Pride-parade: Fra skyld og skam til styrke og stolthed

Stolthed er først og fremmest en social følelse.

Den handler om vores position blandt andre, om selvtillid og om magt.

Derfor har miljøet om LGBTQIA+ også gjort kollektiv stolthed til en central følelse, der kan skabe sammenhold og en oplevelse af at høre til.

Juni er International Pride-måned, og over hele verden markerer LGBTQIA+-personer måneden som en måde at generobre styrke og værdighed på.

Hvad vi er stolte af, og hvordan stoltheden føles, forandrer sig nemlig med tiden.

Følelsen hænger tæt sammen med de sociale, kulturelle og politiske forhold på det sted og i den periode, vi lever i.

Ligesom sin diametrale modsætning, skammen, lader stoltheden sig ikke fastholde i én entydig betydning.

Ved at følge følelsens historie kan vi derfor blive klogere på, hvordan stolthed er blevet til det styrkende og politisk potente begreb, vi kender i dag – samtidig med at forskellige grupper forsøger at tage begrebet til sig og bruge det til deres egne formål.

Religion satte sit præg på stoltheden

I den klassiske jødisk-kristne tradition havde stolthed oprindeligt en stærkt negativ klang.

Evagrius Ponticus, som også blev kaldt Evagrius Eneboeren, var en kristen munk, asket og teolog i det 4. århundrede, som i et egyptisk ørkenkloster udviklede et psykologisk-spirituelt system omkring otte onde tanker (logismoi), hvor stolthed (hyperephania) anses for at være den absolut farligste og mest ødelæggende synd.

Han beskrev stolthed som en overdreven forestilling om ens egen betydning.

Stolthed var samtidig tæt forbundet med en anden af Ponticus' onde tanker: forfængelighed. Her var der tale om et overdrevent og uhensigtsmæssigt behov for ros, anerkendelse og beundring fra andre.

Både stolthed og forfængelighed blev med andre ord betragtet som laster – egenskaber, der kunne føre mennesket på afveje.

Evagrius Ponticus' tanker fik stor indflydelse og fandt vej til den vestlige kirke i begyndelsen af 400-tallet.

I 500-tallet samlede pave Gregor 1. de otte »onde tanker« til de syv dødssynder, hvor stolthed og forfængelighed blev slået sammen.

Roden til al synd

Gregor 1. pegede ligefrem på stoltheden som roden til al synd.

Forklaringen var, at slangen i Edens Have spillede på Evas stolthed og ambition, to følelser, der fristede hende til at spise af den forbudte frugt.

Men stoltheden blev ikke ved med kun at være noget negativt.

I 1300-tallet begyndte den voksende europæiske adel og en stadig mere velstående købmandsklasse at tage ridderlige idealer og æreskodekser til sig.

På trods af kirkens fordømmelse blev stolthed derfor efterhånden også knyttet til mere positive og verdslige forestillinger om ære, berømmelse i kamp og personlig anseelse.

Denne form for stolthed kunne opfattes som både ægte, legitim og berettiget.

På engelsk hang ordets oprindelige, negative betydning dog stadig ved. Uanset hvor god grunden til stoltheden var, hang en rest af synd og selvoptagethed ved begrebet.

Et par århundreder senere beskrev den skotske filosof David Hume stolthed som en følelse, der grundlæggende handler om selvet.

I sit berømte værk 'En afhandling om den menneskelige natur' ('A Treatise of Human Nature') fra 1740 skrev han, at selvom stolthed og ydmyghed er hinandens modsætninger, har de det samme objekt: os selv.

David Hume gik endda et skridt videre. Det, vi er stolte af, betyder ifølge ham kun noget, hvis andre mennesker er klar over det.

Den behagelige følelse af stolthed opstår med andre ord, når vi oplever, at andre respekterer og værdsætter os.

Stolthed i krig og over 'hvidhed'

Gennem en stor del af den vestlige historie har stolthed været tæt forbundet med hierarkier: Hvem står over hvem? Hvem fortjener vores beundring, og hvem gør ikke?

Det gør stoltheden til en følelse med en tydelig politisk side.

Da Storbritannien og de allierede i 1945 kunne fejre afslutningen på Anden Verdenskrig, blev britiske og australske aviser fyldt med overskrifter om 'stolthed' over de millioner af navnløse mennesker, der gennem seks år havde arbejdet og ofret sig for at forsvare demokrati og frihed mod et uretfærdigt og tyrannisk diktatur.

De allieredes 'stolthed' blev samtidig til de besejrede magters skam.

Den tyske historiker Ute Frevert har peget på, at det for enhver stat med ambitioner om en magtfuld position i Europa var afgørende at bevare og genoprette den nationale ære – og dermed også de interesser, principper og moralske værdier, staten hævdede at stå for.

Ære og national stolthed blev på den måde tæt forbundet med magt, og når de blev oplevet som truede, kunne det bruges som begrundelse for krig.

I 2005 samledes omkring 5.000 mennesker, hovedsageligt hvide australiere, på Cronulla Beach i Sydney. Det erklærede mål var tilsyneladende at »generobre stranden fra udefrakommende«.

Det udviklede sig til vold mod mennesker, der blev opfattet som værende af mellemøstlig baggrund. Volden blev blandt andet retfærdiggjort med den 'stolthed', som de hvide australiere hævdede at føle over deres land.

I sandet skrev deltagerne ordene »100% Aussie Pride« – et meget konkret billede på, hvordan følelser kan tages i brug som politiske våben.

Pride som modsætning til skam

Gay pride – eller LGBTQIA+-stolthed – fejres i direkte opposition til skammen.

Hvor skam typisk får os til at gemme os og trække os fra andres blik, er pride en følelse, der vender udad.

I generationer blev LGBTQIA+-personer tvunget til at skjule deres identitet på grund af social stigmatisering, diskrimination og frygt.

'Pride' blev derfor en trodsig og synlig modreaktion på en marginalisering, der ikke blot ramte enkelte personer, men var indlejret i samfundets normer og institutioner.

Når Pride Month igen markeres verden over, er det værd at huske, hvor mange forskellige politiske betydninger stoltheden har haft gennem historien.

I LGBTQIA+-miljøer er pride blevet et krav om retten til at høre til og om tolerance, lighed og accept.

Men stoltheden kan også bruges til det modsatte. Den bliver fortsat taget i brug af grupper, der forsøger at trække skarpe og uretfærdige grænser mellem dem, der angiveligt hører til, og dem, der ikke gør.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.