Ny bog: Strøm i hjernen gav lyst til alkohol og Johnny Cash

‘Genetic Me’ (en dokumentarfilm, som Lone Frank har været med til at lave, red.) jager jeg rundt mellem psykologer og adfærdsgenetikere og får at vide, hvordan gener i høj grad tegner konturerne af personligheden, og at den under normale omstændigheder er ret stabil gennem et livsløb.

Affind dig med dig selv, er forskernes samstemmende og velmente råd.

Men gener skaber personlighed ved at indrette den måde, hjernen reagerer på de påvirkninger, der kommer udefra.

Hvis man går den anden vej – piller direkte ved hjernen – må personligheden følge med og selvet dermed blive et andet. Og det er lige præcis det, den elektriske stimulation viser.

Strøm til hjernen kan give lyst til at høre Johnny Cash

Tag historien om patient B, som i 2014 gik verden rundt i medierne. Denne 59-årige hollænder havde hele sit voksne liv lidt af OCD, men blev med succes behandlet med dyb hjernestimulation i sin nucleus accumbens (et område dybt inde i hjernen, se faktaboks, red.).

Alting gik glat, og symptomerne svandt, men efter et halvt års tid opstod der den bivirkning, at han fik smag for Johnny Cash.

Hidtil havde B haft en meget fast musiksmag, som gik i retning af hollandsk rock og Rolling Stones, mens country and western ikke sagde ham noget. Nu måtte han bare høre The man in black og levede sig virkelig ind i mandens sange.

Patient B oplever en forandring i sig selv, som er dybtgående, men som samtidig kan slås til og fra. Trangen til Cash og hans univers svinder nemlig og giver igen plads for Rolling Stones, så snart stimulatorens batteri løber tør, eller ledningen knækker. Og dette tænd-sluk fænomen gælder ikke bare for musiksmag, men også for det man kan kalde egentlige personlighedstræk.

LÆS OGSÅ: Sådan taler elektroder hjernens sprog

Psykiatere fjerner perfektionisme med størm

Den samme gruppe ved Academish Medisch Centrum i Amsterdam, som opererede B, beskriver i en artikel, hvordan to andre OCD-patienter forvandler sig i takt med parametrene på deres stimulator. Så snart strømstyrken kommer lidt for højt op, bliver begge præget af en kraftigt oppustet følelse af selvtillid og en hidtil uset impulsivitet.

Chefkirurgen bag observationerne er Richard Schuurman. Han er en høj og benet hollænder med en tør humor og den eneste her til mødet i Maastricht, som taler om personlighed (Lone Frank befinder sig på dette tidspunkt til en forskningskonference i Maastricht, Holland, red.).

Han indleder med den hollandske kvinde, der ligesom B blev befriet for sin svære OCD, men som ikke brød sig om prisen. Hun mistede nemlig samtidig den stærke hang til perfektionisme, som var et af symptomerne, og sad tilbage med en personlighed, hun selv fandt for slap. Hun savnede sin sygdom.

For en anden kvinde var det omvendt. Den elektriske stimulation forvandlede hende fra en tilbageholdende og indadvendt eksistens til at være udadvendt og sprudlende.

Forandringen har givet hende et problem med alkohol og vanskeligheder i ægteskabet, men hun er ligeglad og elsker sin nye personlighed.

Måske selvet slet ikke eksisterer

»Hvad er selvet?« spørger Schuurman på et tidspunkt ud i salen. Ikke fordi han venter svar, men for at påpege, at hans og kollegernes iagttagelser netop sætter spørgsmålstegn ved vores vaneforestillinger.

Vi tænker på selvet eller vores jeg som en slags indre kerne. Inde under alle mulige lag af opdragelse og kultur findes der et ægte eller sandt jeg, som vi kan identificere, hvis vi gør os umage og mærker rigtig godt efter. Er man ude at skide i sit liv, skal man som bekendt ‘finde sig selv’.

Forestillingen om den stabile indre kerne er ældgammel og sejlivet, men den er en illusion under nedbrydning, fordi den passer elendigt med, hvad videnskaben viser os. Ingen kan udpege noget særligt hjerneområde eller nogle bestemte celler, som skaber personligheden eller fornemmelsen af et selv.

Faktisk kunne den blege Schuurman bare tage munden fuld og sige tingene ligeud: Selvet er, hvad han og hans kolleger gør det til.

Deres resultater siger jo meget klart, at der ikke eksisterer noget fasttømret selv, men at en person til enhver tid er sin hjernes tilstand. Sæt en smule strøm til hist eller her, og du bliver en anden.

Sæt en smule strøm til hist eller her, og du bliver en anden.

Lone Frank, ph.d. og journalist.

Den erkendelse fører til gengæld noget med sig, som jeg ikke kan høre nogen diskutere på mødet. Men når vi dels erkender, at selvet er flydende og formbart, dels udforsker, hvordan det rent teknologisk kan formes, åbner det for spørgsmålet om grænser.

Hvor går grænsen for, hvad man kan forestille sig at forandre med elektrisk stimulation, og bliver der overhovedet ved at være en grænse? Hvad nu hvis det handlede om psykopati?

LÆS OGSÅ: Kan man omvende en bøsse med elektroder i hjernen?

Forsker: Psykopati kan muligvis kureres med strøm

Det er en gruppe afvigere (psykopater, red.), som den moderne kultur er stærkt fascineret af, og hvis hjernefysiologiske defekter forskerne interesserer sig vældigt for og så småt er ved at kunne indkredse.

Hvad nu hvis man faktisk kunne sætte en diskret elektrode i hovedet på et ellers ufølsomt menneske og gøre vedkommende empatisk? Ville det støde vores moralske fornemmelser, eller ville vi mene, det var en aldeles glimrende mulighed?

Den italienske neurolog Alberto Priori er inde på noget i den stil i en artikel fra 2012 om moralens anatomi. Priori kortlægger den eksisterende viden om, hvordan hjernen bearbejder moralske spørgsmål og laver moralske vurderinger.

Dernæst argumenterer han for, at vi endelig bør bruge denne viden til at udvikle ‘terapeutiske strategier for neurologisk baseret abnorm moralsk adfærd’.

Helt praktisk foreslår Priori, at man laver dyb hjernestimulation for blandt andet at behandle aggression og ‘andre former for patologisk antisocial adfærd, herunder seksuelle voldsforbrydere og pædofile’.

Du kan læse mere om bogen, Lystens Pioner, på forlaget Gyldendals hjemmeside.