Du spotter den frivillige i blåt Amnesty-tøj fra lang afstand og vælger så (helt tilfældigt, selvfølgelig) at gå i en stor bue udenom velgøreren på din vej ud og handle ind til aftensmaden.
Kender du det? Det er et helt almindeligt menneskeligt træk, at vi undgår handlinger, der ellers er gode for nogle andre, forklarer Erez Yoeli, der forsker i altruisme på Massachusets Institute of Technology i en Ted Talk fra maj 2018.
\ TED Talks på ForskerZonen
- ForskerZonen håndplukker TED Talks, der er små videoer, hvor forskere spreder deres viden og ideer til, hvordan vi løser forskellige problemer i verden.
- TED Talks-videoerne er som regel under 18 minutter, og organisationen er nonprofit.
Men der er en effektiv måde, vi kan få hinanden til at gøre flere gode gerninger på, fortæller han videre.
»Hvis du ønsker at få folk til at handle anderledes – eksempelvis vaske op efter sig selv, donere blod eller spare mere på energien ved at slukke lyset – er der tre ting, du kan gøre,« siger Erez Yoeli i videoen:
- Øge synligheden for den gode gerning
- Minimere muligheden for undskyldninger
- Kommunikere forventningerne
»Vi vil gerne opfattes som gode mennesker«
Det første punkt handler om at gøre det synligt for andre, når vi gør gode gerninger. Erez Yoeli beskriver, hvordan han hjalp et stort energifirma til at motivere deres beboere til at spare på strømmen i deres boliger.
Energifirmaet havde i breve opfordret beboerne til at melde sig til en hotline, hvis de ville hjælpe med at spare på energien for at undgå en overbelastning af systemet, men uden nogen effekt.
»I stedet satte vi en tavle op i gangen, hvor man kunne melde sig på, hvis man ønskede at forsøge at nedsætte sit energiforbrug. Tre gange så mange meldte sig til ordningen, efter at tavlen blev synlig,« forklarer Erez Yoeli.
Og det handler om, at vi godt kan lide at blive opfattet som gode, generøse og venlige mennesker, mener han:
»Når man via plakaterne pludselig kan se, hvem der har tilmeldt sig, og hvem der ikke har, motiverer det folk til at gøre noget, fordi det bidrager til denne positive selvopfattelse. Derfor kan små tiltag, der viser, at folk gør noget godt, virkelig gøre en stor forskel,« siger Erez Yoeli i sin Ted Talk.
\ Læs mere

Gør det svært at sige nej
Det andet element, der er vigtigt, når det gælder om at få folk til at bidrage positivt i samfundet, er at gøre det svært at sige nej til den gode gerning.
Erez Yoeli trækker på et forsøg, hvor nogle forskere undersøgte, hvor mange, der donerede penge til en indsamler udenfor et supermarked i USA alt efter, hvor indsamleren var placeret:
»Det var utroligt at se, hvor mange der valgte at gå igennem den dør, hvor indsamleren ikke stod, så de kunne undgå at donere penge. Da man i stedet rykkede vedkommende hen imellem begge døre, var der langt flere, der fik pungen op af lommen,« siger han i videoen.
Det kan altså betale sig at minimere mulighederne for at sige nej til den gode gerning.
\ Læs mere
Tal om de gode effekter
Den sidste ting, der bidrager til at motivere folk i den gode sags tjeneste, er kommunikation.
»Det har en stor effekt at bekræfte folk i, at de gør en god gerning ved at kommunikere det ud,« fortæller Erez Yoeli.
Vores forventninger til os selv, ændrer sig nemlig, når vi ser eller hører om andres adfærd, forklarer han videre og giver et eksempel:
»Hvis et energifirma eksempelvis gør dig opmærksom på, hvor meget energi du bruger sammenlignet med andre i samme størrelse hus, vil det typisk medføre, at borgerne nedsætter deres forbrug, så det spejler de andre beboeres.«
Gode gerninger smitter altså, så der er ingen undskyldninger for ikke at komme i gang.






























