FN er i de seneste dage blevet voldsomt kritiseret for at svigte ofre for massevoldtægter i DR Congo.
I løbet af en måned er der blevet anmeldt mere end 500 tilfælde af voldtægt og seksuelle overgreb i det voldshærgede land.
Voldtægterne har ikke kun forfærdelige konsekvenser for de kvinder og børn, som det er gået udover.
Det er også et effektivt våben til at udøve etnisk udrensning indefra, siger lektor i statskundskab på Aarhus Universitet Carsten Bagge Laustsen, som har forsket i brugen af massevoldtægter som våben i forbindelse med krigshandlinger.
»Det er effektivt våben til at nedbryde fjendens moral. Man går efter at ødelægge familiestrukturer og fællesskaber,« siger Carsten Bagge Laustsen og fortsætter:
»I nogle muslimske – men også kristne – kulturer fremstår kvinder som mere eller mindre som mændenes ejendom. Når soldaterne spreder deres sæd i en kvinde og besudler hende, så rammer man ikke kun kvinden, men også den mand som ikke har været i stand til at beskytte hende.«
Endnu værre er det, hvis kvinden bliver gravid og føder, hvad nogle ville opfatte som fjendens søn.
\ Fakta
I nogle kulturer er identitet bundet meget op på, hvem din far er, og massevoldtægter med graviditet til følge kan således være med til at ødelægge en etnisk gruppe indefra. Kvinderne tvinges til at føde et barn, hvis tilstedeværelse konstant minder dem om en forfærdelig hændelse, og som de ikke helt kan se som deres eget.
LÆS OGSÅ: Danskere oplevede massedrab
Voldtægter rammer også familien
Carsten Bagge Laustsen forklarer, at der er forskellige teorier om voldtægters funktion i krig.
En teori forklarer det som et resultat af soldaternes seksuelle frustrationer, mens andre forskere i højere grad fokuserer på, at en massevoldtægt kan være grænseoverskridende handling for soldaterne, som binder dem sammen i et broderskab af skyld.
Forskeren mener dog, at der er noget andet på spil, når der er tale om massevoldtægter, som soldaterne er blevet opfordret til. Der for hælder han mere til en anden teori:
»Massevoldtægterne skal ses som et element i en etnisk udrensning. Det handler om destruktion af andre grupper. Krig handler ikke bare om territorier, men også om at dominere og opløse andre etniske grupper, religioner og identiteter.«
Børn bliver også ramt af overgrebene, og Carsten Bagge Laustsen siger, at det er fordi, målet med voldtægterne ikke er seksuel tilfredsstillelse men nærmere om at få fjenden til at føle skam og fornedrelse.
Derfor bliver familiemedlemmer også ofte tvunget til at se på. I nogle tilfælde bliver de endda tvunget til at deltage.
Kvinder er ikke bare sårbare i krig,fordi de ikke bærer våben. De er også sårbare, fordi soldater ikke bliver straffet for overgrebene mod dem.
p> -Lektor Carsten Bagge Laustsen
LÆS OGSÅ: Danske soldater mangler uddannelse i konfliktløsning
Soldater bliver ikke dømt for voldtægt
Carsten Bagge Laustsen siger, at FN bør gribe tidligere ind i konflikter, hvis de skal undgå, at voldtægter finder sted.
De kommer nemlig, når soldaterne bliver forråede og bliver udisciplinerede.
Derudover bliver meget få soldater dømt for voldtægt ved krigsdomstole, fordi der har været tradition for, at man ikke slog så hårdt ned på den slags forbrydelser.
Carsten Bagge Laustsen foreslår, at man begynder at tage voldtægtsforbrydelser mere seriøst.
»Kvinder er ikke bare sårbare i krig, fordi de ikke bærer våben. De er også sårbare, fordi soldater ikke bliver straffet for overgrebene mod dem,« siger forskeren.