Historien går i lige linje fra fortid til fremtid. Hvad vi gør i dag, præger dagen i morgen. Eller hvad?
Sådan ser det ikke helt ud til at hænge sammen i arkæologien lige nu.
Forureningen med plast præger fortidens arkæologiske fund. Mikroplast kan endda udgøre en fare for arkæologiske udgravninger, mener britiske forskere.
Det konkluderer de i et nyt studie, der er publiceret i Science of The Total Environment.
Forskerne har undersøgt jordprøver, der stammer fra 100-200 år efter Kristi fødsel, og fundet, at de indeholder mikroplast.
De bittesmå stykker plast, der kan være op til en halv centimeter i størrelse, stammer ikke fra en visionær bondebefolkning, der levede for næsten 2.000 år siden og brugte plastik.
Mikroplasten har fundet ned i den dybe jord, selvom prøverne lå mere end syv meter under jordens overflade og blev udgravet i 1980'erne. Prøverne har været opbevaret på University of York siden da.
»Det føles som et vigtigt øjeblik, der bekræfter, hvad vi bør forvente: At det, der tidligere blev anset for at være uberørte arkæologiske fund, klar til undersøgelse, faktisk er forurenet med plastik, og at det inkluderer fund, der blev samlet og opbevaret i slutningen af 1980'erne,« siger John Schofield, professor og studieleder ved University of Yorks afdeling for arkæologi, i en udtalelse ifølge CNN.
En populær bevaringsmetode i arkæologien hedder ‘in situ’, hvor det bevaringsværdige opbevares på stedet. Men det kan være tid til at ændre den metode, foreslår forskerne, når mikroplast kan nå ned og beskadige de bevaringsværdige genstande i jorden.
bhe

































