Ritualer er social magi

Ritualer kan være knyttet til en religion, men er det ikke nødvendigvis. En fest eller et middagsselskab af den lidt mere formelle slags er også et ritual. Eller en fodboldkamp.

I min forskning har jeg interesseret mig for ritualer af vidt forskellig art, og med en rejsebevilling fra Carlsbergfondet forsøgte jeg for nogle år siden at sammenfatte mange års erfaring ved at sammenligne forskellige ritualer på tværs af deres religiøse og ikke-religiøse baggrund.

Feltarbejdet foregik som mange gange før i Brasilien, men det kunne i princippet have været hvor som helst – for tesen er, at der er noget universelt, noget fællesmenneskeligt ved ritualer på tværs af kultur og geografi.

Regler uden brugsanvisning

Ritualer er handlinger, der gennemføres efter bestemte regler – regler der for det meste er uskrevne.

Hvis der skal en brugsanvisning til, er det ikke et ritual. Ritualer er noget, man har prøvet før. Man ved hvordan det foregår. I hvert fald sådan nogenlunde.

Og hvis grundreglerne ikke overholdes, kan man påkalde sig gudernes straf. Gæster kan føle sig uvelkomne, det hele kan blive pinligt, eller hjemmeholdet kan tabe kampen.

LÆS OGSÅ: Hvad troede danskerne på før den nordiske mytologi?

Ritualer er i hjernen, i det sociale og i sanserne

Ritualer er et klassisk emne i antropologien, og også den nutidige forskning er omfattende. Den kan sammenfattes i tre aspekter af fænomenet.

• Det kognitive aspekt. Det vil sige, hvad der foregår af neurofysiologiske processer i hjernen, når der udføres ritualer.
• Det performative, som man også kan kalde iscenesættelsen eller i bredere forstand socialitetsaspektet.
• Og endelig de sanse- og følelsesmæssige sider, som også omfatter det æstetiske.

Lad os kaste et blik på et par af de ritualer, jeg har studeret på mit feltarbejde, her er de fortrinsvis af den religiøse slags.

Fejring af afrikanske guder i Brasilien skydes i gang

Scene 1: Messen er slut. Det lille følge spadserer til huset bag kirken og bliver renset med vand fra en blikdåse, som køres et par gange over hovedet på folk, før de går ind ad døren til dansesalen, der er pyntet med grønne blade, hvide blomster og papirklip under loftet.

Midt på gulvet står der et lys, et fad med maniok-mel og et kar med olie. Folk sætter sig på bænke og stole langs væggen, og snart er tre unge mænd klar ved trommerne, der sætter i gang med stærke rytmiske toner.

Nogle kvinder i farvestrålende, omfangsrige klæder og med tørklæder viklet om hovedet går med danseagtige skridt rundt i en kreds, trommernes intensitet stiger, en kvinde tager fad og oliekar og danser med hurtige bevægelser mod døren, hvorfra børn og gæster bestemt viftes væk, og indholdet af fad og kar kastes hurtigt ud på gaden.

Hermed er et ritual begyndt. Det foregår i byen Cachoeira i Brasilien, og ritualet er indledningen til nogle ugers fejring af de afrikanske guder, som hyldes i den religion, candomblé, som er kommet til landet med slavegjorte afrikanere.

Ritualet er spækket med symboler, men det er også praksis, bevægelse, kroppe der placerer sig på bestemte måder i rum, der er afgrænset til ritualets særlige formål.

Det er musik, lyde og stemmer. Det er stemninger af stigende og faldende intensitet, og det er enighed mellem deltagerne om, hvad det næste er, der skal ske.

Forvandlingen fra sekulært til religiøst rum

I ovenstående scene er det, der sker, at der bringes et offer i form af mel og olie, som er indholdet af det fad og oliekar, der danses ud af døren. Der ofres til den afrikanske gud, der er ansvarlig for, at det ritual, som skal tilkalde de øvrige guder, kan foregå uforstyrret.

Der dannes en symbolsk ramme om det, der skal ske, og det bliver markeret, at rummet fra nu af har en særlig karakter og er forvandlet fra et sekulært til et religiøst rum.

Forinden har folk været til messe i en katolsk kirke med et andet ritual. Det skyldes de historiske vilkår for denne religion, som er, at de slavegjorte blev tvunget til at lade sig døbe og dyrke de katolske helgener. Der er derfor sket et vist sammenfald mellem den afrikanske religion og katolicismen.

Men ritualerne ligner kun hinanden i de helt grundlæggende elementer. Ellers er de vidt forskellige.

Ritualer markerer en overgang

Et ritual er en hel masse, men det kan ikke kun forstås som en bestemt trosforms ydre iklædning.

Et ritual er en praksis, der følger bestemte forskrifter, en sekvens af handlinger sat i ramme af æstetisk markerede rum, lyde, og et bestemt tidsinterval. Det er kollektivt, der er flere om det, der er solister og publikum.

Mange ritualer markerer en overgang fra én social status til en anden. I indledningsritualet til en påkaldelse af guderne i candomblé, som jeg har beskrevet, er det overgangen fra et ikke-religiøst til et religiøst rum, der markeres, og det kan efterfølges af en rituel skevens, der fejrer en persons overgang til at være et medium for en af guderne.

Men hvordan kan man forstå ritualet, som altså dækker vidt forskellige handlinger, sådan i almen og mere abstrakt forstand?

Festen eller fodboldkampen er jo ikke overgangsritualer. Men de har som alle ritualer gentagelsens glæde, bevidstheden om, hvad der plejer at ske, vanens velgørende magt, som det, der bærer en følelse af fællesskab og enighed om betydningen af, hvad der foregår.

Så hvad sker der under ritualer? Hvorfor har vi dem, hvad er meningen? Lad os tage en scene mere, før vi går videre med et svar.

I Salomons Tempel

Scene 2: Der er travlhed i gaderne fra stationen i et område i den hektiske metropol Sao Paulo og frem til Salomons Tempel. Gaderne er proppet med handlende, der udbyder deres varer på fortovet og i åbne butikker ud til gaden.

Dette er en bydel med mange migranter, og mange af dem tilhører en af de mange pinsekirker i området. Den største er den, der har hjemme i Salomons Tempel, en imponerende bygning med palmer på en enorm plads foran facaden.

Her er der gudstjeneste hver dag, flere gange om dagen på bestemte klokkeslæt, og hundreder af mennesker møder op til hver eneste. Indgang og udgang er stramt reguleret, og indenfor følger handlingsforløbet samme skabelon hver gang.

Helligånden påkaldes, der er sange og hyldest, bøn og indsamling af donationer, og prædikanterne er solister, mens flertallet er det deltagende publikum, som er synkroniserede i sang og kropsbevægelser.

Hver seance åbnes og lukkes med bestemte handlinger, som sammen med rummets geografi markerer, at det, der foregår, er noget rituelt.

LÆS OGSÅ: Halloween er en gammel tradition i ny udklædning

Har alle ritualer fællestræk?

De to scenerier er vidt forskellige. At jeg har valgt netop dem, skyldes to ting.

Dels at der er en forbindelse imellem dem, idet pinsekirken søger at inkorporere den praksis, der foregår i den afro-brasilianske religion, bare med en slags omvendt fortegn, fordi man i stedet for at påkalde de afrikanske guder, bestræber sig på at uddrive dem som de onde ånder, de anses for at være i pinsekirkens evangeliske univers.

Den anden grund er den, at jeg i min forskning har søgt at identificere fællestræk ved rituelle handlinger på tværs af tid og sted, uanset om der er tale om religiøse eller sekulære.

Men er det overhovedet muligt at finde fællestræk på tværs af så store forskelligheder? Kan man identificere noget universelt i ritualet?

Kan et ritual karakteriseres i korte træk, og hvad bliver i så fald svaret på spørgsmålet om meningen?

Ritualer viser, at det kollektive er muligt

Et ritual skaber noget gennem handlinger, gennem sin praksis. Sat på spidsen kan man sige, at det ikke kalder noget frem, som allerede er der, men skaber noget i situationen. Igen og igen.

Helligånden findes, fordi den fremkaldes gennem handlinger. De afrikanske guder bliver til igennem dansen og trommernes lyde. Indramningen, rum og tid, geografi og design, æstetik og arkitektur er med til at skabe den ramme, som er helt afgørende for, at skabelsen kan ske.

Guder bliver til i ritualer. Mennesker bliver til fællesskaber gennem ritualer. Følelser dannes og formes, når rammerne er sat.

Et ritual er en rammesat begivenhed, uden hvilken en hel masse af de størrelser, ritualet kan siges at symbolisere, ikke ville få karakter af virkelighed; de ville slet ikke findes.

Ritualer viser igen og igen, at det kollektive er muligt, at vi kan synkronisere vores handlinger, at vi kan følge en opskrift i fællesskab uden at have en brugsanvisning, og at materielle og æstetiske rammer kan gøre noget ved os, få os til at føle os mægtigere, som del af noget større – hvad enten det hænger sammen med en religiøs overbevisning eller holder sig ved jorden som en social etikette eller yndlingsholdets kvalitet.

Ritualets handlinger er det, der skaber en fælles mening. Ritualer er social magi.