Arkæologer, sprogforskere og genetikere har diskuteret det heftigt de sidste 10 år.
Hvem var de modige søfarere, der befolkede de polynesiske øer i deres velkendte katamaraner?
Nu ser det ud til, at to studier i det højt ansete tidsskrift Science løser gåden:
Stillehavet blev befolket af mennesker fra Taiwan, der undervejs efterlod et karakteristisk spor af sirligt dekoreret lertøj. Det som især afgør sagen er, at begge studier når samme konklusion fra vidt forskellige forskningsdiscipliner.
Dels genetiske studier af en mavebakterie, der er rejst med som blind passager i de oprindelige søfareres maver. Dels en undersøgelse af hidtil uset omfang af de lokale sprogs udvikling og spredning. Den undersøgelse tegner et klart billede af, hvor og hvornår de forskellige øer blev befolket.
»Jeg ser det som utrolig stærk støtte fra bakterieanalysen for hovedkonklusionerne i sproganalysen,« siger arkæologiprofessor Colin Renfrew fra Cambridge University, England, som ikke selv har deltaget i forskningen og fortsætter:
»Man får to fuldstændig forskellige bidder af forskning, der støtter hinanden temmelig meget.«
Sproget efterforskes
Sprog er glimrende fartøjer til en rejse tilbage i tiden. Sproget indeholder nemlig langt mere end blot mening - hvad vi siger til hinanden. Vi lægger vores identitet i sproget og knytter bestemte kulturtræk til det.
Men sprog er ikke uforanderlige - langt fra. De ændrer sig med tiden. Forskellige dialekter, der i starten var gensidigt forståelige, bliver gradvist fjernere og fjernere.
Det er kernen i tidsrejsen - beslægtede sprog har et fælles udspring, og ved at sammenligne dem kan man tegne et stamtræ.
Det er hvad sprogforskeren Russell D. Gray - sammen med to kolleger fra Auckland Universitet i New Zealand - nu har gjort for de polynesiske sprog. De er en del af den austronesiske sprogfamilie, som med over 1.200 sprog (ca. en femtedel af alle kendte sprog!) er en af verdens største sprogfamilier.
Austronesiske sprog tales over et enormt spænd helt fra Madagaskar i vest til Påskeøen i øst og fra Taiwan i nord til New Zealand i syd.
Mennesker rejste fra Taiwan
Undersøgelsen er ikke så lidt af en opgave. Men ved hjælp af en ny databasebaseret computeranalyse kunne forskerne gabe over hele 400 austronesiske sprog med repræsentanter fra alle undergrupper.
De tegnede et stamtræ over sprogenes udvikling og spredning, der blev kalibreret og fæstnet til sted og tid ved hjælp af en serie arkæologiske fund.
Det afslører, at den austronesiske oprindelse stod i Taiwan for omtrent 5.200 år siden.
Fra Taiwan er spredningen gået i pludselige spring. Det første kom efter en lang pause for omtrent 3.800 år siden, hvor austroneserne bredte sig fra Taiwan. De rejste mod syd til Filippinerne, Borneo og Indonesien, og mod øst til Ny Guinea, Vanuatu og Ny Kaledonien inden de nåede Tonga, Samoa og Fiji for 2.900-3.200 år siden.
Undervejs udviklede de i samspil med eksisterende befolkninger Lapita-kulturen, der blandt andet er kendetegnet ved sirligt dekoreret keramik, økser, muslingesmykker og tatoveringer.
De fjerne øer i det østlige Polynesien blev befolket efter yderligere en lang pause på 1.400 år.
Teknologien overvinder havet
Gray mener, at de store pauser tyder på, at austroneserne var strandet foran uoverkommeligt store barrierer af åbent hav.
Første gang i selve Taiwan, hvor ingen kunne krydse det 350 km vide hav. Først da en gruppe udvikler en helt ny skibskonstruktion - udriggerkanoer med sejl - kunne befolkningen udvandre.
Idéen støttes af, at ord forbundet med den type kanoer kun findes udenfor Taiwan. Koloniseringen af det østlige Polynesien, har igen krævet nye opfindelser. Her peger forskerne på, at større, mere stabile, både og evnen til at navigere efter stjernerne, har været nødvendige faktorer for at kunne krydse det åbne ocean.
»Det peger på, at teknologiske gennembrud har spillet en afgørende rolle i menneskets kolonisering af verden,« siger en anden af forskerne bag resultatet, Simon Greenhill fra Auckland Universitet.
Parasit støtter sproganalysen
Billedet fra sproganalysen støttes af studiet af den menneskelige parasit Heliobacter pylori. Studiet er ledet af mikrobiologen Mark Achtman ved University College Cork i Irland.
Med 212 bakteriestammer fra oprindelige folk i hele regionen har de kortlagt bakteriernes genetiske forskelle. Og ligesom sprogforskerne har de samlet det til et stamtræ, der viser det samme opsplitningsmønster og den samme spredning fra Taiwan.
Desuden støttes konklusionerne også af arkæologiske fund, så gåden om Stillehavets kolonisering må siges at være løst med meget stor sikkerhed.
De to artikler tager et skridt mod en spændende ny forskningsretning, hvor genetisk og lingvistisk data mødes i en syntese over menneskets historie. Det er en tilgang til forskning, der formentlig også kan bruges i resten af verden.
