Med anholdelsen af terrormistænkte i Herlev og Greve lykkedes det for politiets efterretningstjeneste PET og deres svenske kolleger i SÄPO at forpurre et nært foranstående terrorangreb. Målet var efter alt at dømme JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen i København.
Men selv om det altså er lykkedes at komme terroristerne i forkøbet takket være et dansk-svensk efterretningssamarbejde, kan vi befinde os i langt større fare, end vi egentlig behøver. Det mener den svenske forsker Björn Fägersten.
Problemet er, at emsige embedsmænd blokerer for livsvigtig information.
»Bureaukrater i de nationale politistyrker og internationale efteretningstjenester sætter forhindringer i vejen. De er uvillige til at dele information, på trods af politisk vedtagne samarbejder.«
»Det kan vise sig både katastrofalt og pinligt, hvis de tilbageholder information om et planlagt angreb mod et andet land,« siger Björn Fägersten, der netop har forsvaret ph.d.-afhandlingen 'Sharing Secrets - Explaining International Intelligence Cooperation' på Universitetet i Lund.
Koldkrigsparanoia lever stadig
Afhandlingen viser, at det europæiske anti-terror samarbejde fungerer langt dårligere end nødvendigt.
En af stopklodserne er skrankepaver i de nationale tjenester, der sidder på information, som politikere ellers har pålagt at overdrage til andre nationale tjenester.
Men skrankepaver er ikke det eneste, der hindrer en optimal europæisk terrorbekæmpelse.
Landenes egne særinteresser kan også hæmme informationsudvekslingen. De nationale stater kan ganske simpelt være bange for, at et for indgående kendskab til deres socio-økonomiske forhold vil give samarbejdspartnerne en for stor erhvervsmæssig konkurrencefordel.
I det hele taget er samarbejde i den udstrækning, der er politisk bestemt i forbindelse med terrorbekæmpelse, et ukendt ingenmandsland for efterretningstjenester: De er vant til gennem hele den kolde krig at holde informationerne tæt til kroppen og kun nødigt samarbejdede.
Afhandlingen koncentrerer sig især om det paradigmeskift som Murens fald medførte, og er ifølge forskeren den første dybtgående kortlægning af det europæiske efterretningssamarbejde siden afslutningen på Den Kolde Krig.
LÆS OGSÅ: Ny intelligent webportal udspionerer terrorister på nettet
Politiske beslutninger obstrueres
Björn Fägersten har søgt ind til kernen af efterretningstjenester ved at interviewe ansatte med tilknytning til efterretningstjenester i 11 lande.
Han har også brugt åbne kilder som politiske høringer og beslutningsprocesser, ligesom han har nærstuderet de tre europæiske efterretningssamarbejder:
Politisamarbejdet Europol, det fælles europæiske situationshovedkvarter SitCen og sikkerhedstjenesternes fælles forum for anti-terror, Counter-Terrorism Group CTG.
»I analysen af Europol er det slående, at de polistiske ambitioner ikke har gennemslagskraft og at samarbejdsinitiativer i visse tilfælde direkte bliver obstrueret,« skriver Björn Fägersten.
EU-komissionen truer med bureaukrati
Det går bedre med SitCen, der kan beskrives som EUs efterretningstjeneste. Det faktum, at tjenesten er underlagt en overnational myndighed betyder, at enkelte landes særinteresser ikke står i vejen.
Den sidste anti-terror gruppe, Counterrerroism Group, er et samarbejde mellem de nationale efterretningstjenester i EU. Det blev oprettet efter 11. september 2001 og har ifølge PET til formål at bekæmpe islamistisk terror.
Björn Fägersten kommer frem til, at CTG arbejder meget uafhængigt af det politiske niveau, men at EU-Kommissionen vil have samarbejdet bureakratiseret og flyttet ind på et strukturelt EU-niveau.
»Politikerne skal være bevidst om divergensen mellem at vedtage samarbejder og forvente, at det rent faktisk øger samarbejdet. Samtidig bør de være klar over, at det medfører udfordringer i forhold til transperans og ansvar, at de uformelle strukturer medfører, at visse stater har mere vægt end andre. Samtidig kræver det indsigt i den bureaukratiske kultur i efterretningstjenester, hvis nye sikkerhedspolitiske samarbejder skal iværksættes,« konkluderer Björn Fägersten.
