I Uganda bliver ældre mennesker begravet ved omfattende, rituelle ceremonier, mens begravelser af børn kun får meget lidt opmærksomhed.
I Danmark, derimod, dekorerer vi børnenes gravsten med billeder og legetøj og sørger over tabt potentiale.
De ritualer, vi omgiver døden med, er ikke tilfældige, men fortæller en hel del om, hvordan vi mennesker opfatter tid.
Det er i hvert fald den tanke, der ligger bag et nyt forskningsprojekt ved Moesgård Museum udenfor Århus, som netop har modtaget syv millioner fra Det Frie Forskningsråd.
Forskningsprojektet, som har antropolog Rane Willerslev i spidsen, er opsigtsvækkende. Ikke kun fordi det vil se på tid, død og materialitet i et nyt perspektiv, men også fordi det vil gøre museum og museumsgæster til en helt central del af forskningen.
Tiden i tingene
Projektet er et samarbejde mellem Moesgård Museum og Institut for Arkæologi, Antropologi og Lingvistik ved Aarhus Universitet.
Antropologer, arkæologer og museumsfolk vil sammen undersøge samspillet mellem, hvordan vi behandler de døde, og hvordan vi oplever tidens gang, forklarer Peter Bjerregaard, som er etnograf og museumsinspektør på Moesgård Museum.
»Forskning i tid og tidsopfattelse har traditionelt været filosoffernes gebet, og de har arbejdet med en meget abstrakt opfattelse af tid. Vores udgangspunkt er et andet – vi ved, at som mennesker kan vi kun forholde os til tid ved at sanse den materielle verden,« siger Peter Bjerregaard.
Den måde, vi behandler døden, og den måde vi forholder os til de ting, vi har samlet gennem livet, fortæller derfor en masse om, hvordan vi oplever tiden.
Derfor vil projektet undersøge nogle af de praksisser, der findes omkring døden. Forskerne vil se på begravelsesritualer forskellige steder i verden, de vil sammenligne begravelser i dag og tidligere, og de vil se på, hvad der sker med vores ting, når vi dør.
»Den naturvidenskabelige kontinuerlige fremadskridende af tiden, den har vi ikke adgang til som mennesker, men det, vi kan sanse, er tingene og kroppens forgængelighed. Derfor kan dødsritualer give os et indblik i, hvordan vi opfatter tid,« siger Peter Bjerregaard.
Innovative metoder
Projektet vil ikke kun benytte sig af en ny faglig tilgang til emnet, de vil også sætte nogle nye metoder i spil. Projektet skal eksempelvis prøve at udfordre det arbejde, der normalt foregår i felten, med forskellige interventioner.
»I Uganda er begravelsen af de ældre, som har akkumuleret tid, ting og relationer, omgivet af omfattende ritualer og ceremonier, mens mindre børn nærmest bare kastes i grøften. Det kunne man tænke sig at udfordre ved at lave en stor børnebegravelse,« siger Peter Bjerregaard.
Vi mennesker kan kun forholde os til tid ved at sanse den materialle verden omkring os og vores egen krops forgængelighed.
Museumsinspektør Peter Bjerregaard
På den måde ønsker forskerne at udfordre informanterne i felten og skabe ny viden.
»Det går selvfølgelig imod den normale antropologiske metode, som ser intervention som et onde. Men vi kan alligevel ikke undgå at intervenere, i alt vi gør. Så i stedet udnytter vi interventionen bevidst og med et formål,«
Museet får en central rolle
I projektet skal Moesgård Museum være en central del af forskningen. Forskerne skal ikke kun udveksle ideer og viden som de plejer, der skal også lave forskellige såkaldte designeksperimenter på museet.
»Det, vi vil gøre, er at tage de genstande, vi hver især har haft med fra felten og bruge dem sammen i en installation. Ved at forhandle gennem genstandene og installationenen, vil vi åbne for en diskussion, der ikke kun angår den enkelte case men spørgsmålet om ting, død og tid mere generelt,« forklarer Peter Bjerregaard.
»Dette er i sagens natur en ny måde at arbejde akademisk på, og det er netop her, at museet kan få en ny, fremtrædende rolle. Museet skal ikke bare være bagudskuende, men også et sted hvor vi kan kigge ud i fremtiden og få ideer,« mener han.
Gæster skal inddrages
Derfor skal gæsterne også inddrages som en del af forskningsprojektet. Forskningen skal udmønte sig i en udstilling på Moesgård Museum i 2015, og Peter Bjerregaard forestiller sig blandt andet, at museet skal opsætte forskellige installationer, som kan indrage folk og indsamle deres bidrag.
»Man kunne forstille sig at lave en simulation, hvor du kan se dig selv som 90-årig. Måske kan man få dig til at overveje, hvad du vil gøre med dine ting og din arv. Og de her refleksioner kan man så indsamle digitalt eller gennem en workshop,« siger Peter Bjerregaard.
Publikumsinddragelsen skal altså ikke kun ske for museumsdeltagernes skyld, men også for forskningens skyld.
»Der ligger en masse refleksion i publikum, som vi forskere ikke har. Det er med at udnytte, at museet er et sted, hvor forskningen møder publikum.«
En afgørende pose penge
Rane Willerslev, som i øjeblikket er i Afrika, har netop fået syv millioner af Det Frie Forskningsråds program Sapere Aude til at føre ideerne ud i livet.
»Projektet er fuldstændig afhængig af, at der er kommet de her penge. Det er et projekt, som ikke ligger inde under den traditionelle programforskning, så det er meget svært at finde øremærkede midler. Penge fra Sapere Aude helt afgørende for, at sådan et projekt kan realiseres herhjemme,« forklarer Peter Bjerregaard.
Og det er vigtigt, at sådan et projekt bliver ført ud i livet, mener han.
»Det er interessant at åbne vores øjne op for hvordan vores forhold til tiden gennemsyrer en masse praksisser, som vi ikke nødvendigvis tænker har noget med tid at gøre. Og nu er jeg jo selv museumsmand, og derfor er det helt centrale for mig den nye status, som museet får i forskningen,« siger han.
