Sprog og mentalitet: Tak er kun et fattigt ord

 Glem skattevæsenet, de sociale myndigheder og politiet. Det er vores sprog, der er det danske velfærdssamfunds mest effektive redskab:

»Der findes ingen sprogforbrydere. Folk bryder reglerne på alle andre områder: skat, i trafik, de stjæler og kommer for sent. Men når det kommer til vores sprog, så retter vi ind og gør som alle andre mennesker, fordi du aldrig bliver en del af et samfund, hvis du ikke retter ind,« siger Per Durst-Andersen.

Han er professor på Center for Sprog, Kognition og Mentalitet på Copenhagen Business School (CBS) og forfatter til en række bøger og akademiske artikler, hvor han viser, at sproget afslører centrale elementer af et lands mentalitet.

Man har længe troet, at sprog kommunikerede det samme indhold, men blot udtrykte det forskelligt, men det udfordrer Durst-Andersens forskning: de små grammatiske forskelle er ikke ligegyldige. Vores sprog styrer nemlig vores måde at tænke på i forskellige lande.

Taknemmelighed er svær for danskere

Tænk på den danske velfærdsstat. Vi har indrettet os, så vi betaler skat og derigennem hjælper hinanden. Men vi har ikke noget konkret sted at sige tak for hjælpen, fordi staten fungerer som det upersonlige mellemled mellem skatteydere og –nydere. Danskerne kan ikke lide at skylde hinanden noget. Vi har det svært med taknemmelighed.

Antropologiske studier har vist, at irakiske flygtninge ofte føler en stor taknemmelighed over for det danske velfærdssamfund. Men fordi fagfolk synes, det er uprofessionelt at tage imod gaver eller invitationer, så mangler de et sted, hvor de kan give tilbage.

Ifølge Per Durst-Andersen ligger den samme berøringsangst over for taknemmelighed allerede i vores sprog.

»Når vi er på besøg hos nogen, siger vi: tak, fordi vi måtte komme, tak for mad, for dejlig kaffe og tak for i dag. Vi siger tak for i dag, når vi går ned ad trappen og tak for sidst, når vi møder dem dagen efter. Danskerne er et ekstremt takkende folkfærd, men det betyder også, at ordet bliver udvandet,« siger Per Durst-Andersen og fortsætter:

»I Danmark siger selv en dommer ’tak’, når han har hørt en person, der står anklaget for voldtægt eller mord, og som er ved at afgive sin forklaring. Det ville en russisk dommer aldrig gøre, fordi det ord på russisk, spasibo, ikke kun betyder ’tak’, men også: ’du kan forvente at få det tilsvarende tilbage’. Det danske ord rummer slet ikke den taknemmelighed.«

Russere vil gerne stå i gæld til hinanden

»Sæt Dem ned! Ræk mig en kop kaffe! Giv mig avisen! Flyt dig!«

Lyder det som en almindelig samtale over et dansk morgenbord? Nej, vel. Men i Rusland er det helt normalt at tale sådan sammen, uden det på nogen måde opfattes uhøfligt, og det viser ifølge Per Durst-Andersen, hvor meget et sprog afslører om vores mentalitet:

»Når russerne bruger så mange imperativer som for eksempel ’sæt Dem ned’, så er det, fordi de godt kan lide at være afhængige af hinanden. Vi er vant til at tænke på imperativer som ordrer, men i virkeligheden er det et forhandlingsoplæg. Man vil gerne lave en sproglig kontrakt med den, man siger det til. Man beder nogen sætte sig ned, og modparten kan så vælge at opfylde kontrakten ved at sætte sig ned. På den måde kommer man meget tæt på hinanden.«

Det er naturligvis helt anderledes i det liberale USA:

»Amerikanerne bruger stort set ikke imperativer, for de kan ikke lide at indgå kontrakter med hinanden. De vil gerne være uafhængige af hinanden, så i stedet for at sige: ’du må ikke gå den vej’, så siger de for eksempel ’you don’t want to go that way’. På den måde kan de give en ordre, uden at det umiddelbart virker, som om man blander sig. Sprogligt lader man det jo være op til folk selv, hvad de vil gøre.«

Til gengæld kunne man, ifølge Per Durst-Andersen, aldrig finde på at bruge imperativer i det russiske militær:

»I det danske militær bruger man imperativ hele tiden: læg dem ned, stå ret. Men det gør man ikke i Rusland. Her siger man i stedet for: ’at lægge sig ned’, altså en infinitiv, fordi der i det russiske militær i forvejen er en stiltiende kontrakt om, at du som soldat skal adlyde din overordnede uanset hvad. Hvis en overordnet pludselig brugte imperativer, ville han åbne for, at man kunne genforhandle den kontrakt, og det kan man naturligvis ikke i det russiske militær.«

”Da” gør os gældfri

Danskerne kan også godt lide at forhandle med hinanden, så de bruger også en del imperativer. Men det er ikke problemfrit, for imperativerne skaber en gæld, og så støder vi på problemet med vores berøringsangst over for taknemmelighed.

Per Durst-Andersen giver et eksempel: En ældre dame, fru Mortensen, skal besøge en gammel veninde på en hospitalsafdeling, hvor hun tidligere er blevet behandlet. Hun er helt udmattet efter turen derhen og står vaklende over en række stole, som ellers er forbeholdt afdelingens patienter. Afdelingens overlæge genkender hende, ser hun er udmattet og siger til hende: ’Sæt dem da bare ned fru Mortensen’.

»Med den sætning prøver overlægen at tilbyde fru Mortensen at indgå en sproglig kontrakt: Han siger: sæt dem ned, og hvis hun sætter sig ned, har hun opfyldt kontrakten,« siger Per Durst-Andersen.

Det løser dog ikke problemet for fru Mortensen: »Hun tør ikke sætte sig ned, fordi hun ikke er patient, og stolene er forbeholdt patienter. Derfor hjælper overlægen hende ved at tilføje ordet ’bare’, fordi det ord betyder ’vejen er bar’ – altså forhindringerne for, at hun kan sætte sig ned er ryddet af vejen.«

Men nu opstår et nyt problem: »Hvis fru Mortensen tager imod overlægens bud, så har han hjulpet hende ud af en situation, hun ikke selv kunne komme ud af,« siger Per Durst-Andersen og fortsætter: »Nu står hun i gæld til overlægen, og eftersom hun sandsynligvis ikke kan hjælpe ham med noget, så vil hun aldrig kunne betale den gæld tilbage. Danskere kan i modsætning til russere ikke lide, at vi står i gæld til hinanden, fordi vi har det så svært med taknemmelighed.«

Men det danske sprog har heldigvis en udvej: »Med ordet ’da’ kan overlægen sige, at han bliver glad, hvis fru Mortensen opfylder kontrakten og sætter sig ned, og på den måde betaler hun sin gæld tilbage,« siger Per Durst-Andersen.