Psykologiforsøget der løb løbsk

Tilføjelse 8. august 2018: Eksperimentet, der omtales i denne artikel, er senere blevet kritiseret. Læs derfor også om kritikken i boksen under artiklen.

Den 17. marts 2010 sendte tv-kanalen France 2 en dokumentarudsendelse, hvor 64 ud af 80 tv-show-deltagere frivilligt sendte en smertefuld ladning stærkstrøm igennem en uskyldig quizdeltager.

I virkeligheden var strømofferet skuespiller, og tv-programmet var en rekonstruktion af psykologen Stanley Milgrams berømte eksperiment fra 1961.

Men konklusionen var den samme både dengang og nu: Under de rette omstændigheder kan hovedparten af os lokkes til at begå afskyelige handlinger.

Inspireret af Stanley Milgrams eksperiment udtænkte en amerikansk psykolog ti år senere et forsøg, der løb helt af sporet og viste, at ikke kun intetanende deltagere kan forvandles til torturbødler.

Det kan den mand, der udtænker og leder forsøget også.

Om fanger og personale i fængsler

Tag et par håndfulde almindelige, velbegavede studerende ved et amerikansk universitet. Del dem op i to hold og kald dem fanger og fangevogtere.

Betal dem 15 dollars om dagen for at opholde sig i en kælder i to uger som led i et psykologisk eksperiment. Hver sker der?

Efter kun seks dage må eksperimentet afbrydes for at forhindre varige psykiske skader på deltagerne.

Omtrent sådan kan det forsøg, der fandt sted på Stanford University i Californien i sommeren 1971, opsummeres.

Ville undersøge gruppedynamik

Den dengang 38-årige psykolog Philip Zimbardo interesserede sig for de psykologiske mekanismer, der påvirker fanger og personale i et fængsel. Han udtænkte derfor et eksperiment, der kunne kaste lys over den særprægede gruppedynamik i den slags situationer.

Ikke et sekund faldt det ham ind, at han stod foran en opdagelse, der har påvirket hans professionelle arbejde lige siden.

Allerede fra begyndelsen gjorde Zimbardo, hvad han kunne for at give sit eksperiment et twist af reality.

Søndag den 15. august 1971 blev den halvdel af forsøgspersonerne, der var blevet udvalgt til at være fanger, hentet enkeltvis på deres bopæl af rigtige politifolk, kropsvisiteret, iført håndjern og kørt væk i en politibil sigtet for væbnet røveri og indbrud.

Kropsvisiteret og afluset

Efter et kort ophold på byen Palo Altos politistation blev »fangerne« anbragt i et fængselslignende miljø i kælderen under Stanfords psykologiske fakultet.

Cellerne var en række mindre rum, hvor dørene var erstattet af ståltremmer. Der var en ni meter lang gang, der fungerede som fængselsgård og spisesal, et toilet og et lille skab, der blev døbt »Hullet« og var fængslets isolationscelle.

Fangerne blev igen kropsvisiteret - denne gang i nøgen tilstand og afluset med spray. De fik udleveret en kittel, hvorpå der var printet et identifikationsnummer.

Fodtøjet var plastiksandaler og en tung metalring, der blev boltet fast omkring den ene ankel.

17 regler

Den halvdel af forsøgspersonerne, der blev udnævnt til »fangevogtere« fik ikke nogle præcise instruktioner, men blot besked på, at de inden for visse grænser skulle gøre, hvad der var nødvendigt for at opretholde ro og orden.

De bar ens kaki-uniformer, havde en fløjte hængende rundt om halsen og en politistav dinglende ved bæltet. Inspireret af fængselsfilm som »Cool Hand Luke« med Poul Newman som oprørsk fange, forsynede Zimbardo også vagterne med solbriller for at give dem det rigtige, klassiske fangevogterlook.

På eksperimentets første dag lod Zimbardo fangevogterne opremse 17 regler, som fangerne var underlagt, og som de skulle lære udenad: Nummer ét - Fangerne skal forholde sig stille i hvileperioder, når lyset er slukket, under måltider og når de er uden for fængselsgården ...

Regel nummer syv - Fangerne må kun henvende sig til hinanden ved brug af identifikationsnummer ... Regel nummer ni - Fangerne må aldrig omtale deres situation som »eksperiment« eller »simulation«. De forbliver i fængsel, indtil de bliver løsladt ... Regel nummer sytten - Fanger der forsynder sig imod én af de nævnte regler, vil blive straffet.

Dokumenterede alt

Zimbardo havde ikke nogen fiks og færdig idé om, hvad der ville komme ud af eksperimentet. Han var åben og havde rigget forsøgslokalerne til med kameraer og mikrofoner, der i løbet af de kommende to uger skulle dokumentere alt, hvad der foregik i »fængslet«.

Da eksperimentet gik i gang, var stemningen gemytlig.

Fangevogterne havde endnu ikke fundet ud af, hvordan de skulle takle deres nye erhverv, og fangerne lavede sjov med deres identitetsnumre, som i de kommende 14 dage skulle erstatte deres borgerlige navne.

Alt dirrede af den kildrende nervøsitet, der opstår, når 20 mennesker møder hinanden for første gang og endnu ikke kender deres roller.

Men allerede næste morgen gik det helt galt.

Gode og dårlige fanger

Zimbardo og hans fangevogtere var fuldstændig uforberedte, da de pludselig stod over for et fængselsoprør.

Klokken halv tre om natten havde fangevogternes nathold brutalt vækket fangerne og beordret dem til at lave armbøjninger.

I første omgang skete der ikke noget, men i løbet af morgenen begyndte fangerne at rive deres identifikationsnumre af og barrikadere cellerne med deres senge.

Fangevogterne var i vildrede, og da natteholdets afløsere dukkede op, kom det til åbne skænderier. Man tilkaldte yderligere tre fangevogterforsøgspersoner, som var på standby hjemme, og besluttede at nedkæmpe oprøret med en brandslukker.

Så længe antallet af fangevogtere matchede antallet af indsatte, kunne fangerne holdes nede, men det var en uholdbar situation.

Brug af psykisk brutalitet

En af vagterne foreslog, at man skiftede den fysiske vold ud med en lige så effektiv psykisk brutalitet: de fanger, der havde været mest tilbageholdende under morgenens oprør, fik tildelt specielle privilegier.

De fik lov til at tage bad og børste tænder. De fik deres konfiskerede senge tilbage, og de fik lov til at spise, mens de øvrige fanger sad med tomme tallerkner.

Allerede den forskelsbehandling var nok til at underminere solidariteten blandt fangerne. Men den virkelige genistreg fulgte først en halv dag senere, da vagterne satte nogle af de »gode« fanger ind i de »dårlige« fangers celler, og nogle af de »dårlige« fanger fik de samme privilegier som de »gode«.

Hvad havde de »gode« fanger gjort? Var de anbragt som stikkere, der skulle spionere blandt de »dårlige« fanger?

Mistro bredte sig blandt fangerne, og samtidig blev sammenholdet blandt vagterne stærkere.

Ændrede opfattelse

Umærkeligt begyndte vagterne at opfatte fangerne, som potentielle ballademagere, der skulle trynes og holdes nede og ikke deltagere i et psykologisk eksperiment.

36 timer inde i forsøget brød den første fange sammen.

Nr. 8612 begyndte at græde, rablede vanvittigt og kom med vredesudbrud.

Stik imod hvad man vil forvente af en erfaren psykolog, var det ikke Philip Zimbardos første indskydelse at hjælpe manden. Tværtimod betragtede han fangens opførsel som et forsøg på at snyde sig til en frigivelse før tid.

Nr. 8612 fik tilbud om privilegeret behandling, hvis han i stedet ville arbejde som stikker for Zimbardo og hans vagter. Fangen lovede at tænke over det, men begyndte få timer senere at skrige ukontrollabelt.

Først sent om natten besluttede Philip Zimbardo at sætte ham på fri fod.

Besøgsdag

Hvad der fandt sted i kælderen under Stanford University i de følgende dage, havde en uhyggelig lighed med dagligdagen i en hvilken som helst fangelejr uden for demokratisk kontrol.

Eksempelvis var Zimbardo nervøs for, hvordan fangernes venner og familiemedlemmer, der var inviteret til at besøge »fængslet« på tredjedagen, ville reagere på den resignerede stemning.

Alle fangerne blev derfor vasket og barberet, cellerne blev rengjort og højttaleranlægget, som normalt blev brugt til at intimidere fangerne med, sendte i dagens anledning blød popmusik.

Zimbardo bad tilmed en attraktiv tidligere cheerleader om at modtage gæsterne med et stort, varmt smil.

Psykologiforsøget var gået i glemmebogen, og Zimbardo selv var på vej til at forvandle sig fra neutral observatør til sadistisk lejrkommandant. Men det skulle blive endnu værre.

Rygter om fangeflugt

En af vagterne havde overhørt en samtale om en flugtplan, der skulle bringes til udførelse, umiddelbart efter at besøgene var overstået.

Fange nr. 8612, som var blevet frigivet natten før, ville bryde ind i kælderen sammen med nogle af sine venner og befri fangerne, forlød det.

Her opstod med andre ord en unik mulighed for at studere en fangeflugt med psykologiske briller. Benyttede Zimbardo sig af den?

Nej, han opsøgte i stedet politiet i Palo Alto, som nogle dage tidligere havde hjulpet ham med at »arrestere« forsøgspersonerne, og bad om at få sine fanger overført til deres mere flugtsikre faciliteter.

Da politiet afslog hans forespørgsel, smækkede han med døren, vred og forarget over den manglende samarbejdsvilje blandt kolleger.

Opslugt af vrede

Tilbage i fængslet fik Zimbardo besøg af en gammel studiekammerat ved navn Gordon Bower. Han var interesseret i eksperimentet, og Zimbardo gav ham et kortfattet referat af, hvad der var sket indtil nu. Da Gordon Bower stillede et relevant spørgsmål om eksperimentets formål, blev Zimbardo igen opslugt af vrede.

Hvad bildte han sig ind, tænkte forsøgslederen. Her stod han med et fangeoprør på trapperne, fangevogternes sikkerhed var i fare, og så skulle han besvare akademiske spørgsmål fra en venstreorienteret idiot, der tydeligvis ikke var i stand til at sætte sig ind i de problemer, han havde at slås med.

Zimbardo var ikke længere psykolog. Han var fuldt og helt forvandlet til lederen af en fangelejr.

Udviklede rødt udslæt

Og hvad værre var: fangerne var ikke længere deltagere i et psykologisk eksperiment. De var - i deres egen overbevisning - fanger.

Den mentale forvandling havde groteske konsekvenser.

Allerede på fjerdedagen var fangernes psykiske tilstand urovækkende. Tre var blevet løsladt og resten var i en miserabel forfatning. Én udviklede et rødt udslæt over hele kroppen, da hans anmodning om prøveløsladelse blev afvist.

Zimbardo havde nedsat et prøveløsladelsesudvalg. Alle fangerne blev spurgt, om de ville give afkald på deres 15 dollars om dagen, hvis de blev løsladt. Stort set alle svarede ja til det spørgsmål.

Ændret virkelighedsopfattelse

Men da de efter høringen blev bedt om at gå tilbage til deres celler, mens udvalget voterede, adlød samtlige fanger.

Hvis de virkelig ønskede at slippe væk og var ligeglade med deres løn, kunne de bare have forladt scenen. De var stadig frivillige deltagere i et eksperiment.

Men i deres forandrede virkelighedsopfattelse var det kun prøveløsladelsesudvalget, der havde magt til at sætte dem fri.

På femtedagen befandt samtlige fanger sig i en tilstand af apati, og en stor del af fangevogterne udviste stigende sadistisk adfærd. Specielt om natten, hvor videooptagerne sædvanligvis kørte, uden at Zimbardo fulgte med på skærmen, tog ydmygelserne af fangerne til i ekstremitet.

»Hurtigt, se hvad der sker nu«

Om aftenen på femtedagen sad Zimbardo sammen med sin daværende kæreste Christina Maslach i kontrolrummet.

Hun var psykolog og havde aftalt med Zimbardo, at hun skulle interviewe de indsatte den følgende dag. Christina Maslach sad og bladede i et magasin, da Zimbardo pludselig prikkede hende på skulderen og pegede på monitoren med alle tegn på fascination:

»Hurtigt, hurtigt, se hvad der sker nu!«

Hvad Christina Maslach så, glemmer hun aldrig: en vagt skreg til en lang række af fanger med fødderne lænket sammen, papirsposer over hovederne og hænderne på hinandens skuldre på vej til toilettet.

»Det er jo forfærdeligt, hvad du gør ved de drenge,« udbrød Christina Maslach, og først i det øjeblik indså Zimbardo, at hans eksperiment for længst var løbet af sporet. Næste morgen afbrød han forsøget og løslod fangerne.

Abu Ghraib

Philip Zimbardo er i dag professor i psykologi og forfatter til en række klassiske lærebøger i faget. Han har forelæst om og undervist i fange/vogter-psykologi siden sit berygtede forsøg i 1971.

I 2004 vidnede han for forsvaret i sagen mod stabssergent Ivan »Chip« Frederick, som var en af vagterne i Abu Ghraib-fængslet i Irak, hvor amerikanske soldater udsatte fanger for psykisk og fysisk tortur.

Philip Zimbardo argumenterede for, at kun meget få mennesker magter at kæmpe imod, når de er tvunget til at opholde sig i et ondsindet miljø.

Domstolen var ikke enig og idømte Ivan »Chip« Frederick otte års fængsel.