Sådan former ting mennesker

Tingene er hos os som ejendele, bytteobjekter, varer, pejlemærker, æstetisk pynt og funktionelle redskaber. De anskaffes, købes og smides væk. De opbevares, beskyttes og forvaltes. De bliver givet som gaver, de ophøjes til hellige, de udstilles, og de ødelægges.

Ting kan forbinde mennesker, og de kan adskille dem. De kan pege bagud i historien eller ind i nye mulige verdener. Ting kan symbolisere alt fra guder, ånder og slægt til fodboldklubber og nationer. Ting har sociale betydninger, og de kan markere status og magt.

De former menneskers boliger og skaber sociale grænser. Ting er en slags kulturens hardware.

Som molekyler i den materielle verden er de med til at udforme menneskelige verdener i forskellige størrelsesordener fra hjemmets miniunivers til det globale rum med kulturarv og mediebårne billedverdener.

Ting både fremviser kulturerne og opfattes gennem kulturernes briller.

Det moderne liv er mest af alt omgivet af ting

Vi mennesker lever og kommunikerer med sprog og tegn, og vi er omfattet af det, der kaldes natur; men i det moderne liv er vi mest af alt omgivet af den verden, der udgøres af ting.

Ikke bare har vi tingene omkring os, vi har dem på os, klæder os i dem, udstrækker vore kroppe med dem, og de blander sig med kroppene.

I tingenes verden er der byer og huse; der er broer og færger, flyvemaskiner, satellitter og mobiltelefoner. Der er skriveborde og lamper; der er malerier fra renæssancen og smykker af ædelsten.

Der er arkitekttegnede kirker og designerbriller; der er cykler og bøger og radioer og iPods og køleskabe og skåle til at gemme mad i. Der er små og bløde ting som kontaktlinser, og der er store og hårde ting som Storebæltsbroen.

'Ting' er det, der samler

Hvordan kan så forskellige ting have noget tilfælles? Giver det overhovedet mening at slå så ulige størrelser sammen under et enkelt begreb? Eller med andre ord, når der er så meget, der er ting, hvad er så ikke ting? Hvad er modsætningen til ting? Ingenting? Naturen? Ideer? Mennesker?

Det spørgsmål er der ikke noget enkelt svar på, men sikkert er det, at ting er et umådeligt vidt begreb. Det omfatter så meget, at ordet ting ikke kan slås op i et leksikon. Hvis man prøver, får man en forklaring på den historiske betydning af et ting.

Et ting var i tidligere tider en forsamling af mennesker, der mødtes et bestemt sted, nemlig på Tinget. Her samledes folk for at tinge, det vil sige forhandle og drøfte sager af almen interesse. Denne betydning af ting er bevaret i navnet Folketinget.

I filosofisk forstand er ting blevet forstået som netop det, der samler. Ikke bare mennesker i et forhandlingsrum, men universet omkring os.

Heidegger tager udgangspunkt i dagligdagens konkrete omgang med ting

Den tyske filosof Martin Heidegger (1889-1976) har i en tekst med overskriften 'Tingen' fremlagt sin idé om tingen som den, der skaber nærhed.

Han gør ordet til et verbum og taler om at tinge, dog ikke i betydningen at tinge om noget som i en forhandling. I sit filosofiske sprog siger Heidegger, at »tingen tinger«.

Hermed mener han, at tingen gør noget. Den opretholder jord og himmel, guder og dødelige ved at bringe sammen og nær. Heideggers forståelse af tingen er filosofisk og abstrakt, men den tager udgangspunkt i dagligdagens konkrete omgang med ting.

Som en grundtanke om, hvordan mennesker er i verden, eller dvæler, som Heidegger siger, giver hans forståelse mening, når man tænker på, hvad en ting som en kande gør.

Den samler noget i sit tomrum – vand eller vin – og illustrerer dermed den abstrakte forståelse af en ting som noget, der opretholder verden for mennesker.

Kroppen kan ikke indtage en porcelænskop

Hvis man googler ting, får man på dansk små fire millioner opslag, og hvis man vælger engelsk things, får man en lille halv milliard. Ting er altså et overordentlig vidt begreb. I dagligsproget er ting et meget brugt fyldord, der kan sættes ind for snart sagt hvad som helst.

Så måske afgrænses begrebet bedst ved at finde dets grænser. Hvad er ikke ting? Menneskets krop er ikke en ting. Eller er den? Den kan under visse omstændigheder blive tingsliggjort, men i udgangspunktet opfattes kroppen ikke som en ting.

Træerne i skoven er heller ikke ting i den dagligdags betydning af ordet, men når de bliver fældet og ligger som brugstræ i skoven og siden bliver til Ikeamøbler, er de blevet til ting. Hvad med juletræet, som er noget fra naturen, vi tager ind i huset og gør til en rituel genstand?

Bliver det ikke dermed til en ting? Den mad, der spises består ikke af ting, eller gør den? Dyr er ikke ting, men burhøns bliver behandlet som ting. »En ting som spaghetti«, kan man finde på at sige, men samtidig gælder det, at mennesker ikke spiser ting.

Kroppen ville ikke kunne absorbere porcelænskoppen, hvis man skulle finde på at forsøge at indtage den sammen med den kaffe, man drikker af den.

Man kan have metal i kroppen

Det lyder måske lidt søgt, men i en almindelig hverdagsopfattelse kunne en afgrænsning af kategorien ting alligevel være, at ting er det, der ikke kan spises. Ting er det, menneskers kroppe ikke kan absorbere, og mennesker er ikke lavet af ting.

»Jeg er jo ikke lavet af jern«, kan man finde på at sige. Men det betyder ikke, at man ikke kan leve med noget af metal i sin krop, såsom en hofteprotese eller en hjerteklap.

Der er ikke rigtig nogen afgrænsning af kategorien ting, der ikke kan udfordres. Ting kan altså ikke afgrænses som nogen absolut kategori. Alligevel gør man det i daglig tale. Ting står i modsætning til person. En ting er et objekt, en person er et subjekt.

I det store og hele klarer vi os med visse ting i kroppen

Men den antagelse bliver der pillet godt og grundigt ved, når man bevæger sig ind i den verden, der arbejder mere teoretisk med tingene. Også i dagligdagens erfaringer kan man dog opdage, at skellet mellem, hvad der er ting, og hvad der er person, på ingen måde er absolut.

Man kan sagtens have ting i kroppen uden at holde op med at være en person af den grund. Vi bliver flere og flere, der har en eller anden dims indopereret i vores krop. En pacemaker, et kunstigt knæ, en omgang botox eller silikone.

I det store og hele ser vi ud til at leve udmærket med visse ting i kroppen.

Den materielle verden omkring os er sammensat af artefakter

Mit udgangspunkt for at indfange tingenes univers er antropologisk. I antropologisk forstand er dette univers et kulturelt, hvor ting er med til at skabe den verden, vi mennesker bebor.

En definition kunne derfor være, at ting er den grundlæggende enhed i det, der udgør menneskets materielle verden.

Den materielle verden omkring os er sat sammen af artefakter, det vil sige objekter, der er blevet til ved hjælp af menneskelig aktivitet; ikke råmaterialerne, ikke materien i sig selv, men kulturelt formede genstande, der bærer betydninger og associationer.

Ingen andre har præcis samme kombination af ting

Tingene kan på den måde anskues som mediatorer, det vil sige formidlende mellemting mellem den fysiske verden og kulturelle verdener forstået som de menneskelige betydnings- og forestillingsverdener.

I mere sociologisk forstand kan de ting, mennesker omgiver sig med i et moderne forbrugersamfund, opfattes som nogle, der klassificerer og differentierer på samme tid. De sætter i bås og viser, hvilken gruppe man hører til. De skaber forskelle og viser, hvem man adskiller sig fra.

Den samling ting, en bestemt person har omkring sig, er lige netop denne persons sammensætning af ting. Ingen andre har helt præcis den samme kombination.

Menneskers valg af ting gør os ens og forskellige på samme tid

Men hvis man som medlem af et moderne forbrugersamfund som det danske tager en enkelt af sine ting frem og ser på den isoleret i stedet for at se på, hvordan den indgår i det personlige univers, man selv har skabt med den, ja, så vil der alligevel være mange, der har den samme.

Måske har man ligefrem valgt en ting, fordi man gerne vil ligne andre, der har den samme ting. Hvis jeg kaster et blik rundt i stuen omkring mig, ser jeg en PH-lampe.

Dem er der mange af i danske hjem, og spørger man en livsstilsekspert, vil man få at vide, at man ved at have en PH-lampe i sit hjem signalerer, at man tilhører et bestemt socialt segment, måske endda en bestemt type inden for den intellektuelle middelklasse.

Menneskers valg af ting gør os ens og forskellige på samme tid. Det gælder hjemmets ting, og det gælder det, man tager på og viser sig med, når man går ud, fra tøjet og tasken til bilen, man kører i.

Klæder skaber folk

I 1960'erne foretog den franske samfundsforsker Pierre Bourdieu en stor undersøgelse af franskmænds valg af ting i deres boligindretning, tøjstil, madvaner og forbrug i det hele taget. Den bog, der kom ud af undersøgelsen, fik titlen La Distinction, forskellen.

Det er en velvalgt titel, for den samler bogens pointe, som er, at folks smag skaber forskelle, og forskelle markeres omvendt gennem smag, så mennesker bliver grupperet efter bestemte smagskriterier. Det gælder ikke bare i Frankrig, det gælder i alle moderne forbrugersamfund.

Er man til designerbriller og sushi, tilhører man en anden gruppe, end hvis man går i cowboybukser i baggy style. Danskeres forbrugsvaner er ikke helt de samme som franskmænds, men principperne for valg og klassifikation er de samme.

Man viser, hvem man er gennem valget af ting, tøj og mad. Og lever man ikke i et moderne konsumsamfund, kan ting stadigvæk være status og forskelsmarkører.

Hos indfødte folk verden over vil man i deres traditionelle kropsudsmykninger og klædedragter kunne finde talrige eksempler på, at ting markerer, om man er gift, giftefærdig, høvding eller en jæger, der netop har skudt sit første stykke vildt.

Bourdieu undersøgte et moderne europæisk land

Bourdieus undersøgelse fandt sted i et moderne europæisk land, og dens resultater gælder et samfund og en kultur, der har et overordentligt stort udbud af ting til rådighed, og som erhverver sig de allerfleste ved at købe dem.

At vi i den moderne verden erhverver os tingene gennem forbrug, rejser spørgsmålet om, hvorvidt indsigterne i tingenes rolle som identitets- og forskelsmarkører kan generaliseres til at gælde i andre samfund, herunder den slags ikke-vestlige samfund, man i gamle dage kaldte de primitive.

Det vil sige samfund, der har et lavt forbrug, og hvor folk har ringe adgang til markedets varer. Det er ganske vist yderst få mennesker i dagens globale verden, der ikke har mulighed for at købe ting i et eller andet omfang.

Der er forskel på mennesker

Alligevel må man være forsigtig med generaliseringerne, for der er kolossale forskelle mellem, hvor mange og hvilke ting mennesker ejer, har adgang til og omgiver sig med, alt efter hvor de bor på kloden.

Det kan man se af en bog fra 1994 af Peter Menzel med titlen Material World. A Global Family Portrait. I billeder og tekst viser den de ting, en gennemsnitsfamilie ejer og bruger i forskellige samfund verden over.

For eksempel er der en familie fra Uzbekistan, hvis ejendele for en stor del består af tæpper i forskellige størrelser og farver.

Samtidig er der den vigtige pointe i den antropologiske forståelse af tings kulturelle betydning, at der hersker nogle universelle grundprincipper i tingenes rolle som klassifikationsmidler og forskelsmarkører.

Noget så simpelt som et reb skaber et rum

I alle samfund og kulturer bliver der klassificeret, kategoriseret og markeret identitet og forskelle ved hjælp af materielle genstande. Det er måderne, det sker på, der er forskellige.

Hos det vestafrikanske nomadefolk wodaabe har man en enkelt ting, kalverebet, hvormed man skaber et helt lille hjemligt univers. Wodaaberne vandrer med deres kvæg, og der hvor de slår sig ned for en tid, lægger de det reb, de bruger til at binde kalvene.

På den ene side af rebet er det kvindernes rum, på den anden side mændenes. En enkelt ting som et simpelt reb markerer og skaber dermed et helt socialt univers.

Wodaabefolket gør en dyd ud af kropsdekoration

Den danske antropolog Mette Bovin har arbejdet og rejst med wodaabefolket igennem en menneskealder og lavet film og skrevet om deres liv. Med de uendeligt få ejendele, disse mennesker har, er det bemærkelsesværdigt, at de gør et stort nummer ud af at dekorere deres kroppe.

Især gælder det de unge mænd, som til rituelle fester ifører sig særlige dragter og hovedbeklædninger og ikke mindst en påfaldende farvestrålende makeup.

De unge mænds kroppe bliver det sted, skønheden udfolder sig, og de stiller sig til skue for de unge piger i danse, der får dem til at tage sig ud som hoppende statuer.

Som farvestrålende og spektakulære genstande for unge pigers og andres blikke gør de sig selv til objekter for hyldest og begær uden dermed at holde op med at være menneskelige subjekter.

Aboriginerne levede simplest før den britiske kolonisering

Nogle af de folk, der før den britiske kolonisering levede mest enkelt, hvad materielle genstande angår, var de australske oprindelige folk. Hvis man talte de ting op, deres nu forsvundne materielle kultur omfattede, ville man ikke nå op over en snes stykker.

De australske aboriginers kultur lever videre i myter og trosforestillinger, men den materielle levevis, der herskede, da koloniseringen af det australske kontinent begyndte, er væk.

Til gengæld afspejler den sig materielt og kunstnerisk, ikke som realistiske afbildninger, men i form af den aborigine kunst, der er blevet verdensberømt og indlemmet i den globale kunstkanon.

Der findes stadig folk uden ting

Der er stadigvæ mennesker på jorden, der lever med uhyre få ejendele. Hjemløse, for eksempel, der lever i den rige verdens storbyer. Eller hinduistiske asketer eller buddhistiske munke, for hvem det ikke at eje noget er del af deres åndelige og religiøse liv.

Hvis en gennemsnitsdansker til gengæld tæller op, hvor mange ting hun eller han har i sit hjem, vil de allerfleste nå op på et meget højt tal. Så hvad angår antallet af ting, mennesker omgiver sig med, er der intet universelt at finde. Her er forskellene tværtimod uhyrlige.

Den globale magtfordeling og den økonomiske ulighed afspejler sig i materialiteten, i de ting vi har omkring, på og i os. Det, menneskeheden har tilfælles, er, at ting har betydning langt ud over deres direkte nytteværdi.

Ting ordner verden i kategorier; de markerer mennesker individuelt og i grupper, og de forbinder folk med hinanden og den omverden, de lever i.