Jeg hørte forleden en politisk kommentator nævne begrebet 'mediemusik'. Det var mens, jeg var ved at gennemføre en 'kanalrundfart' på bilradioen, og jeg fik desværre ikke helt fat i hvem, hvad og hvorfor. Men jeg undrede mig: Hvad kunne dette hersens 'mediemusik' mon være?
Da jeg kom hjem, foretog jeg en bittelille søgning efter brug af begrebet. Jeg fandt en håndfuld eksempler fra de seneste år. Udvalget er forventeligt hverken udtømmende eller repræsentativt – min søgning var i sandhed bittelille – men udvalget kan tjene som eksempler på, hvordan begrebet er blevet anvendt, og måske kan vi på den baggrund udlede en definition.
Mediemusik i medierne
I en debatkommentar i Politiken fra d. 5. december 2015 – under overskriften 'Sagen om Lundes ph.d.-plagiat afhandling er dybt alvorlig' – anfører forfatteren, at 'Politiken forsøger at bagatellisere sagen og udstille det som blot mediemusik'. Vi kan her fornemme, at mediemusik er defineret ved inferiøre, underlødige (musik)numre, der appellerer til tant og fjas.
I en artikel i Information fra d. 15. oktober 2014 – under overskriften 'Kunsten at liste ubemærket ud med politiske affald' – står der bl.a. 'Regeringen valgte forleden at lancere sin længe ventede bæredygtighedsstrategi uden pressemøde, pressemeddelelse eller anden mediemusik'. Vi kan her udlede, at fremførelsen af mediemusik er nøje indstuderet og angler efter opmærksomhed.
Fremførelsen af mediemusik er også illustreret i en artikel fra Ritzaus Bureau fra d. 11. august 2010. Under overskriften 'Gade ønskede ikke at høre på officererne' bruges vendingen 'for fuld mediemusik' nemlig for at karakterisere Sørens Gade og forsvarstoppens forklaring på deres beslutning om at sende tre officerer hjem fra Irak. Vi kan her forestille os, at fremførelsen af mediemusik er præget af ceremoniel pompøsitet.
I en artikel i Ekstra Bladet fra d. 15. august 2014 optræder så et vink om opfattelsen af mediemusikkens komponister og musikanter. Under overskriften 'Husker du? Næææ…' refereres der nemlig til visse Go' Morgen-værter, som angiveligt stadig er 'noget ved den eftertragtede mediemusik'. Når man 'er noget ved musikken', så henviser det ca. til, at man har en indflydelsesrig stilling, er berømt eller gnubber sig tæt op af nogen, der har/er det.
I Politiken d. 12. maj 2009 karakteriseres flere træk ved mediemusik. I et læserbrev under overskriften 'Bvadr, Politiken' skriver forfatteren således: »Anni & Erik. Store patter møder velspækket tegnedreng, og sød mediemusik opstår.«
Vi kan her forstå, at det er 'politikensk ukorrekt' at indlade sig på at komponere og fremføre mediemusik. Derudover kan vi fornemme, at det faktisk er muligt, at finde behag ved at lytte til mediemusik. 'Sød musik' er noget, der, i nogens ører, opleves som glædeligt, tiltrækkende og positivt forventningsfuldt.
Hvad er så mediemusik?
Hvis vi overhovedet kan udlede noget som helst samlet af de anførte, jo ellers usammenhængende eksempler, så kan det være følgende:
Mediemusik er en nøje koreograferet, æggende og prangende musikart, der kan høres på et hobetal af gader, stræder, streamingstjenester og playlister. Stilistisk er den karakteriseret ved slåen på tromme, ledetoner og et imposant instrumentarium, og den kan let komme til at overdøve andre, truede musikarter.
Komponisterne og musikanterne anerkendes kun i visse kredse for deres musikalske talenter, fordi de appellerer til de laveste fællesører. Mens det er vanskeligt at undgå at udsætte sig selv for mediemusik, så er det ikke alle, der faktisk (vil være ved at de) lytter til den.
