Argumenterne imod kvinders indtrængen i magtens sfære på alle samfundsdomæner har ændret sig med tidsånden, men den dukker stadig op i mere eller mindre subtile former.
Så sent som i februar 2016 argumenterede Joachim B. Olsen, medlem af Folketinget for Liberal Alliance, eksempelvis imod kvinder på topposter og på arbejdsmarkedet med ordene:
»Det er en medfødt mekanik, der gør, at kvinder har mere lyst til at gå derhjemme med børnene, mens mændene arbejder.«
Og det er ikke en idé, han er alene om, hverken i det politiske landskab i dag, eller hvis man kaster et historisk blik på sagen.
I dette let redigerede uddrag fra min bog ’Argumenter imod kvinder’ fokuserer jeg på, hvordan danske kvinder blev søgt udelukket fra videnskabens verden i perioden 1870-1900.
Nielsine Nielsens ihærdige forsøg på at læse medicin
Flere danske kvinder begyndte i denne periode at røre på sig for at få adgang til at lære fag, få egne erhverv og gøre nytte i samfundet. Stadig flere kvinder fortsatte i skole ud over grundskolen.
Nu lokkede også videnskaben nogle af dem, der havde fortsat deres skolegang.
Skipperdatteren fra Svendborg, Nielsine Nielsen (1850-1916), var en af banebryderne. Hun var den første danske kvinde, der med inspiration fra udenlandske kvindelige læger drømte om selv at blive læge og ikke lod det blive ved drømmen.
Hun søgte optagelse på universitetet og det medicinske fakultet. Ingen i den akademiske verden havde indtil da forestillet sig, at andre end mænd med en studentereksamen skulle udfolde sig der, så der var ingen regler for, at kvinder ikke kunne blive optaget på universitetet.
Men derfra og til at forestille sig, at de søgte, var der et skridt.
Nielsine Nielsens ansøgning satte sindene i kog
Nielsine Nielsen lod derfor den estimerede nationalliberale politiker og læge C.E. Fenger forelægge hendes ansøgning for Kirke- og Undervisningsministeriet.
Det lå C.E. Fenger på sinde at hjælpe ambitiøse kvinder frem, og han havde allerede 20 år tidligere hjulpet lærerinden Mathilde Fibiger med at få en uddannelse som telegrafist.
Nielsine Nielsens ansøgning bragte sindene i bevægelse og satte halvandet års forhandlinger i gang i ministeriet og på Københavns Universitet.
Mange akademisk tolerante herrer så med milde øjne på muligheden for at åbne universitetets døre for nye talenter. Men modstandernes argumenter imod at inkludere kvinder i den akademiske verden var skarpe.
»Kvinder tilsidesætter sømmelighed ved at studere«
Argumenterne kom især fra teologer og medicinere, der først og fremmest fandt, at kvinder ville genere de mandlige studerende med deres tilstedeværelse:
»Det ville være til ubodelig skade for den danske lægestand, om vi giver vort minde til, at fruentimmer fik lov til at trænge sig ind imellem studenterne og da fakultetet bør have sine studenters vel for øje, bør vi også gøre alt for at forskåne dem for disse personer, der med tilsidesættelse af enhver følelse for kvindelighed, sømmelighed og velanstændighed ville søge at tilfredsstille deres kønsdrift ved at gå på medicinske forelæsninger sammen med studenter,« som professor i klinisk kirugi, Matthias Saxtorph, formulerede det i 1874.
Man var overbevist om, at netop studiet af menneskets nøgne krop af anstændighedsgrunde var helt udelukket for kvinder, ikke mindst når de skulle undervise og forske sammen med mænd.
Saxtorph var helt overbevist om, at det ville føre til nærmest en lavine af uanstændighed, hvis først kvinderne fik tilladelse til at studere med mændene:
»Skulle først ét fruentimmer få sin ansøgning bevilget, ville vi snart være oversvømmede af den slags uanstændige personer, og det vil kun føre til, at man bittert fortryder at have givet efter for ’tidsånden’.«
Forestillingen om, at en kvinde helt åbenlyst skulle undersøge, studere og diagnosticere en mand, var pinlig, fordi kvinden kunne blive konfronteret med mænds nøgenhed og med de kønssygdomme, de skulle behandles for.
Professor Saxtorph mente dermed, at kvindelige læger ville være et »unødvendigt onde, hvilket enhver dansk mand vistnok må ønske sit land forskånet for.«
’Løsagtige’ kvinder var lynafledere for ’agtværdige’ mænd
Det ’nødvendige onde’, som Matthias Saxtorph henviste til, var en ny lov om regulering af prostitution, som trådte i kraft fra 1874 og gjaldt til 1906.
Baggrunden var et forsøg fra myndighedernes side på at få kontrol med og forhindre udbredelsen af smitsomme kønssygdomme, der især i hovedstaden var et voksende problem under industrialiseringen og det moderne gennembrud.
Loven tillod prostitution på den betingelse, at de prostituerede, ’de offentlige fruentimmer’, lod sig registrere og kontrollere.
Det blev bestemt af andre end dem selv, hvor de måtte bo og færdes.
De skulle desuden med jævne mellemrum lade sig undersøge og behandle for veneriske sygdomme som for eksempel syfilis.
Alle oplysninger skulle opføres i en særlig ’skudsmålsbog’, som kvinderne var forpligtet til at vise til sædelighedspolitiet når som helst. De, der undslog sig, blev stigmatiseret og behandlet som kriminelle.
Prostituerede var ‘fordærvelige’, mens deres kunder var ‘agtværdige’
Lægen Edvard Ehlers, der flittigt bidrog til debatten om prostitution i de år loven gjaldt, så kvinderne som ’løsagtige’ og ’fordærvelige’.
Deres kunder, de mænd der opsøgte dem, blev i stedet opfattet som ’agtværdige’ borgere, der skulle have et sted at få afløb for deres kønsdrift.
I mænds og myndighedernes optik var prostitutionen en nødvendig ’lynafleder’, der beskyttede de borgerlige ægteskaber.
Derfor gik de mandlige kunder fri for lovens lange arm og blev behandlet diskret og i det skjulte, når de blev smittet.
Kvinder manglede de rette mentale og kliniske evner
I det scenarie var tanken om kvinder blandt de lægelige behandlere og autoriteter utænkelig for mænd, både blandt kunderne og blandt lægerne.
Lægestanden holdt hånden over det herskende køn og så det som mistænkeligt, at repræsentanter for kvindekønnet kunne søge ind blandt deres rækker.
De argumenterede derfor mistroisk imod kvinders diagnostiske, mentale og kliniske evner:
»Der er næppe nogen praktisk gerning, der i den grad fordrer netop en mands egenskaber, som udøvelsen af lægekunsten,« erklærede professor Sophus Engelsted i 1875.
Det var nemlig vigtigt, mente han, at lægen »skal være i besiddelse af ro, koldblodighed og åndsnærværelse«, når patienter skal tilses for sygdomme. Og dét var i hans verdensforståelse udelukkende en mandlig egenskab:
»Evnen til at bære sådanne situationer findes i reglen ikke hos kvinder«.
\ Læs mere
»Kvinder skal ikke drages bort fra familien«
En teologisk professor så mindre på det køns- og kropslige end på den trussel mod familie og samfund, det ville være, hvis ikke blot én, men mange kvinder blev lokket af arbejde uden for familien:
»Den såkaldte kvindeemancipation, som med stor iver og heftighed føres frem i vore dage, hviler på en miskendelse af kvindens naturlige evner og anlæg og den livsopgave, som ved disse er stillet hende,« lød det i 1875 fra dekan for Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, Henrik Scharling.
At kvinder opnåede større frihed til at træde ind på mændenes domæne var ligefrem en »fare for samfundet,« fordi det ville true med at omstyrte familielivet:
»Jo mere kvinden drages bort fra familien til en udadvendt virksomhed, des mere vil familielivet svækkes og opløses, og det tab, som herved tilføjes samfundet, vil være lige så uberegneligt som uerstatteligt.«
Men Saxtorph, Engelsted og Scharling måtte bøje sig.
Efter et års behandling af Nielsine Nielsens ansøgning, dels i ministeriet, dels på Københavns Universitet, gav Kulturministeriet i april 1875 ved kongelig anordning kvinder adgang til alle fakulteter på universitetet, ikke blot det medicinske.
Men først skulle de blive studenter.
Danmarks to første kvinder med en studentereksamen
Nielsine Nielsen fik lov til at tage studentereksamen som privat dimitteret fra Borgerdydskolen i København.
Hun havde med hjælp fra den kendte pædagog Ludvig Trier forberedt sig sammen med sin veninde, Johanne Marie Gleerup.
Nielsine Nielsen blev matematisk-naturvidenskabelig student og Johanne Marie Gleerup sproglig student den 9. juli 1877. De to blev de første danske kvinder med studentereksamen.
Nielsine Nielsen skrev i sine erindringer, hvordan det både var hårdt og til en vis grad ydmygende som voksen at skulle lære det, som drengebørn for længst havde fået del i:
»Det var den drøjeste eksamen, jeg har taget, da mine skolekundskaber var mangelfulde, og det alligevel undertiden kneb for et modent menneske at sætte sig tilbage til en skoledrengs udvikling og lære efter de bøger, der var bestemt for ham«.
Kvinders ambitioner blev så småt anerkendt
Samme år, i 1877, gav skolebestyreren Natalie Zahle sine elever mulighed for at indstille sig til studentereksamen fra hendes private skole, for også hun havde forberedt sig på, at studentereksamen for kvinder blev legitimt.
Hendes skole fik nu fra ministeriet det blå stempel til at dimittere studenter.
Man begyndte at anerkende kvinders ambitioner. Bortset fra modstand fra Studenterforeningen, der ikke ville have Nielsen og Gleerup som medlemmer, mærkede hverken de eller Ida Falbe-Hansen (1849- 1922), der blev student i 1882, meget til den modstand mod deres ’indtrængen’ mellem de mandlige studerende, som Saxtorph, Scharling eller Engelsted havde forudset.
Tværtimod omtalte de siden den »takt og humanitet«, både fra lærere og medstuderende, hvormed de blev mødt under studierne.
\ Læs mere
Måtte i lære hos engelsk voldtægtsgynækolog
21. januar 1885 bestod Nielsine Nielsen anden del af den medicinske embedseksamen med højeste karakter. Hun var nu Danmarks første kvindelige kandidat i medicin.
De næste to år kom hun i turnus på forskellige danske hospitaler og tog i 1888-1889 til Schweiz og siden Birmingham i England, hvor hun videreuddannede sig til gynækolog under den berømte professor L. Tait.
Opholdet hos ham var en blandet fornøjelse for Nielsine Nielsen, da Taits temperament og griskhed lå langt fra, hvad hun brød sig om. Han blev i øvrigt senere anklaget for voldtægt af oversygeplejersken på sin afdeling og frataget sit embede.
Det fortalte Nielsine Nielsen i sine erindringer, men hun bed tænderne sammen og færdiggjorde sin tid hos ham.
Nielsine Nielsen fik en solid praksis
Hendes plan var at specialisere sig og skrive disputats i gynækologi, men hun måtte opgive, da den eneste danske gynækolog Frantz Howitz nægtede at tage hende i lære. Nu mærkede hun modstanden mod kvindelige læger i det danske hospitalsvæsen.
Derfor etablerede hun sig som praktiserende læge i København, få måneder efter at Johanne Marie Gleerup havde slået sig ned som den første privatpraktiserende læge af hunkøn.
Nielsine Nielsen opbyggede et ry som en habil og tillidsvækkende læge med en solid praksis.
Ved skæbnens ironi blev hun i 1906, det samme år man afskaffede loven om den offentligt regulerede prostitution, udnævnt til kommunal venerolog ved behandling af kønssygdomme. Det ville Saxtorph, Engelsted, Scharling, Howitz og deres ligesindede ikke have brudt sig om.
\ Læs mere
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Nielsine blev et forbillede for andre kvinder
Flere ambitiøse, talentfulde kvinder fulgte i hælene på Nielsine Nielsen ind i den akademiske verden.
Ida Falbe-Hansen er allerede nævnt. Hun blev den første danske kvinde, der tog magistergraden i nordisk filologi i 1890. Siden blev hun et fagligt fyrtårn som pædagogisk inspirator og censor i nordiske undervisningsmiljøer.
Hun opnåede at få kongehusets fortjenstmedalje i guld, den svenske guldmedalje Litteris et artibus og en plads på den danske finanslov.
Prokuratordatteren fra Roskilde Anna Hude (1858-1934) tog til København, da det blev muligt at få studentereksamen.
Trods store private trængsler, hvilket er beskrevet andre steder, blev hun den første kvinde, der i 1887 blev humanistisk akademiker som cand.mag. i historie, engelsk og latin.
Hun var flittig og talentfuld. Allerede året efter fik hun Københavns Universitets guldmedalje og opnåede i 1893 dr.phil.-graden i historie som den første kvinde i det fag. Også som akademisk ansat på Rigsarkivet fra 1889 var hun den første kvinde.
Adgangen for kvinder til akademisk uddannelse var opnået. Men de havde stadig ingen automatisk ret til embeder inden for medicin, teologi, jura, statsvidenskab eller i det offentlige skolevæsen. Endnu.
Debatten om den ret kom først, da kvinder i 1918 var blevet medlemmer af Rigsdagen.
