I takt med at klimabevidstheden breder sig, søger mange mere bæredygtig mad at sætte på bordet.
Og nu peger et nyt studie i retning af tang, bløddyr og skidtfisk som bedre kilder til protein og sunde fedtsyrer.
Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
For der er en hel del, vi går glip af, ved ikke at søge mad dybere i havet:
»De klimavenlige skidtfisk, der lige nu bliver brugt til svinefoder eller til at lave fiskeolie, er fisk, der lever nær havets bund,« forklarer Ole G. Mouritzen i pressemeddelelsen. Han er hovedforfatter til den videnskabelige artikel og professor i gastrofysik ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet:
»Brislinger alene kan faktisk bruges til at dække 20 procent af vores proteinbehov i Danmark, og på den måde undgår vi at drive rovdrift på de mere kendte fiskearter som torsk, rødspætter og laks.«
Studiet peger også på tang og alger, der er sprængfyldt med næringsstoffer, som klimavenlige alternativer.
Og kun 500 ud af 10.000 arter tang er overhovedet anerkendt som fødevarer, så der er nok at tage af.
\ Læs mere
Det samme kan siges om blæksprutter, hvor kun 30 ud af 800 arter ender på en tallerken på globalt plan.
»Det er vigtigt, at vi bliver ved med at formidle de her nye muligheder for at spise bæredygtigt, så vi langsomt kan ændre vores vaner og traditioner. Det håber vi, at det her studie kan være med til,« forklarer Mouritzen i pressemeddelelsen.
Studiet er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Frontiers of Psychology.