Musik er en kemisk ballet i hjernen

Når Teitur åbner Orange Scene på Roskilde Festival torsdag aften, så kan festivalgæsterne dykke ned i et musikalsk bad af dimensioner. Men hvorfor lytter vi til musik, og hvad gør musikken ved os?

Det kan Peter Vuust svare på. Han er aktiv jazzmusiker, professor ved musikkonservatoriet i Århus og dertil lektor ved Center for Funktionel Integrativ Neurovidenskab (CFIN) ved Århus Universitet.

Han har også en finger med i spillet i adskillige forskningsprojekter, hvor der kigges nærmere på, hvad musik er for en størrelse set i en hjernemæssig optik.

Musikken sætter en stemning

»Først og fremmest er musik kunstværker i tid,« forklarer Peter Vuust.

»Og uden at komme ind på en definition af, hvad kunst er, så kan vi i hvert fald konstatere, at musik formidler en følelse. Og musik er rigtig god til at formidle den samme følelse til mange forskellige mennesker.«

Annonce:

\ Fakta

LÆS OGSÅ

videnskab.dk: Roskilde Festival er den rene leg

»Bare tænk på en begravelse, hvordan musikken bruges til at sætte en stemning. Spilles musikken til en koncert, formidler man altså den samme følelse til et stort antal forskellige mennesker på samme tid. Det vil sige, at musikken er stemningssættende. Det skal der ikke den store hjerneforskning til for at konstatere,« siger han.

Vi hører musik med hjernens sprogcenterMen det, som hjerneforskningen kan bidrage med, er en forståelse af, hvad der sker i hjernen, når vi hører musik.

»Når vi lægger folk i en hjerneskanner, kan vi se, at den del af hjernen, vi også bruger, når vi taler, er aktiv, når de lytter til musik. Så hjernen opfatter musik som et slags sprog,« forklarer Peter Vuust.

Hjernen er en forudsigelsesmaskine

Enhver, der har kæmpet med at lære et fremmedsprog som voksen ved, at sprog i høj grad handler om regler, og det samme kan man sige om musik. Når vi lytter til musik, så lytter vi efter reglerne eller mønstret. Når vi kan forudsige mønstret, udløses der lidt dopamin, som er hjernens lykkestof, og vi bliver glade og tilfredse.

»Hjernen er en forudsigelsesmaskine, der skal sikre os flest mulige chancer for overlevelse. Derfor belønnes vi, når vi gætter rigtigt,« siger Peter Vuust.

Når Teitur åbner Orange Scene på Roskilde Festival torsdag aften, så kan festivalgæsterne dykke ned i et musikalsk bad af dimensioner. Men hvorfor lytter vi til musik, og hvad gør musikken ved os? Det kan Peter Vuust svare på. Han er aktiv jazzmusiker, professor ved musikkonservatoriet i Århus og dertil lektor ved Center for Funktionel Integrativ Neurovidenskab (CFIN) ved Århus Universitet. Han har også en finger med i spillet i adskillige forskningsprojekter, hvor der kigges nærmere på, hvad musik er for en størrelse set i en hjernemæssig optik. Musikken sætter en stemning»Først og fremmest er musik kunstværker i tid,« forklarer Peter Vuust. »Og uden at komme ind på en definition af, hvad kunst er, så kan vi i hvert fald konstatere, at musik formidler en følelse. Og musik er rigtig god til at formidle den samme følelse til mange forskellige mennesker.« »Bare tænk på en begravelse, hvordan musikken bruges til at sætte en stemning. Spilles musikken til en koncert, formidler man altså den samme følelse til et stort antal forskellige mennesker på samme tid. Det vil sige, at musikken er stemningssættende. Det skal der ikke den store hjerneforskning til for at konstatere,« siger han. Vi hører musik med hjernens sprogcenterMen det, som hjerneforskningen kan bidrage med, er en forståelse af, hvad der sker i hjernen, når vi hører musik. »Når vi lægger folk i en hjerneskanner, kan vi se, at den del af hjernen, vi også bruger, når vi taler, er aktiv, når de lytter til musik. Så hjernen opfatter musik som et slags sprog,« forklarer Peter Vuust. Hjernen er en forudsigelsesmaskineEnhver, der har kæmpet med at lære et fremmedsprog som voksen ved, at sprog i høj grad handler om regler, og det samme kan man sige om musik. Når vi lytter til musik, så lytter vi efter reglerne eller mønstret. Når vi kan forudsige mønstret, udløses der lidt dopamin, som er hjernens lykkestof, og vi bliver glade og tilfredse. »Hjernen er en forudsigelsesmaskine, der skal sikre os flest mulige chancer for overlevelse. Derfor belønnes vi, når vi gætter rigtigt,« siger Peter Vuust. Hernen på stand byMen hvis mønstret er alt for forudsigeligt, går hjernen på stand by, og der er ikke den store belønning at hente. Men hvis vi kun kan forudsige en del af mønstret, mens andre dele af det overrasker os, så bliver vi belønnet med dopamin. Nysgerrig adfærd har nemlig sikret vores overlevelse som art, og derfor bliver den også belønnet med dopamin. Hvis man ikke kender et musiknummer særlig godt, eller omvendt hvis man har lyttet rigtig meget til det, så er hjernen ikke vild med netop det nummer. Det gælder altså om at finde balancen, hvor man kender musiknummeret uden at det er blevet overspillet endnu. »Der tegner sig en omvendt u-kurve, hvor et ukendt eller et alt for velkendt stykke musik ikke er noget, man bryder sig om,« forklarer Peter Vuust. En koncert er en kemisk balletNår pladsen foran orange scene er fyldt til bristepunktet af musiknydende festivalgængere, svinger tilskuerne i takt på mere end en måde. Kroppene følger rytmen, og alle tilskuere sættes i den samme stemning, mens deres hjerner arbejder på højtryk for at afkode musikkens mønster. Oplever de genkendelsens glæde, fordi de kan forudsige musikkens mønster, så frigives lidt dopamin, men hvis de oplever overraskelsens fryd, sker det samme. Kemien i hjernen danser i takt med rytmen, der kommer ud af højtalerne.

Hernen på stand byMen hvis mønstret er alt for forudsigeligt, går hjernen på stand by, og der er ikke den store belønning at hente. Men hvis vi kun kan forudsige en del af mønstret, mens andre dele af det overrasker os, så bliver vi belønnet med dopamin. Nysgerrig adfærd har nemlig sikret vores overlevelse som art, og derfor bliver den også belønnet med dopamin.

Annonce:

Hvis man ikke kender et musiknummer særlig godt, eller omvendt hvis man har lyttet rigtig meget til det, så er hjernen ikke vild med netop det nummer. Det gælder altså om at finde balancen, hvor man kender musiknummeret uden at det er blevet overspillet endnu.

»Der tegner sig en omvendt u-kurve, hvor et ukendt eller et alt for velkendt stykke musik ikke er noget, man bryder sig om,« forklarer Peter Vuust.

En koncert er en kemisk ballet

Når pladsen foran orange scene er fyldt til bristepunktet af musiknydende festivalgængere, svinger tilskuerne i takt på mere end en måde.

Kroppene følger rytmen, og alle tilskuere sættes i den samme stemning, mens deres hjerner arbejder på højtryk for at afkode musikkens mønster. Oplever de genkendelsens glæde, fordi de kan forudsige musikkens mønster, så frigives lidt dopamin, men hvis de oplever overraskelsens fryd, sker det samme. Kemien i hjernen danser i takt med rytmen, der kommer ud af højtalerne.