Hvordan skriver man om en fascist?
Hvordan dækker man en politisk leders fremgang, når selvsamme politiker har lagt et papirspor af anti-konstitutionalisme, racisme og tilskyndelse til vold bag sig?
Indtager pressen den holdning, at den politiske leder handler uden for samfundets normer, eller den holdning, at en person, der vinder et valg, som er gået retfærdigt til, per definition er 'normal', fordi hans lederskab reflekterer folkets holdning?
Det er spørgsmål, som den amerikanske presse blev konfronteret med, efter de fascistiske ledere overtog roret i Italien og i Tyskland i 1920'erne og 1930'erne.
En leder for livet
Benito Mussolini sikrede sig rollen som leder af Italien gennem Marchen mod Rom i oktober 1922 med de fascistiske sortskjorter.
I 1925 udråbte han sig selv som leder for livet.
Selvom Mussolini ikke ligefrem repræsenterede amerikanske værdier, var han alligevel den amerikanske presses yndling.
Fra 1925 til 1932 figurerede han i mindst 150 artikler; de fleste var neutrale, lettere forundrede eller ligefrem positive i tonen.
Udgav Mussolinis selvbiografi som føljeton
The Saturday Evening Post udgav endda Mussolinis selvbiografi som føljeton i 1928.
Pressen erkendte, at den nye 'Fascisti-bevægelse' var en »smule usleben og grov i sine metoder«, men alligevel gav aviser lige fra New York Tribune og Cleveland Plain Dealer til Chicago Tribune Mussolini æren for at redde Italien ud af den yderste venstrefløjs kløer og for at genoplive landets økonomi.
Set fra deres perspektiv, udgjorde den anti-kapitalistiske bølge i Europa i tiden efter 1. verdenskrig en langt større trussel end fascismen.
Ironisk nok; selvom medierne erkendte, at fascismen var et nyt 'eksperiment', gav aviser som The New York Times ofte fascismen æren for at få Italien tilbage til, hvad der blev beskrevet som en »normaltilstand'.
Men visse journalister som eksempelvis Ernest Hemingway og tidsskrifter som for eksempel The New Yorker afviste normaliseringen af den antidemokratiske Mussolini.
John Gunther, der arbejdede for Harpers, skrev en knivskarp redegørelse, der dækkede Mussolinis mesterlige manipulation af den amerikanske presse, som simpelthen ikke kunne modstå ham.
Hitler blev kaldt den 'tyske Mussolini'
Mussolinis succes i Italien normaliserede Hitlers succes i den amerikanske presses øjne, der slutningen af 1920'erne og begyndelsen af 1930’erne rutinemæssigt kaldte ham »den tyske Mussolini«.
I betragtning af Mussolinis positive pressemodtagelse var det et godt sted at starte.
Hitler havde også den fordel, at nazi-partiet oplevede flere store spring opad i meningsmålingerne fra midten af 1920'erne til begyndelsen af 1930'erne.
Ved valget i 1932 gik det nazistiske NSDAP fra at være et marginalt parti til at være det største parti i Rigsdagen for første gang, dog uden at partiet vandt absolut flertal.
Hitler var en »skrigeballon«, der brølede »vilde ord«
Pressen forsøgte at neutralisere Hitler ved at skildre ham som lidt af en joke.
Han var en skrigeballon, der brølede »vilde ord«, som »ikke gav mening«, og hvis fremtoning »ledte tankerne hen på Charlie Chaplin«.
Hans mimik var »som en karikatur«. Ifølge Cosmopolitan var han lige så »snakkesalig«, som han var »usikker«.
I sommeren 1933 havde nazisterne så godt som fuld politisk kontrol, og magterobringen blev fuldendt efter rigspræsident Hindenburgs død.
Hitler fik titlen Fører og rigskansler og blev udnævnt til militær øverstkommanderende.
Førerposten var ikke fastlagt i forfatningen, så det bidrog til skabelsen af den såkaldte førerstat.
Medierne troede, at Hitler ville blive udspillet af traditionelle politikere
Men selv i takt med at Tyskland udviklede sig til et uindskrænket diktatur med Hitler som den øverste ansvarlige, mente mange amerikanske medier, at Hitler ville blive udspillet af traditionelle politikere, og at han ville blive mere moderat.
Bevares, han havde tilhængere, men hans følgere var »letpåvirkelige vælgere« ført bag lyset af »radikale doktriner og bedrageriske løfter«, hævdede Washington Post.
Nu da Hitler pludselig var tvunget til at operere inden for regeringsrammerne, ville de »hæderlige og seriøse politikere vælte« nazisterne, ifølge The New York Times og Christian Science Monitor.
En »sans for dramatisk instinkt« var altså ikke nok.
Når det blev tid til at regere, ville hans mangel på »alvor« og »dybsindighed« blive afsløret, ifølge medierne.
Ikke alle fordømte Hitlers antisemitisme
Faktisk skrev The New York Times efter Hitlers udnævnelse som rigskansler, at succes kun ville »blotlægge hans egen formålsløshed for den tyske offentlighed«.
Journalisterne spekulerede på, om nu ikke Hitler fortrød, at han havde byttet de årlige partidage i Nürnberg ud med Rigsdagen, hvor han blev tvunget til at påtage sig ansvar.
Den amerikanske presse fordømte i det store hele Hitlers veldokumenterede antisemitisme i begyndelsen af 1930'erne.
Men der var masser af undtagelser.
Visse aviser bagatelliserede rapporterne om vold mod Tysklands jødiske borgere som propaganda. Det var jo set før; så sent som i den foregående verdenskrig.
Mange, og selv folk der kategorisk fordømte voldshandlingerne, erklærede gentagne gange, at det var ved at ende, og at tilstanden var ved at vende tilbage til normale forhold.
Grænser for ytringsfriheden
Journalisterne var bevidste om, at der var en grænse for, hvor meget og hvor åbenlyst de kunne tillade sig at kritisere det tyske regime, hvis de stadig ville have adgang til informationer.
Da sønnen til en CBS-programvært blev gennemtæsket af en flok brunskjorter, fordi han ikke gjorde honnør til Der Führer, anmeldte han det ikke.
Da journalisten Edgar Mowrer fra Chicaos Daily News i 1933 skrev, at Tyskland var ved at blive en »sindssygeanstalt«, pressede tyskerne USA's udenrigsministerium til at tøjle de amerikanske journalister.
Allen Dulles, der senere blev leder af CIA, fortalte Edgar Mowrer, at han »tog den tyske situation alt for alvorligt«.
Edgar Mowrers arbejdsgivere overflyttede ham væk fra Tyskland, fordi de frygtede for hans liv.
Amerikanske journalister indså, at de havde taget fejl
I mod slutningen af 1930’erne indså de fleste amerikanske journalister deres fejl; de havde undervurderet Hitler, og hvor galt det ville blive.
Der er dog berygtede undtagelser, eksempelvis Douglas Chandler, der skrev en kærlig hyldest til »Changing Berlin« (Berlin i forandring, red.) for National Geographic i 1937.
Dorothy Thompson, der i 1928 oprindeligt mente, at Hitler var en mand af »forbløffende ubetydelighed«, indså senere sin fejltagelse hen imod midten af 1930’erne, hvor hun – ligesom Mowrer – begyndte at råbe vagt i gevær.
»Intet folk kan genkende deres diktator på forhånd,« reflekterede hun i 1935.
»Han står aldrig på valgskamlen som en diktator. Han repræsenterer altid sig selv som et redskab for den internaliserede nationale vilje.«
Hun overførte denne lærestreg til amerikanske forhold, da hun skrev:
»Når vores diktator dukker op, kan du være helt sikker på, at han vil være en af drengene, og at han vil stå for alt, der traditionelt er amerikansk.«
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation, og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
