Betegnelserne 'Leave' og 'Remain' behøver nok ikke nærmere forklaring for personer med blot den mindste interesse i britisk politik.
Begreberne refererer ikke blot til holdningen til forholdet mellem Storbritannien og EU, men fungerer også som en slags samlebetegnelse for de bredere overbevisninger og værdier.
Begreberne opstod som gruppeidentiteter og ofte også som nedsættende betegnelser, som de to lejre brugte om hinanden.
At disse betegnelser stadig har gennemslagskraft 10 år efter Brexit-folkeafstemningen, tyder på, at identitet er blevet den grundlæggende ramme for, hvordan mange i Storbritannien opfatter politik.
Min forskning handler om kontinuitet og forandring i politiske skældsord, og jeg forsøger at forstå, om nutidens politik er mere polariseret og mere uforsonlig, end den var tidligere.
Jeg interesserer mig især for, hvordan politikere bruger Aristoteles' klassiske appelformer: ethos (afsenderen appellerer til modtageren ved at fremstå troværdig og vidende), pathos (afsenderen appellerer til modtagerens følelser) og logos (afsenderen appellerer til modtagerens fornuft ved hjælp af argumenter).
»Brexit-effekten« på retorikken i britisk politik er en af de mest skadelige følger af folkeafstemningen.
Den har tilsyneladende skabt en retorisk kultur, hvor ethos og pathos tillægges langt større værdi og derfor også fylder langt mere end logos.
Det har effekt, uanset om du er Leaver eller Remainer, for der er ikke meget retorisk plads til dem, der føler sig som noget midt imellem.
Den hårde, uforsonlige retorik blev ofte fremhævet under hele Brexit-debatten, både under kampagnen forud for folkeafstemningen og senere under debatterne i det britiske parlament mellem 2016 og 2019, hvor valgresultatet skulle føres ud i livet.
Journalisterne stillede dengang ligefrem spørgsmål ved, hvorfor tonen føltes så giftig.
Debatten blev ofte fremstillet som »eliten« mod »folket«, hvor de to sider repræsenterede identiteter, der ikke kunne forenes.
Folket mod magthaverne
Leave-sidens sejr blev i vid udstrækning tilskrevet, at den fortalte den mest følelsesmæssigt slagkraftige historie og dermed satte sig på fortællingen om, hvem eliten egentlig var.
Populisme er et omstridt begreb, men forskning har vist, at et fællestræk ved denne type politik er, at den skaber en kløft mellem »eliterne« og »folket«.
I denne retorik er eliten, uanset hvordan den defineres, altid korrupt, inkompetent eller ganske enkelt ond.
Omvendt fremstilles »folket« som retskaffent, men udnyttet af eliten.
På denne måde bliver politik en kamp mellem to modstående lejre, hvor den ene kun kan vinde, hvis den anden taber.
Beslutning blev truffet ud fra en følelse af identitet
I dette klima er de succesfulde politikere dem, der formår at fremstille sig selv som værende på folkets side frem for elitens.
Bogen 'Brexitland' fra 2020 argumenterer for, at beslutningen om at forlade EU var første gang, en stor politisk beslutning ikke blev truffet ud fra rationel økonomisk egeninteresse, men ud fra en identitetsfølelse.
Forfatterne forklarer, at folkeafstemningen ikke skabte kløften mellem vælgerne, der identificerede sig som Leavers, og dem, der identificerede sig som Remainers. Men da kløften først var blotlagt, kunne den ikke længere fejes til side.
Det afgørende spørgsmål i politik lader ikke længere til at være: »Det er økonomien, det handler om, dit fjols«, men snarere: »Hvis du ikke er én af folket, er du en del af eliten, dit fjols«.
Keir Starmers og hans regerings upopularitet kan ses som et produkt af netop denne type politik.
Labours kærlighedsløse jordskredssejr
Der er sagt meget om Starmer-regeringens manglende evne til at fortælle sin egen historie, definere sit ethos og skabe en følelsesmæssig forbindelse til nationen.
Den kærlighedsløse jordskredssejr, som Starmers Labour-parti vandt i 2024, er ikke kun et resultat af den »intetsigende politik«, som partiet er blevet beskyldt for at føre, selvom det næppe har hjulpet.
Valgresultatet i 2024 var et symptom på Labours manglende evne til at forene identitetsgrupper, som måske slet ikke lader sig forene, og det udspringer af en misforståelse af politik efter Brexit.
Modviljen mod Keir Starmer og hans regering ser ud til at have punkteret forestillingen om, at nøgtern teknokratisk leveringspolitik er vejen til politisk succes.
Utilfredshedens samlende kraft
I dag, 10 år senere, kan opbakningen til Reform UK og De Grønne til dels forklares med den samlende kraft i en politisk konflikt, der bygger på utilfredshed.
Brexit var også selv et resultat af dette. Men i stedet for at fjerne kilden til folks utilfredshed har Brexit blot reduceret politik til en nulsumskamp mellem forskellige identitetsgrupper.
På trods af deres upræcise karakter udgør Leave og Remain stadig den mest gennemgående skillelinje i Storbritannien i 2026.
Enhver politiker, der ønsker at ændre præmisserne for debatten, har brug for stærke retoriske evner.
At begreberne holder stand 10 år senere, understreger både, hvor sjældne sådanne evner er, og hvor svært det stadig er at skabe forsoning.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
