Menneskeheden og naturen er ikke adskilte - for at løse klimakrisen må vi se dem som en helhed

Fra bolig og transport til fødevareproduktion og modetøj. Civilisationen tvinger klimaet i knæ.

Nærmest hver eneste industrisektor bidrager til planetens ødelæggelse - og det er ingen tilfældighed.

Et dybere problem ligger til grund for den utilpashed, der omgiver planetens økosystemer. Et problem, hvis oprindelse kan dateres tilbage til længe før den industrielle revolution.

For i sandhed at være i harmoni med naturen, er det nødvendigt, at vi også ser menneskeheden som værende en del af den - igen.

Det hele startede med de jødisk-kristne værdier

Den udbredte distinktion mellem menneske og natur, som eksisterer i den vestlige kultur, kan spores tilbage til et par centrale steder i historien.

Det er en kompleks historie, som begynder for omkring 2.000 år siden, da mennesket tog de jødisk-kristne værdier til sig.

Før dette tidspunkt dominerede trossystemer, der havde flere guder og jordånder, som for eksempel hedenskhed. Trossystemer, der mente, at det hellige fandtes i naturen, og at mennesket var en del af denne helhed.

Dette syn ændrede sig imidlertid da jødedommen og kristendommen vandt frem som dominerende religiøse kræfter i det vestlige samfund.

Den eneste Gud - såvel som hellighed og frelse - blev genplaceret uden for naturen.

Læste man det gamle testamente blev man fortalt, hvordan Gud lavede mennesket i sit eget billede, og at han gav dem herredømme over Jorden.

LÆS OGSÅ: Klimaforandringer: Det ved vi om klimaets tilstand

Menneskets antropocentrisme er skyld i klimakrisen

Som historiker Lynn White er berømt for at sige, var det de jødisk-kristne værdier, som blev grundlaget for den moderne antropocentrisme, der er forestillingen om, at mennesket er noget andet og mere overlegent end den ikke-menneskelige verden - naturen.

Mennesker, som har deres religiøse ståsted i Bibelen, har faktisk en tendens til at give udtryk for en markant større bekymring for, hvordan klimaet påvirker os mennesker, end hvordan det påvirker dyr.

I starten af det 17. århundrede mente den moderne filosofis franske fader, René Descartes, at verden er opdelt mellem sindet og inert stof (stof der er utilbøjelig til at indgå i kemiske forbindelser med andre stoffer).

Som det eneste rationelle væsen anså Descartes mennesket som adskilt fra naturen og som værende naturen overlegen. Ikke-menneskelige dyr blev betragtet som sindsløse maskiner, der kunne kommanderes og udnyttes som man ønskede.

Descartes' tanker havde en enorm indflydelse på udformningen af den moderne opfattelse af videnskaben såvel som forestillingen af dyr og menneskers identiteter i det vestlige samfund.

Filosof Val Plumwood var blandt de første, der antydede, at sådanne holdninger forårsager verdens miljøkriser. Når vi eksempelvis taler om 'naturlige ressourcer' og 'fiskebestande' antyder vi, at Jorden ikke har nogen værdi udover det, den giver os mennesker.

Dette fører til, at vi hensynsløst udnytter Jorden.

Ifølge Plumwood var denne modsætning mellem fornuft og natur med til at legitimere underkastelse af sociale grupper, som var tæt forbundet med naturen - kvinder, arbejderklassen, de koloniserede og det oprindelige folk.

Mennesket og naturen deler skæbne

Forskere som Timothy Morton og Bruno Latour minder os om, at det at se den naturlige verden som noget separat ikke alene er et etisk problem - det er også empirisk falsk.

Mikroorganismer i vores tarme hjælper fordøjelsen, mens andre udgør en del af vores hud. Bier og hvepse hjælper med at producere den mad, vi spiser, mens fotosyntetiske organismer som træer og planteplankton leverer den ilt, vi har brug for, og optager den kuldioxid, vi udånder.

Inden for det antropogene ser vi mere og mere, hvordan menneskehedens skæbne hænger sammen med naturens skæbne.

Regeringer og virksomheder har udviklet en sådan kontrol over de naturlige systemer, de udnytter, at de destabiliserer den grundlæggende kemi i vores globale klimasystem.

Som resultat af dette vil uudholdelig varme, stigende havstande og stadig hyppigere og mere ekstreme vejrbegivenheder gøre millioner af mennesker og dyr til flygtninge.

LÆS OGSÅ: Vil klimaforandringerne gøre det af med menneskeheden?

Mennesket er en del af en helhed

Den gode nyhed er, at denne opfattelse af, at mennesket er adskilt fra naturen, ikke er universel blandt planetens indbyggere.

Både australske, amerikansk-indiske og utallige andre trossystemer fremhæver ofte, at ikke-mennesker har en indre værdi, der skal respekteres, frem for at være eksterne objekter, der skal regeres eller udnyttes.

Ligeledes ser østlige filosofier og religioner, som eksempelvis Zenbuddhismen, mennesket og naturen som en helhed. De fremhæver det faktum, at der ikke findes et selvstændigt selv, og at alt afhænger af andres eksistens og velbefindende.

For eksempel har Bhutan – under stor indflydelse af mahayanabuddhismen – gjort økologisk modstandsdygtighed til en del af deres forfatning. Deres mål er, at mindst 60 procent af nationen skal bestå af skov, og så er landet ét af bare to lande i verden, som rent faktisk absorberer mere kulstof end de udsender.

Bhutan måler ikke deres fremskridt i BNP, men derimod et indeks, de kalder ’bruttonational lykke’. Dette indeks prioriterer den menneskelige og økologiske velvære frem for ubegrænset økonomisk vækst.

LÆS OGSÅ: Forskere: Sådan kan danske byer blive CO2-neutrale

Klimakrisen kræver kursændring

Det kommer til at tage tid, og uddannelse er nøglen.

På tværs af discipliner er lærebøger på de videregående uddannelser med til at opretholde menneskets destruktive forhold til naturen. Disse bør laves om, så det er muligt at styre dem, der er på vej ud på arbejdsmarkedet, i en retning, hvor man kerer sig om miljøet.

Hvis vi ønsker at skabe fundamentale ændringer i menneskets verdensbillede, er vi nødt til at starte hos de unge.

En praksis som natur-dagbøger i den tidlige grundskole – hvor børnene indfører deres oplevelser af den naturlige verden i skrift og kunstform – kan kultivere undring og samhørighed med den naturlige verden.

Skoler bør benytte enhver lejlighed i læseplanen og frikvartererne til at fortælle børnene en historie om vores ståsted i den naturlige verden.

Økonom og filosof Charles Eisenstein opfordrer til en overordnet ’levende Jord’-fortælling, der ikke ser Jorden som en sten af ressourcer, vi kan udnytte, men som et levende system, hvis helbred afhænger af sundheden for alle dens væv og organer – vådområder, skove, tang, mangrover, fisk, koraller og mere.

Hvis man tager udgangspunkt i denne fortælling bliver beslutningen om at fælde en skov til græsning af kvæg ikke kun vurderet i forhold til kulstofregnskabet – der gør det muligt for os mennesker at opveje ved at installere solcellepaneler – men vurderet i forhold til respekt for skoven og dens beboere.

En sådan verden virker måske utænkelig.

Men hvis vi bruger vores fantasi nu, kan det måske være, at vores børnebørn – om ganske få årtier – skaber den historie, som vi gerne vil have, de tror på.

Heather Alberro arbejder ikke for, konsulterer, ejer aktier eller modtager finansiering fra nogen virksomhed eller organisation, der kan drage fordel af denne artikel, og har ikke nogen relevante tilknytninger ud over den akademiske udnævnelse. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Camilla Louise Carlsson.

LÆS OGSÅ: Vil naturen fortsat hjælpe os mennesker med at bekæmpe klimaforandringer?

LÆS OGSÅ: Bill Gates vil klare klimakrisen med atomkraft: Bliv klogere på projekt TerraPower her

LÆS OGSÅ: Er 97 procent af forskerne enige om, at klimaforandringer er menneskeskabte?