Sådan lærer dit barn hurtigere at tælle

"Én, to..," siger den to-årige og peger på mor og far. Og de bliver så stolte.

Lidt efter kommer "tre", og så ved forældrene, at de har en kommende nobelprisvinder i huset.

Men så enkelt er det ikke.

Børn skal nemlig først lære talværdier, der er større end tre, før de virkelig behersker kunsten at tælle.

»Vi tror, at det at skønne, at man har tre objekter foran sig, ikke nødvendigvis indebærer tælling,« siger Elizabeth Gunderson, doktorgradsstipendiat ved University of Chicago.

»Det er først, når barn kommer forbi tre, at det er nødvendig at kunne tælle for at bestemme, hvor mange objekter der er tale om,« siger hun.

Sammen med professor Susan Levine har Gunderson undersøgt, hvordan børn udvikler forståelsen af sammenhængen mellem et tal og dets faktiske værdi.

For det at tælle er ikke bare at remse tallene op i den rigtige rækkefølge, man må også skønne, at det sidste tal i rækken fortæller, hvor mange objekter, man har talt op. Det kaldes for kardinalprincippet for talforståelse.

Nogle tal tæller mere end andre

Og her kan mor og far give guldklumpen et forspring.

Det er store forskelle på, hvordan forældre taler til deres børn, også når det gælder brugen af tal i dagligdagssproget.

Levine har i tidligere studier vist, at børn, som bliver introduceret tidligt til tal og tælling, får bedre forståelse for matematik. Det nye studie viser også, at det lønner sig at bruge tallene fra fire til ti, ikke bare én, to og tre.

»At tale om grupper op til tre kan hjælpe barnet til at lære disse grundtal, men det er ikke nødvendigvis nok til, at de forstår kardinalprincippet,« mener forskerne.

Ved at videofilme forældrenes samtaler med børnene fra de var 14 måneder til de var to og et halv år, har forskerne set, hvor ofte de benytter sig af tal - store som små. Det resultat blev sammenholdt med en test af børnenes talforståelse, der blev lavet ved fireårsalderen.

Ved afprøvningen af børnenes talforståelse opnåede børnene selvsagt varierende resultater.

Nogle kan forklares med socioøkonomisk status, men forskerne sporede også meget af variationen tilbage til, hvor meget forældrene havde talt med børnene om tal tidligere. Og særlig hvis de havde brugt større tal end tre.

Det var heller ikke tilfældigt, hvilken sammenhæng forældrene havde tal om tallene i.

For at det skulle have en effekt, skulle tallene være knyttet til konkrete objekter, som børnene havde foran sig.

»Snak om store tal, fra fire til ti, mens børnene stod over for konkrete objekter, forklarer meget af variationen i testresultaterne,« konkluderer forskerne.

Kun lidt brugt

Hvis forældrene havde talt om tallene på en mere abstrakt facon, havde det ingen målbar betydning.

Det hjælper altså ikke at tælle de fire biler, man hører suse forbi uden for vinduet, man skal i stedet koncentrere sig om legetøjsbilerne på gulvet. En "high five" giver ikke samme effekt som at tælle på fingrene.

Desværre for børnene, i hvert fald for de små amerikanere, som deltog i forskningsprojektet, udgjorde den konkrete snak om større tal kun en meget lille del af de studerede samtaler.

Kun otte procent af snakken om tal bestod af store tal og konkrete objekter.

»Alligevel kan denne lille andel forklare 16 procent af forskellene i talforståelsen, da børnene var blevet fire år,« hævder Gunderson og Levine.

Så, småbarnsforældre, nu ved I, hvad der skal til. Det er ikke så enkelt at opdrage en nobelprisvinder.

Men der skal heller ikke så meget til for at gøre barnet bedre forberedt, så de for alvor begynder at arbejde med tal i første klasse.

Det er gjort på én, to, tre. Eller rettere sagt: Fire, fem, seks.

Fra Forskning.no - oversat af Mette Damsgaard