Der findes to slags parfumer i verden: Kendisparfumen, der skal nå at score kassen på markedet, inden stjernen bag parfumen blegner, og den tidløse klassiker med dens dyre ingredienser og loyale kundekreds.
Selvom navnene på parfumerne overlever, er mange af ingredienserne og kvantiteterne blevet ændret gennem tiden.
International Fragrance Association, som styrer parfumeindustrien, begrænser i stigende omfang de ingredienser og mængder, som parfumeskabere må benytte, har Financial Times rapporteret.
En af årsagerne er, at nogle af nøgleingredienserne klassificeres som allergifremkaldende, eksempelvis ekstrakt af lavplanten egemos (Evernia prunastri), der findes i parfumer som Guerlains 'Mitsouko'. Andre restriktioner pålægges jasmin og ylang ylang.
Sundhed kommer før nydelse
Det kunne tyde på, at sundhed overtrumfer nydelse. Gennem det seneste halve århundrede har bekymringerne over allergiske reaktioner på molekyler i parfumer været stigende. Og naturlige stoffer er lige så meget i søgelyset som syntetiske.
En syntetisk ingrediens består af bare et enkelt molekyle, hvor imod alle naturlige ingredienser indeholder mange forskellige molekyler, der hver især kan være allergifremkaldende.
Så jasmin er, ligesom egemos-ekstrakt, kommet i søgelyset. Man mener, at to molekyler fundet i egemos-ekstrakt, atranol og chloroatranol, er skyld i mindst 20 procent af de allergiske reaktioner overfor parfume.
Mange parfumeskabere er bekymrede, fordi der ikke findes en erstatning for den uforlignelige duft af egemos-ekstrakten, og har bedt EU kommisionen om at anvise et niveau, hvorunder man stadig kan bruge de vigtige molekyler i stedet for helt at fjerne dem.
Markedet for ingredienser til parfume er lukrativt
Parfumerede materialer har eksisteret i tusinder af år. De gamle civilisationer i Nær- og Mellemøsten vidste alt om vidunderlige dufte, når røgelse og sandeltræ blev brændt, og deres aromatiske egenskaber understøttede lukrative markeder.
Samhandel bragte dem til andre lande, såsom oldtidens Egypten - bare tænk på Kleopatra.
Det var araberene, der for 1000 år siden perfektionerede kunsten at destillere planter med damp for at udvinde æteriske olier. Som en sidegevinst blev der også produceret sartduftende vandholdige opløsninger som for eksempel rosenvand, der stadig er populær i arabiske lande.
I den sene Middelalder begyndte parfumerne at ligne dem, vi kender i dag, med de æteriske i alkohol-opløsninger.
I Middelalderen brugte folk dog ikke nødvendigvis parfumen på kroppen. Den engelske konge Henrik V bar parfumeret materiale med moskus (duftstof der udvindes fra et kirtelsekret udskilt af moskushjortens han) og ambra (sekret der udskilles i kaskelothvalens mave) for at afværge pest og dårlig lugt.
Henrik IV af Frankrig, måske Frankrigs mest populære monak, skal efter sigende have duftet så stærkt, at hans anden hustru, Marie af Medici besvimede, da hun mødte ham første gang. Efter den franske revolution i 1799 blev betegnelsen 'Eau de Cologne' stærkt forbundet med Napoleon Bonaparte, som brugte temmelig meget af det.
Naturlige eller syntetiske stoffer?
Indtil anden halvdel af det 19. århundrede blev parfumer udelukkende fremstillet af naturlige ingredienser; som man fremstillede ved at presse eller destillere planteprodukter.
Da kemikerne begyndte at forstå molekylernes opbygning, og hvordan man kunne fremstille dem syntetisk, blev det muligt, at fremstille nye dufte.
Den kunstige fremstilling sikrede forsyningen af kendte molekyler, mens andre var nye og ukendte i naturen.
Houbigants ‘Fougere Royale’ fra 1882 brugte syntetisk kumarin, som oprindelig blev isoleret i tonkabønner i 1820, mens Guerlains ‘Jicky' fra 1889 brugte syntetisk vanilje, som kunne fremstilles efter opdagelsen af den kemiske reaktion kaldet Reimer-Tiemann i 1874.
(Foto:Shutterstock)
Man kan stadig købe ‘Jicky' idag. Den anses for at være den første moderne parfume, som blev skabet gennem en lodret struktur; de tre noter parfume består af.
Noterne i parfume: Top, hjerte og bund
Topnoterne er den umiddelbare duft, fremkaldt af de flygtigste molekyler som dominerer de første minutter. De leder til mellemnoterne - også kaldet hjertenoter - der er primærduften og parfumens personlighed.
De bliver på huden i 2-3 timer, og er dem, man dufter tydeligst. Efter alle molekylerne er fordampet, følger bundnoterne, der bliver på huden i 5-6 timer og giver duften dens vedvarende dybde.
De tunge molekyler afhjælper de andre molekylers flygtighed og kaldes ofte stabilisatorer. I ‘Jicky' er topnoterne af lavendel, citron og bergamot, efterfulgt af tilsvarende kølige rose mellemnoter, med varme bundnoter af rav, moskus og vanilje.
Engang beskrevet som ‘un ballet olfactif’ - en ballet for lugtesansen.
Billige syntestiske råvarer
Omkring den tid da ‘Jicky' blev lanceret, opstod et stort lykketræf. I 1888 forsøgte den tyske kemiker Albert Baur at syntetisere 3-tert-butyltoluene. Han håbede at fremstille et sprængstof, der var endnu bedre end trotyl (TNT).
Det lykkedes ikke, men stoffet havde en fantastisk moskusduft og blev kendt som ‘Baurs musk’. Seks år senere skabte Baur musk-keton, som anses for, at være den bedste syntetiske udgave af den naturlige moskusduft. Indtil da var moskushjorten den eneste kilde til moskusduftende molekyler til fremstillingen af parfumernes bundnoter.
Selvom man godt kunne få fat i muscone, den kemiske sammensætning bag moskusduften, uden at slå dyret ihjel, var resultatet i praksis et dødt dyr. Baurs opdagelse var både et billigere og mere humant alternativ.
I næsten hundrede år var nitromusk en uundværlig ingrediens for parfumeskabere. Lige indtil man fandt ud af, at det kunne medføre lysoverfølsomhed, som kunne give hudreaktioner som udslæt og eksem. Man har endnu ikke fundet en helt tilfredsstillende erstatning.
Lige efter år 1900 blev endnu en fantastisk duftklasse introduceret. George Darzens opfandt syntesen, der er opkaldt efter ham - Darzens condensation reaction - som viste sig at være en fremragende måde at fremstille aldehyd på.
Særligt methyl nonyl acetaldehyd, som kan give parfume en frisk duft. Det blev brugt i Houbigants ‘Quelques Fleurs' (1912), og lige efter 1. Verdenskrig var den blandt de aldehyder, som Ernest Beaux brugte til at give Chanel No 5 sin fantastiske klarhed.
Kemikere har udviklet mange andre lugtstofmolekyler til overkommelige priser til brug for parfumeskaberne, for eksempel ethyl vanillin ('Shalimar'), gamma-undercalactone ('Mitsuoko'), methyl dihydrojasmonate ('Eau Sauvage', 'Chanel No 19') ethylmaltol ('Angel') og Karanal ('Gucci pour Homme').
Aromatiske blandinger dominerer
Næsten alle parfumer er i dag en blanding af naturlige og syntetiske molekyler - som både er mere tilgængelige og som regel også billigere.
Selvom ingredienserne koster langt under under fem procent af udsalgsprisen (emballage og reklame koster langt mere), bliver parfumeskaberne hele tiden presset af bogholdere, der tæller kroner og ører, til at finde billigere ingredienser, og det er ikke let.
Kemien har hjulpet parfumeskaberne med at finde nye og billigere ingredienser, men nu ved vi også mere om allergener og hvilke kemikalier, der kan give allergiske reaktioner.
I nyere tid var nitromoskus en af de første, der blev forbudt. Parfumeskaberne bliver nu nødt til at finde andre veje til den perfekte duft, hvor de ikke forårsager uønskede reaktioner.
Næste gang du dufter en fantastisk parfume, så tænk på alle de menneskers dygtighed - kemikere og parfumeskabere - som giver dig denne oplevelse, og på hvordan videnskaben bag parfume er blevet endnu mere indviklet.
Simon Cotton hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret i The Conversation. 
