Evolution i sprog: Dovenskab har ændret ord
Forskere har fundet evolutionære mekanismer kendt fra naturen i sprogs udvikling.
Sprog evolution levende grammatik genetisk drigt naturlig selektion engelsk gammelnorsk oldengelsk dovenskab tydelighed lytter taler generation biologisk sprogforsker Otto Jespersens cyklus udsagnsord aforisme

Dovenskab er én af flere drivkræfter bag naturlig selektion i sproget. (Foto: Shutterstock)

To mekanismer fra den biologiske evolution – genetisk drift og naturlig selektion – er blevet fundet i det engelske sprogs udvikling, viser et studie udgivet i tidsskriftet Nature.

Naturlig selektion bliver blandt andet drevet af dovenskab, som når vi forkorter ord. 'Aeroplane' blev eksempelvis til 'plane'. Det er derimod tilfældighederne, der er på spil ved genetisk drift.

»Det er interessant, men forskerne sætter faktisk bare ord på noget, vi allerede ved. Forsøget på en forklaring er også en gammel kending,« kommenterer Jan Terje Faarlund, der er professor emeritus ved Universitetet i Oslo.

Genetisk drift

Han synes nu alligevel, at det er interessant, at de amerikanske forskere har fundet, at tilfældigheder spiller så stor en rolle i udviklingen af sprog.

En lignende tilfældighed er også at finde i livets evolution. Det kaldes genetisk drift.

»Inden for sprogvidenskaben er der tradition for, at alle ændringer har en forklaring – for eksempel påvirkning fra andre sprog,« fortæller Jan Terje Faarlund. Han fortsætter:

»Nogen af os forsøger at påvise, at ikke alle ændringer skyldes en påvirkning, men rene og skære tilfældigheder. Næsten hvad som helst kan ske indenfor de rammer, som universalgrammatikken sætter.«

Universalgrammatikken er det grundlæggende sprogsystem, som vi er født med ifølge sprogforskeren Noam Chomsky.

At dykke

De amerikanske forskere bag studiet har kortlagt ord og sætninger i en tekstsamling fra de seneste tusind år – lige fra de normanniske erobringer i 1000-tallet helt frem til i dag.

Teksterne er digitaliseret, og det betyder, at forskerne hurtigt kan afsløre mønstre. Hvordan forandrer sproget sig fra den ene generation af forfattere til den næste?

Forskerne udvalgte særlige ord og sætninger. De så, hvordan nogle verber forandrede sig – for eksempel 'to dive' – at dykke.

Sprog evolution levende grammatik genetisk drigt naturlig selektion engelsk gammelnorsk oldengelsk dovenskab tydelighed lytter taler generation biologisk sprogforsker Otto Jespersens cyklus udsagnsord aforisme

Først var 'dived' datidsformen af 'dive', men senere blev det 'dove'. Hvordan kan det være? (Foto: Shutterstock)

Tilfældigt? Ikke tilfældet!

'To dive' blev tidligere bøjet svagt, altså mere regelmæssigt 'dived' – dykkede. Nu bøjes det stærkt og mere uregelmæssigt 'dove'. Hvorfor?

I begyndelsen antog forskerne, at sproget udviklede sig helt tilfældigt. Genetisk drift findes ved alle former for kønnet formering.

Når mor og far har forskellige arvelige egenskaber, er det i nogen grad tilfældigt, hvilken egenskab – hvilken variant af genet – barnet arver.

I eksemplet om 'dived', der blev 'dove', kunne genetisk drift – altså ren og skær tilfældighed – forklare udviklingen. Forskerne opdagede, at naturlig selektion var på færde.

Naturlig selektion i sproget

I livets evolution betyder naturlig selektion, at de egenskaber (gener) udvælges, som gør afkommet bedst i stand til at formere sig. Nye generationer skriver og læser ordene i genernes sprog, og de mest levedygtige gener lever videre.

Det samme sker ved naturlig selektion i menneskesproget. Ordene bliver udtalt igen og igen fra den ene generation til den næste, og de mest levedygtige ordformer bliver udvalgt og lever videre.

Men hvorfor er den stærke form 'dove' mere levedygtig end den svage 'dived'?

Sprog evolution levende grammatik genetisk drift naturlig selektion engelsk gammelnorsk oldengelsk dovenskab tydelighed lytter taler generation biologisk sprogforsker Otto Jespersens cyklus udsagnsord aforisme

Ifølge Jan Terje Faarlund er det to modsatrettede mekanismer, der driver den naturlige selektion bag Jespersens cyklus – lytterens behov for tydelighed og talerens dovenskab. (Foto: Shutterstock)

Det rimer!

Rimord – foreslår forskerne. Ændringen fra svag til stærk form; fra 'dived' til 'dove' fandt sted samtidig med, at bilen kørte ind i verdenshistorien i begyndelsen af 1900-tallet.

How careless I drove
all Dover I dove …

Forskerne fandt den samme forklaring på flere udsagnsord, som har ændret bøjningsform. De tog også farve af rimord.

»Et norsk eksempel er 'skrive' – 'skreiv', som på gammelnorsk blev bøjet svagt: 'skrive' – 'skrivede'. Datidsformen 'skrev’' kan været opstået under påvirkning af 'drive – dreiv',« kommenterer Jan Terje Faarlund.

Ændringer er oftest tilfældige

Mange udsagnsord forandrede sig dog tilfældigt – med genetisk drift. Det gjaldt især for udsagnsord, der ikke blev brugt så ofte.

Sprog evolution levende grammatik genetisk drigt naturlig selektion engelsk gammelnorsk oldengelsk dovenskab tydelighed lytter taler generation biologisk sprogforsker Otto Jespersens cyklus udsagnsord aforisme

Sproget ændrer sig hele tiden. (Foto: Shutterstock)

Det samme sker ved genetisk evolution.

Sjældne arter har mere genetisk drift. Tilfældige udslag får større betydning i en lille gruppe end i en meget større gruppe.

Tilfældigt? Not!

Forskerne fandt også et samspil mellem genetisk drift og naturlig selektion. I 1200-tallet sagde englænderne 'Say they?' – siger de?

I 1700-tallet var alle gået over til at sige 'Do they say?' De var altså gået over til en mere omstændig form med et ekstra ord – do.

Her var der tale om genetisk drift fandt forskerne. Dét, som skete, var, at denne tilfældige overgang påvirkede andre lignede sætninger, som ikke var spørgsmål.

'They say not' – blev til – 'They do not say'. 'Say not that' – blev til 'Do not say that'.

Påvirkningen var et eksempel på naturlig selektion. Spørgsmålet 'Do they say?' påvirkede de andre sætninger og udvalgte hvilken form, der overlevede.

Det skete på samme måde, som når rimordene påvirkede, hvilken bøjning af udsagnsordet som overlevede.

Jespersens cyklus

Sætningen 'They say not' bød endda på en overgang, som var formet af naturlig selektion.

Sprog evolution levende grammatik genetisk drigt naturlig selektion engelsk gammelnorsk oldengelsk dovenskab tydelighed lytter taler generation biologisk sprogforsker Otto Jespersens cyklus udsagnsord aforisme

Nægtelsens historiske udvikling i flere europæiske sprog synes at følge samme overordnede mønster (kendt som 'Jespersens Cyklus' efter den danske sprogforsker Otto Jespersen). (Foto: Wikipedia)

Her havde en særlig mekanismeeffekt – den såkaldte Jespersens cyklus, der er opkaldt efter den danske sprogforsker Otto Jespersen, som var professor i engelsk.

På oldengelsk lød det 'Ic ne secge' – jeg siger ikke. Nægtelsen 'ne' kom før udsagnsordet 'secge' – ligesom på fransk.

Så ændrede sætningen sig til 'I ne seye not' og endelig til 'I say not', som det hed i 1400-tallet før den sidste modernisering, som vi beskrev tidligere.

Otto Jespersen forklarede denne overgang for nægtende sætninger i bogen 'Negation in English and Other Languages':

»Det originale negative adverbium [altså ne] blev fundet utilstrækkeligt og derfor styrket, gerne gennem et tillægsord, og dette [tillægsordet] kan igen føles som det egentlige negative [ordet] og over tid blive genstand for den samme udvikling som det oprindelige [negative] ord.«

Tydelighed versus dovenskab

Det forstærkende tillægsord 'not' tager altså over fra det oprindelige 'ne'.

»Det er to modsatrettede mekanismer, der driver den naturlige selektion bag Jespersens cyklus – lytterens behov for tydelighed og talerens dovenskab,« forklarer Jan Terje Faarlund.

Lytterens behov for tydelighed betyder, at aforismen 'not' bliver føjet til sætningen 'I ne seye not'.

©forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.


Ugens Podcast

Lyt til vores ugentlige podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.