Udsatte børn hjælpes efter 100 år gammel opskrift

Fattige børn i dagens Danmark får hjælp efter den samme tankegang, som gjorde sig gældende for over 100 år siden. Det viser en ny ph.d.-afhandling, som har undersøgt børneforsorgens historie i Danmark.

»I dag bruger staten de samme institutioner til at hjælpe fattige børn som dengang. I dag hedder det bare ’opholdssteder’ i stedet for ’børnehjem’.«

»Det er også de samme statslige ’væsner’, der henviser børn til børneforsorgen: Skolevæsnet, sundhedsvæsnet og fattigvæsnet. Den praksis blev skabt i 1905, og måske er det på tide, at vi ser på den igen,« siger forskningsleder på Professionshøjskolen Metropol, Frank Ebsen, som står bag afhandlingen.

Fattige unge endte i fængslet

Børneforsorgen opstod i 1905, da Folketinget vedtog ’Lov om forbryderske og forsømte børn og unge’. Den forsøgte at samle alle de lovbestemmelser om udsatte børn, som i 1700-1800-tallet var spredt ud i en masse andre love – blandt andet fattiglovene og skolelovene. Den havde betydet, at fattigvæsnet, skolevæsnet og sundhedsvæsnet hver især tog sig af forskellige dele af børns liv – så der ingen koordinering var.

I 1895 lavede embedsværket nemlig en statistik, som viste, at mange fattige børn og unge blev presset ud i kriminalitet.

»Mange mente, det var uhensigtsmæssigt at have børn sidende i landets fængsler. Derfor opstod det ideologiske grundlag for børneforsorgen:«

»Man skulle redde børn, der blev født af såkaldte ’fordærvede forældre’. De skulle have en opvækst og en opdrager, der kunne træde i forældrenes sted. På den måde håbede man, at samfundet ville få nyttige borgere frem for forbrydere,« fortæller Frank Ebsen.

Børn kunne få hjælp på tre måder

Man samlede derfor alle love vedrørende udsatte børn i én for at give deres problemer mere opmærksomhed.

Efter den nye lov, kunne fattige og udsatte børn få hjælp fra staten på tre forskellige måder:

1. Staten kunne lære forældrene redskaber, så de kunne magte forælder-opgaven.
   
2. Børnene kunne komme i familiepleje.
   
3. Eller børnene kunne komme på anstalter eller børnehjem.

»De tre spor – familiepleje, døgninstitutioner og indsats i hjemmet – har domineret indsatsen lige siden. De er også tydelige i den seneste lov på området, Barnets reform, fra 2010,« siger Frank Ebsen.

Politikere: Det er nationernes børn

Staten påtog sig den store opgave, det er at hjælpe udsatte børn. Det skyldtes, at politikerne fra slutningen af 1800-tallet begyndte at se alle børn som ’nationens børn’.

»Det lå i tiden, at børn skulle have opmærksomhed. Tidligere var de der bare. Men fra omkring 1905 bliver børnene et objekt, vi som samfund skal regulere på. De bliver samfundets børn, så derfor skulle samfundet tage sig af dem og sørge for, at de kommer i skole,« siger Frank Ebsen.

Måske skal vi lave om på vores institutioner

Når medierne i dag fortæller om misrøgtede børn, der lever i faldefærdige huse, ser vi det som et svigt fra politikerne og de sociale myndigheders side. Idéen om, at staten har både ret og pligt til at gribe ind over for udsatte børn, lever altså fortsat.

»Og der er blevet opbygget en effektiv institutionel struktur, der tager sig af de børn, man ikke kan håndtere i skolen, kriminalforsorgen og sundhedsvæsnet. Vi bruger i dag de samme sociale teknologier til at forstå, udrede, beslutte og behandle farlige børn og børn, som er i fare. Nogle børn falder igennem, men i hovedtræk mener vi, det virker.«

»Dog er man faktisk begyndt at diskutere, om institutionerne har en god nok effekt for børnene: Får de udsatte børn de chancer, de har ret til? Og har de selv indflydelse? Undersøgelser viser, at de færreste socialt udsatte børn bevæger sig langt op i samfundet. Så måske skal vi lave et opbrud med de her institutioner, der blev grundlagt i 1905?«

Mulighed at stat og forældre skal samarbejde mere

Frank Ebsen afholder sig fra at give et svar på spørgsmålet. Men der findes bud på, hvordan vi kan ryste posen ved at gøre op med de løsninger, som den danske stat indtil videre har brugt i over 100 år.

»Det kan man måske håndtere anderledes. Man kunne forstille sig børnehuse – lokale institutioner, hvor de dårligt stillede børn kan sove og lave lektier, og hvor forældrene kan komme på besøg. Altså en form for fleks-løsning, hvor både forældrene og det offentlige deltager aktivt.«

»Eller man kunne ordne det sådan, at lokalsamfundet i højere grad tog ansvaret på sig. Venner, bekendte og familiemedlemmer kunne træde til. Men det har man ikke turdet endnu.«

»Hvis myndighederne vælger sådan nogle muligheder i stedet for blot at spare penge, kunne de muligvis føre noget godt med sig,« siger Frank Ebsen.

Forskningsleder Frank Ebsen fra Metropol har forsvaret sin ph.d.-afhandling ’Udsat til børneforsorg’ på Lund Universitet.