Bombemanden fra Hotel Jørgensen er nu med næsten 100 % sikkerhed identificeret som Lors Doukaiev.
Manden er født i 1986 og stammer fra Tjetjenien.
Dermed kommer han fra et af de blodigste, mest betændte og undertrykte områder i verden, hvor nådesløs terror og likvidering af børn bliver betragtet som en legitim reaktion på 15 års krigsrædsler.
Det er næsten uløselige spændinger der er årsag til terroren.
Det der engang var uafhængighedskonflikt for at gøre sig fra af Rusland, har udviklet sig til et altfortærende religiøst had.
Den tjetjenske oprørsbevægelse kæmper ikke længere for et frit og selvstændigt Tjetjenien. Nu kæmper de for hævn og for at skabe et muslimsk rige i Nordkaukasus.
»Oprindeligt var der både en moderat og en muslimsk oprørsbevægelse i Tjetjenien. Men i dag er det stort set kun den muslimske bevægelse, der stadig kæmper,« siger Lars Funch Hansen.
Han har skrevet bogen ‘Nordkaukasus’ og er forskningsassistent på Tværregionale og Kulturelle studier på Københavns Universitet. Han har ofte været på forskningsekspeditioner i området.
Ifølge ham drømmer den tjetjenske befolkning måske stadig om den frihed, de følte blev berøvet dem ved Sovjetunionens fald. Men drømmen er trængt i baggrunden af en hverdag, der ikke længere handler om andet end at overleve eftervirkningerne af 15 års krigsrædsler.
»Tjetjenien er i dag et dybt forarmet samfund, som er hårdt ramt af mange års krig. Oprindeligt var der stor opbakning til selvstændighed, men nu er befolkningen bombet tilbage til middelalderen, og de er så krigstrætte, at de bare vil have fred,« siger Lars Funch Hansen.
Terrorens matematik
Men den forarmelse har også skabt en stærk radikalisering. Det tjetjenske folk har lidt så store ofre, at en del af befolkningen har forståelse for selv så grusomme terroraktioner som likvideringen af 334 civile, heriblandt 186 børn, på skolen i Beslan i 2004.
»De fleste tjetjenere tog skarpt afstand fra aktionen. Også selv om nogle kunne forstå den enkelte oprørssoldats motivation for massakren. Når man igen og igen har set tusindvis af mennesker blive dræbt af talrige russiske militæraktioner i Tjetjenien, er det ikke svært at forstå, at en del vender sig mod oprørsbevægelser og enkelte endda terror.
»For dem er det hyklerisk, at verden reagerer på, at 300 børn og voksne blev dræbt i Beslan og 39 mennesker ved metroen i Moskva, mens verden forholder sig passiv over for titusindvis af dræbte tjetjenske civile. Så for dem er der stadig lang vej før regnskabet er gjort op,« siger Lars Funch Hansen.
Hele befolkningen deporteret
Ved Sovjetunionens fald blev en del republikker selvstændige stater. Men de såkaldte autonome republikker, som blandt andre Tjetjenien, forblev i det russiske rige. Tjetjenien har en meget begrænset historie som selvstændig stat. Siden det 15 århundrede har Tjetjenien været under næsten konstant besættelse af først Tyrkiet og siden Rusland og Sovjetunionen.
Under 2. Verdenskrig deporterede Stalin hele befolkningen til Sibirien som straf for et påstået samarbejde med Hitler. Under Khrusjtjov vendte befolkningen tilbage med krav om at indordne sig Rusland og tale russisk.
I den generelle eurofori ovenpå Sovjets kollaps, regnede befolkningen med at få selvstændighed. I 1991 erklærede uafhængighedsbevægelsens leder landet for selvstændigt, og han blev samme år valgt til præsident. Det huede dog ikke Rusland.
Opgiver ikke territorium frivilligt
»Der er mange grunde til, at Rusland ikke accepterer et selvstændigt Tjetjenien. En af grundene er faren for en dominoeffekt, så andre republikker i Rusland også kræver selvstændighed. Der er også olie i regionen, men i forhold til Ruslands øvrige gas- og oliereserver er det så lidt, at det har begrænset betydning.
»Der er nogle olieledninger der går gennem området, og det har større betydning. Men den vigtigste grund er nok symbolsk: Stort set ingen lande giver frivilligt afkald på territorium. I Rusland er der stadig mange, som ser sammenbruddet af Sovjetunionen som et tab af russisk territorium, så yderlige tab kan let opfattes som yderligere ydmygelse,« siger Lars Funch Hansen.
Oprørerne fra kloakkerne
I de følgende år foregik en udrensning af det russiske mindretal i regionen, og i 1994 gik Ruslands daværende præsident Boris Jeltsin ind i landet. Efter hårde kampe indtog den russiske hær hovedstaden Grosnij. Kort efter ankom Lars Funch Hansen til krigsskuepladsen.
»Det var en fuldstændig smadret by, vi mødte. Det var foregået med en uhørt voldsomhed, som var langt mere omfattende end i Sarajevo i Bosnien. Stort set alt var ødelagt og nedbrændt.
»Men når mørket faldt på klokken 19.00 om aftenen, så var det om at gemme sig i kældre, for så myldrede oprørsbevægelsen op fra kloakker og andre gemmesteder, og skyderierne fortsatte hele natten. Selv om vi overnattede i det eneste armerede hus i byen, så tænkte man sig godt om inden man gik ud for at tisse,« fortæller Lars Funch Hansen.
Frivillige eller handlede kvinder?
Kampene fortsatte, men i 1996 trak Jeltsin tropperne ud efter pres på hjemmefronten. Efter en række nye terroraktioner gik Ruslands nyvalgte præsident Putin i 1999 ind i landet igen. Siden er oprørsbevægelsens terroraktioner blevet mere og mere brutale.
To år før massakren i Beslan var der gidseldramaet i Moskvas Dubrovka-teater, hvor 138 omkom, da russiske styrker gassede gidseltagerne. Da ligene blev talt op, konstaterede man, at 19 af gidseltagerne var kvinder med selvmordsbombebælter.
Det er enten frivillige kvinder, der reelt er enker, eller handlede kvinder der bliver presset til selvmordsaktioner. En af teorierne går på, at kvinderne ikke selv ved, hvornår deres bomber bliver detoneret, men at døden rammer dem med samme pludselighed, som den rammer ofrene.
Kludetæppe af etniciteter
Ifølge Lars Funch Hansen, så har flere russiske menneskerettighedsorganisationer dokumenteret ekstreme krigsforbrydelser begået af den russiske hær i Tjetjenien. Men det bliver dysset ned, og journalister der rapporterer om det, risikerer at blive slået ihjel.
»På mange måder er Rusland blevet et moderne samfund, men på andre områder er det stadig metoderne fra Sovjet-tiden der regerer,« siger Lars Funch Hansen.
