Palæoantropologer starter året med et rigtig godt mysterium. På den store indonesiske ø Sulawesi har de fundet en samling af mindst 118.000 år gamle stenredskaber fra et fortidsmenneske, de længe har søgt. Spørgsmålet er blot hvilket fortidsmenneske?
Der er tre arter, som man kender fra regionen: Homo floresiensis - eller "hobbitten" - på naboøen Flores, Homo erectus i Asien og på den nærliggende ø Java, samt den gådefulde søsterart til neandertaleren, denisovaen. Alle tre vil være vigtige fund, som hver for sig vil åbne et fascinerende nyt kapitel i vores udviklingshistorie, og stenredskaberne viser nu, at formentlig en af de tre har været der.
»Vi har nu bevis for, at der levede ældre mennesketyper på Sulawesi, og vejen er åben for at finde ud af, hvem de var,« siger den hollandske palæoantropolog Gerrit D. van den Bergh ved University of Wollongong, Australien, som står bag fundet.
Øerne myldrede med ældre mennesketyper
»Sammen med endnu ældre stenredskaber fundet på Flores viser det her, at arkaiske mennesker havde bredt sig langt videre, end man hidtil har troet,« siger dr. Michael Storey ved Quadlab på Statens Naturhistoriske Museum, som har medvirket til at datere fundene.
Vi havde et billede af, at kun moderne mennesker (Homo sapiens) havde koloniseret øerne, men fundene viser, at øerne myldrede med menneskets slægtninge, ja, der kan ligefrem have været trængsel. Og spørgsmålene hober sig op.
»Hvem var disse håndværkere? Hvordan kom de ud på øerne? Mødte de flere samtidige arter hinanden?,« siger professor Peter C. Kjærgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum.
»Det er et skønt mysterium. Det bedste er naturligvis fossiler, men det næstbedste - redskaber eller andre indirekte klare tegn på hominin tilstedeværelse - er også nok til at få humøret i vejret,« tilføjer Peter C. Kjærgaard. Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature.
Fundet af hobbit forandrede alt
Forskningen begyndte på sin vis i 2004, hvor fundet af den lille hobbit Homo floresiensis påvirkede hele forskningsfeltet.
»Fundet af Homo floresiensis forandrede alt,« siger Gerrit D. van den Bergh.
»Det var det første direkte bevis for, at ældre mennesketyper kunne nå disse øer.«
Indtil da havde forskerne tilskrevet gamle stenredskaber vores egne gamle forfædre. Fra skeletfund ved man, at moderne mennesker nåede Australien for ca. 50.000 år siden, og det logiske var, at stenredskaberne stammede den ’hale’ af bosættelser, de havde trukket på vejen fra Afrika over de indonesiske øer.
Særligt den naturlige barriere kaldet Wallace-linjen - en dyb oceangrav med stærke havstrømme - troede man indtil 2004 havde været umulig for primitive mennesker at krydse. Men Flores ligger øst for linjen, så med fundet af hobbitten stod det pludselig klart, at tidligere mennesketyper måske helt op til to millioner år tilbage i tiden kunne have koloniseret øerne.
Primitive stenredskaber var et heldigt fund
Derfor var det, Gerrit D. van den Bergh kom i tanke om primitive stenredskaber på Sulawesi lige nord for Flores, som han havde beskrevet under sin ph.d. i begyndelsen af 1990'erne.
Redskaberne mindede om hobbittens på Flores, men problemet var, at man ikke havde kunnet datere dem, fordi de var fundet på overfladen uden en kontekst. Dengang antog forskerne blot, at de var lavet af de moderne mennesker på vej til Australien og højest kunne være 50.000 år gamle.
Nu begyndte redskaberne at spøge i van den Berghs hoved, og da han var i gang med et andet projekt sammen med udgravningslederen på Flores, den nyligt afdøde Mike Morwood, foreslog han, at de tog til Sulawesi for at finde forfædrene til den nye hobbit i jordlag, der kunne dateres.
De var heldige. En ny vej skulle anlægges mellem en række kakao-plantager ved et sted kaldet Talepu nær Walanae-floden i det sydlige Sulawesi, og op fra jorden gravede bulldozerne mængder af primitive stenredskaber.
»Stenredskaberne lå bogstaveligt spredt ud over grusbunkerne‚« siger Gerrit D. van den Bergh.
Fundet var grove stenkerner med flækker
Det var forskernes chance, og i 2007 indledte de to udgravninger ved henholdsvis toppen og foden af en bakke. De gravede dybt. Meget dybere end de tre meter, man normalt anser for sikkert, uden at siderne kollapser.
»På Flores havde Mike Morwood gravet ned til 10 meter, og vi forstærkede hullet nærmest som en mineskakt,« fortæller van den Bergh.
Det gav bonus. Begge steder har de fundet mange forskellige stenredskaber. Ingen af redskaberne er som de smukt forarbejdede stenøkser og pilespidser, man måske kender fra museer herhjemme, men det er derimod en samling af grove stenkerner, hvorfra der er slået primitive flækker.
Selve flækkerne afslører ingen anden idé eller intention end at skabe en skarp kant, som man kan have brugt til mange ting, eksempelvis at skære kød, snitte spyd og bearbejde plantemateriale.
Redskaberne er mindst 118.000 år gamle
Der er heller ikke kulturelle tegn, der afslører, hvem deres skaber er, men de ligner redskaberne fra Flores. De finder også knogler og tænder af forskellige fortidsdyr, der ligesom på Flores omfatter dværgelefanter, som evolutionen formentlig har ’skrumpet’ - et velkendt fænomen, som er resultatet af at leve på en ø med begrænsede ressourcer.
»Vi havde selvfølgelig håbet på at finde knogler af menneskene, men de er ekstremt sjældne,« siger van den Bergh.
Ikke desto mindre vidner redskaberne om, at der var mennesker, og med moderne dateringsmetoder lykkedes det at bestemme en minimumsalder på 118.000 år. Forskerne bruger dels uran-datering og dels en helt ny udviklet variant af en optisk dateringsteknik, hvor man så at sige bestemmer, hvor lang tid der er gået, siden et kvarts-korn sidst var udsat for sollys. Det er altså en alder på de sedimenter, som er begravet samtidig med stenredskaberne.
Men metoden er selvfølgelig noget indirekte og giver kun en minimumsalder. Fundene er begravet i aflejrede flodsedimenter, og de kan faktisk se på deres rundede kanter, at mange af dem formentlig har været transporteret i floden fra et andet sted. Så redskaberne kan sagtens have ligget et stykke tid, inden de blev begravet permanent, og derfor være ældre end de omgivende sedimenter, som forskerne har dateret.
»Vores meget konservative bud er, at stenredskaberne er mindst 118.000 år gamle, men de er formentlig ældre og kan godt være både 300- og 400.000 år gamle,« siger Gerrit van den Bergh.
Måske står Homo erectus eller Homo floresiensis bag
Med den høje alder lander forskerne på flere mulige redskabsmagere. De to mest oplagte er nok Homo erectus og Homo floresiensis eller måske en slægtning til H. floresiensis. Begge dele vil være rigtigt spændende.
Homo erectus er det første ’rigtige’ oprejste menneske med en stor hjerne og menneskelige proportioner i lemmer og krop. De er kendt helt tilbage til for to millioner år siden i Afrika og levede på Java for i hvert fald 1,5 million år siden, og et fund på Sulawesi vil afsløre hidtil uanede evner og rækkevidde for arten.
Hvis håndværkeren er Homo floresiensis, vil det kaste lys på, hvem den nye og endnu meget gådefulde art egentlig er, og hvor den kommer fra. Der er meget stærke sydgående havstrømme omkring øerne, og da Sulawesi ligger lige nord for Flores, vil det give god mening, at de kan være endt på Flores måske ved et uheld, hvor en tsunami skyllede en lille gruppe til havs.
Mange forskere tror, at hobbitten er en skrumpet version af Homo erectus, og den hypotese hælder van den Bergh til.
»Det jeg tror mest på er, at Homo erectus fra Asien på en eller anden måde strander på Sulawesi. Her udvikler den sig måske til en anden dværgform - ligesom elefanterne - og så kan en lille gruppe af dem være skyllet til havs og kommet til Flores,« siger Gerrit van den Bergh.
Kan redskabsmageren være denisovaen – eller os selv?
Men der er også andre muligheder, for eksempel at redskabsmageren er denisovaen. Det er en art, som kendes fra sit arvemateriale, udvundet af en fingerspids fundet i en hule i Sibirien.
Det interessante er, at nulevende mennesker i Australien og Ny Guinea bærer en lille procentdel af denisovaens DNA, så forskerne mener, at denisovaen kan have været udbredt hele vejen fra Sibirien til Sydøstasien. Hvis det er denisovaen, kan skeletfund på øerne stille os ansigt til ansigt med denne indtil videre gådefulde slægtning.
Endelig kan det heller ikke udelukkes, at håndværkeren viser sig at være os selv - Homo sapiens. De fleste forskere peger i dag på, at moderne mennesker først koloniserede Afrika for 60-100.000 år siden, men der er faktisk fundet anatomisk moderne mennesker i Israel, som er ca. 120.000 år gamle. De menes at være levn fra en udvandring, der endte blindt, men måske er det billede forkert.
Har vi undervurderet vores forfædre?
Sidst i 2015 offentliggjorde forskere 47 mennesketænder, fundet i Daoxian i Kina med en alder på 80-120.000 år. Det kan pege på, at der faktisk har været en hidtil ukendt tidlig udvandringsbølge, der måske kan være nået helt til Sulawesi. Hvis det viser sig at være rigtigt, vil det fuldstændig ændre forskernes billede af, hvordan mennesket koloniserede kloden og måske også hvem vi er som mennesker.
»Vi ved stadig ikke helt, hvordan vi skal forholde os til Daoxian-fundet fra Kina, der har givet os en overraskede datering så langt uden for Afrika og vores forventningshorisont,« siger Peter C. Kjærgaard.
»Vi har konsekvent undervurderet vores forfædre, både i direkte linje og lidt længere ude i familietræet. Måske vil dette også vise sig som et eksempel på det,« tilføjer han.
Peter C. Kjærgaard hælder dog ligesom van den Bergh og Michael Storey mest til, at håndværkerne viser sig at være en af de to første Homo floresiensis eller Homo erectus.
Svarene gemmer sig på øerne
Men med de nye fund står det klart, at øerne må formodes at have vrimlet med menneskearter, og at svarene nu ’bare’ skal graves op. Gerrit van den Bergh siger, at Sulawesi-menneskene selv må være ankommet et andet sted fra og peger på, at enten Borneo mod vest eller Filippinerne mod nord er de mest sandsynlige.
Flere uopdagede gamle menneskearter venter givetvis på andre øer i området.
»Men vi fokuserer selv på Flores, hvor vi er i fuld gang med storskala-udgravninger for at finde hobbittens forfædre,« siger Gerrit van den Bergh.
