i så fald, hvilken? Hvad forener vampyrerne i '30 Days of Night' med dem i 'Twilight', 'The Vampire Diaries' og 'Lad den rette komme ind'?
Jeg har netop være på vampyr-konference i London. Temaet var vampyren i historie, folklore, antropologi og underholdning. Og ja, der var rigtig mange oplæg om 'Twilight' og 'True Blood'. Og rigtig mange oplægsholdere, der kunne citere bøgerne bag blockbuster-fænomenet 'Twilight' og tv-serierne 'The Vampire Diaries' og 'True Blood'. Jeg holdt selv oplæg om 'Lad den rette komme ind' som roman, svensk film og amerikansk remake. Og så var der mange andre spændende oplæg om mexicanske vampyrfilm, om sci-fi-feministiske vampyrromaner og meget mere.
Et genkommende tema var definitionen af det vampyriske. Eller sagt på en anden måde: Har vampyren en essens? Har dette monster en kernebetydning?
Vampyren blev fortolket til at betyde mange ting fra regrederet infantil seksualitet, fortrængt moderbinding, seksuelle perversioner, frisat seksualitet, dødsangst, genetisk optimisme, sygdom og død, og jeg selv brugte vampyren som metafor for grænseoverskridelse. Så der var mange bolde i luften fra et biologisk-evolutionært perspektiv til et klassisk freudiansk.
Forandring og bevægelse
Tilbage til det med kernen og vampyren. I én af diskussionerne blev det foreslået, at vampyrens essens var transformationen. Altså forandring.
Jeg synes, det er en rigtig spændende diskussion, om et monster kan siges at have en essens. Altså en kernebetydning, der går igen på tværs af monsterets forskellige fortolkninger.
Jeg foreslog i den diskussion at læse vampyren som metafor for både forandring og grænseoverskridelse. Det er to ting, nemlig forandring og bevægelse. Og måske rammer det heller ikke vampyrens karakter, da også zombien er i bevægelse. Men zombiens forandring går kun i én retning, nemlig fordærv og opløsning. Den kan ikke vende tilbage til en anden eller en tidligere tilstand. Så måske er her alligevel tilstrækkeligt til at forsøge sig med en definition.
Jeg kalder bevægelsen for grænseoverskridelse – border-crossing – fordi vampyren er levende-død, menneske-vampyr, en blanding af naturlig-overnaturlig. I nogle fortællinger er en menneskelig dimension fremtrædende, som når Eli i filmen 'Lad den rette komme ind' (2007) siger til Oskar, at hun er det samme som han: et offer. Eller når Dracula er en elsker, der søger sin genfødte udkårne, hvilket er temaet i både 'Bram Stoker’s Dracula' (1992) og tv-serien 'The Vampire Diaries' (2009-). I den seneste filmatisering af 'I Am Legend' (2007) med Will Smith fremstilles vampyrerne mere som hjernedøde zombier, og i '30 Days of Night' (2007) er de aldeles inhumane.
Grænseoverskridende
Andre grænser er geografiske og eksistentielle. De migrerende østeuropæiske vamyrer i '30 Days of Night' er et eksempel på den geografisk mobile vampyr.
Hvis vi ser hjemmet og psyken som en metaforisk sammenfaldende ting, så skal vampyren inviteres indenfor, hvilket netop ligger i titlen 'Lad den rette komme ind', der er blevet til 'Let Me In' i den amerikanske remake. Altså, 'luk mig ind' i stedet for 'luk den rette ind'.
Vampyren kan kun krydse grænsen mellem hjemme og ude, hvis den er inviteret. Ellers må den vente på dørtærsklen. Og hvad sker der, hvis man ikke inviterer? I de mytologiske versioner kan vampyren da ikke komme ind, men i 'Lad den rette komme ind' kan Eli godt træde ind i Oskars hjem uden at blive inviteret; hun begynder dog straks at bløde fra alle hudens porer.
Endelig kan vampyren også bevæge sig med overnaturlig hast, hvilket vi kan se som endnu en grænseoverskridelse, her af fysikkens love.
Eli skifter køn
Til sidst er der den ontologiske, altså værensmæssige, grænseoverskridelse. Vampyren krydser grænsen for det menneskelige over i det dyriske (som når Eli falder på alle fire og slikker blod op fra gulvet) og det monstrøse (som når Eli får vamp-face, når hun opfyldes af blodtørst).
Og så handlede mit paper på konferencen også om Elis fascinerende udvikling fra at være en kastreret dreng i John Ajvide Lindqvists roman til at blive en androgyn størrelse i Toma Alfredsons film til at blive pige i Matt Reeves amerikanske film. Vampyren skifter køn på tværs af de tre tekster. Og ser vi psykologisk på vampyren, kan vi selvfølgelig læse den som en manifestation af vores fantasier, angst, lyster, begær og behov. Oskar har brug for en ven, en beskytter, en der elsker ham. Og vampyren Eli opfylder alle disse behov.
Nogle vil indvende, at jeg slet ikke er kommet ind på det seksuelle i min definition. Men jeg er ikke sikker på, at det seksuelle er et kerneelement i vampyren, selvom det er en tilbagevendende tematik i vampyrfortællinger. Der er f.eks. intet erotisk ved vampyrene i 'I am Legend' eller '30 Days of Night'. Vampyren behøver ikke være seksuel for at fungere som vampyr i en vampyrfortælling.
Disse er dog strøtanker. Vampyren som border-crosser og transformativ. Det ville gøre figuren hyper-moderne: En model for evig forandring, i evigt flow, en postmoderne størrelse, der kan være årtusinder gammel eller født i går. Der trækker på uendelige genetiske ressourcer så som evig ungdom og genopstandelse. Der flytter sig gobalt såvel som eksistentielt, hvis blot den bliver inviteret indenfor.
Måske en rollemodel for os alle?
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
