Tandstikker er et af de ældste og simpleste redskaber menneskeheden har, og en stigende bevisbyrde peger på, at vores evolutionære fætre og kusiner, neandertalerne, også var flittige med tandstikkerne.
Senest er det et polsk studie, som finder bevis for, at neandertalerne praktiserede grundig mundhygiejne.
Det skriver mediet Science in Poland.
I studiet har man analyseret en række tænder, som blev fundet i en polsk grotte i 2010, og det mest bemærkelsesværdige fund er en velbevaret kindtand, der ifølge studiet har tydelige spor efter brug af tandstikker: Tynde fordybninger i siden af tanden, som tyder på mange gentagne ind-og-ud-bevægelser, som med en tandstikker.
Ud fra tandens egenskaber samt en kulstof 14-analyse af området vurderer forskerne, at tanden tilhørte en mandlig neandertaler i 30’erne, som levede for 46.000 år siden.
»Det lader til, at tandens ejer brugte mundhygiejne. Sandsynligvis sad der madrester mellem de to sidste tænder, som skulle fjernes,« fortæller arkæolog Wioletta Nowaczewska ifølge Science in Poland.
»Vi ved ikke, hvad han lavede tandstikkeren af – et stykke af en gren, et stykke knogle eller en fiskeknogle. Det ville have været nødt til at være et temmelig stift, cylindrisk objekt, som individet brugte nok gange til, at det efterlod tydelige spor.«

Flere andre steder i Europa har man også fundet tegn på, at neandertalerne gik op i deres tænder, skriver ScienceAlert.
I 2017 fandt arkæologer i Kroatien en 130.000 år gammel neandertaler-tand, som bar tegn på at være blevet stanget og mejslet.
Endnu ældre neandertaler-tænder blev fundet i Spanien i 2013, hvor forskerne endda fandt trærester mellem to af kindtænderne.
I den polske grotte har man fundet mange andre tænder, men de fleste er så nedbrudte, at de har været svære at analysere.
Måske neandertalermandens eksemplariske mundhygiejne har gjort, at hans bisser overlevede tidens tand.
Forskningen blev offentliggjort i tidsskriftet Journal of Human Evolution.
cll