Selvmåling giver dig kontrol over kaos

Måske har du prøvet at bruge en motions-app på mobilen til at tracke dine løbeture, taget en ugentlig tur på badevægten og ført resultatet ind i dagbogen eller forsøgt at holde styr på kalorierne i dine opskrifter?

Rundt om i verden findes der tusindvis af selvtrackere. Mennesker, som har logget, bogført, registreret, målt, analyseret, visualiseret, sammenlignet og på andre måder indsamlet og behandlet millioner af data om alt fra vitaminindtag over hjernebølger til lykkefølelse.

Det er ikke noget nyt at indsamle den type information. Tænk for eksempel på, hvor mange der mere eller mindre systematisk har vejet sig selv gennem årene! Men selvmåleriet spreder sig voldsomt i disse år. Der bliver rundt om i verden logget løbeture, talt kalorier, tjekket søvnmønstre og gjort fokusøvelser som aldrig før.

Kontrollen er ikke altid godt

Selvdisciplinen hjælper med at styre os i den ønskede retning, og selvkontrollen hjælper os med at undgå de ting, der frister os eller kan give os problemer. Men er dét altid godt? Det kan jo også betyde, at man går omkring i en konstant tilstand af stress, nervøsitet og frygt, og det er jo ikke sundt.

Der ligger nogle næsten paradoksale mekanismer og lurer i selvtrackingen. Hvis man indsamler data for at øge sin viden og måske kunne ændre adfærd, bliver man så alt for fokuseret på målet, klemmer sig selv ind i rigide, snærende rammer og glemmer at leve – for nu at tage de store armbevægelser frem?

Glemmer vi, for at citere Kierkegaard, at 'målet er intet, vejen er alt'? Eller oversat til selvtrackersk måske: 'Måleriet er alt, og det betyder mindre, hvad du vejer'?

Selvtracking med universitetsbriller

Vi kan og skal selvfølgelig også spørge, hvad selvtracking betyder i det lidt større perspektiv. Deborah Lupton fra University of Sydney, der er sociolog og forfatter til flere bøger om sundhed og samfund, har i mange år forsket i vores forhold til sundhed og krop i forhold til både de individuelle og de samfundsmæssige aspekter. Hun ser blandt andet selvmåleriet som et forsøg på at få kontrol i en truende og risikofyldt verden:

»Den sikkerhed, som selv-monitoreringen lover udøveren, kan tolkes som et forsøg på at kontrollere risici, og I en vis udstrækning som et forsøg på at kæmpe imod skæbnen«

Deborah Lupton forholder sig neutralt til selvtracking, siger hun, men peger dog alligevel på nogle potentielt problematiske områder. For selvom der givetvis kan komme mange positive resultater
og oplevelser ud af selvmåleriet, risikerer man måske
også at tro, at man har større kontrol, end man reelt har, og selvtrackingen er i nogle tilfælde snarere en slags psykologisk sutteklud end en virkelig strategi imod ældning og sygdom:

»Selvtracking kan give brugerne en strategi til ind- samling af sundhedsdata, som de føler kan hjælpe dem til at undgå sygdom og andre lidelser. Den ind- sigt, som de mener opstår ud af dataindsamlingen om en masse af kroppens mekanismer, er en psyko- logisk balsam imod frygten for kroppens nedbrydning.«

Vi tror på tal og data

I virkeligheden, mener Deborah Lupton, bygger det oven på nogle endnu dybere mekanismer i det moderne menneske, der tror på tal og data som neutrale og eksakte. Vores forhold til egen krop bliver videnskabeligt analyserende, og de teknologiske hjælpemidler som skridttællere og apps er med til at forstærke ideen om, at vi „står uden for“ vores egne kroppe og kan tracke og tweake og optimere dem.

Men tal og målinger er aldrig neutrale, og der er mange problemer ved ideen om overhovedet at kunne udføre eksperimenter eller objektive målinger på og med os selv. Der er sket masser af valg, inden vi overhovedet går i gang med at indsamle data, og hverken vores indsamling, analyse eller planlægning er neutral.
Deborah Lupton har også lidt mere konkrete bekymringer:

»Jeg er nervøs for de negative konsekvenser, som kan komme af, at man lægger ansvaret for et godt helbred på folks egne skuldre, når man ved, at mange af de faktorer, som afgør, om vi er sunde og raske, ligger uden for vores egen kontrol. QS-bevægelsen har en tendens til at negligere disse faktorer i deres fokus på selvansvar.«

Hun tilføjer i øvrigt, i en e-mailudveksling om selvtracking, at hun ikke selv har problemer med at holde sig sund og rask også uden selvmåleri, men anerkender, at andre kan have værdi af at tracke sig selv.

»Måling er generelt ved at blive en større og større del af vores samfund, i hverdagen, på arbejdet og også i den akademiske verden. Det kan være nyttigt i nogle sammenhænge, men undertrykkende i andre.«

Der er grund til bekymring

Deborah Lupton er ikke alene om sin bekymring, omend hun understreger, at hun ikke har svar på de mange spørgsmål, selvtrackingen rejser i det store perspektiv.

For spørgsmål er der mange af. Er vi blevet for optagede af selvudvikling og har mistet udsynet til fællesskab og samfund? Tror vi, at vi kan løse alle problemer ved at samle data, analysere og måle os frem? Har vi efterhånden fået en indgroet tro på, at teknologien kan løse alle vores udfordringer? Er dimserne og den evige multitaskende jagt efter nye input blevet den eneste mening, det eneste indhold, vi har at klamre os til i en stadig mere kompleks verden?

Er den evige jagt på opfyldelsen af drømmen om 'et bedre liv' overhovedet sund, eller er det kolossale fokus på sundhed og krop paradoksalt nok med til at sygeliggøre os?

De spørgsmål undersøger Anders Høgh Nissen nærmere i sin nye bog 'Det man måler er man selv – Data, dimser og drømmen om det bedre liv, der netop er udkommet på Gyldendal Business.

Denne artikel er et uddrag fra bogen.