'Neurosexisme' spænder ben for ligestilling og videnskaben

Folk, som leder efter bevis på, at mænd og kvinders indlæring, tale, problemløsning og kortlæsning er forskellig, tror ofte, at hjernescanninger kan levere det ultimative svar.

Det er let at se hvorfor.

Uanset om man er fortaler for særskilte drenge- og pigeskoler eller kønsadskilt træning inden for militæret, kan man være sikker på at finde farvestrålende, farvekodede kort, der fremhæver forskelle i forskellige hjerneområder mellem mænd og kvinder, og som potentielt understøtter argumenterne.

Det virkningsfulde ord 'neuro' har bidt sig godt og grundigt fast i den igangværende debat om forskellene mellem mænd og kvinder.

Entusiastiske henvisninger til 'banebrydende neurovidenskab' bliver konstant brugt af personer, der gør sig antagelser om kønsforskellene – lige fra marketingsfolk til politikere og pressionsgrupper.

'Neurosexismen' hævder, at der er ufravigelige kønsforskelle

Idéen om, at hjernen er ansvarlig for kønsforskelle og uligheder, har efterhånden mange år på bagen.

I det 18. århundrede, opdagede forskerne, at kvinders hjerner i gennemsnit vejede 140 gram mindre end mænds; noget, som straks blev tolket som et tegn på underlegenhed.

Siden da er kvinders hjerner blevet vejet og målt utallige gange, og lige så mange gange har man fundet, at de er for 'lette'.

Teorien bliver understøttet af den 'biologiske determinisme' (biologismen, se faktaboks, red.); teorien om, at biologiske forskelle afspejler naturens orden, som vi absolut ikke skal blande os i.

Det sker desværre stadig den dag i dag.

'Neurosexismen' hævder, at der er ufravigelige og fastlagte forskelle mellem den kvindelige og den mandlige hjerne, hvilket forklarer kvindernes underlegenhed eller uegnethed, når det gælder visse egenskaber.

Nødvendigt at tage højde for variabler

Ved at spotte kønsafhængig aktivitet i visse hjerneområder – eksempelvis områder forbundet med empati, sproglige evner eller spatial intelligens – har neurosexistiske studier leveret anerkendte referencer over kønsforskellene, blandt andet at mænd er mere logiske, og at kvinder er bedre til sprog og omsorgsarbejde.

Nye hjerneafbildningsteknikker leverer samtidigt en stadig mere detaljeret profilering af hjernens aktivitet, der giver forskerne adgang til enorme datasæt.

Forskerne har desuden opdaget, at vores hjerne bliver formet af en lang række forskellige oplevelser og erfaringer; blandt andet associeret med oplevelsen at være henholdvis mand eller kvinde.

Det illustrerer tydeligt problemet med den biologiske deterministiske metode.

Det afslører også, at det er nødvendigt at tage højde for forskellige variabler som uddannelse samt økonomisk og social status, når man sammenligner hjerneegenskaberne.

\ Læs mere

Er den lille forskel med på arbejde?

Kønsforskelle eksisterer

Psykologerne er begyndt at påvise, at mange af de psykologiske træk, vi anser som enten mandlige eller kvindelige, faktisk eksisterer, men at det er et anliggende, der er bredt og varieret sammensat, og hvor variationen går fra en yderlighed til en anden.

Et nyligt studie, der granskede en række af disse adfærdsmæssige karakteristika, afslørede, at de typisk ikke kan inddeles i to ikke-overlappende, binære kategorier.

Selv mændenes 'overlegne' spatiale intelligens – som man ellers har lænet sig op ad – har vist sig at være aftagende over tid, endda forsvindende; og i visse kulturer er situationen faktisk omvendt.

Og det ender ikke her.

Det er blevet påvist, at selve forestillingen om en 'mande-' og en 'kvindehjerne' er dybt fejlbehæftet.

\ Læs mere

Hvorfor er mænd klogere end kvinder?

Hjernen er hverken udelukkende kvindelig eller mandlig

Et nyt studie viser, at alle hjerner er sammensat af mange forskelligartede dele; mosaikker med forskellige mønstre, nogle mere almindeligt forekommende i mænds hjerner og nogle i kvinders. Men ikke én eneste hjerne er fuldt ud mandlig eller fuldt ud kvindelig.

Alligevel eksisterer de gamle neuro-nonsens argumenter stadig. Alle lader til at værdsætte historier om, hvor forskellige mænd og kvinder er, og især historier, der kan illustreres med et hjernebillede. Selvhjælpsbøger, reklamer, avisartikler og sociale medier hægter sig fast på disse historier – selv de historier, der næsten øjeblikkeligt bliver udfordret.

Denne populistiske neurovidenskab er ofte baseret på en fejlbehæftet model for, hvad hjernescanningerne formår, og har en tendens til at præsentere det som en slags 'cinéma vérité', i real-time og med øjeblikkelig adgang til klart definerbare hjernestrukturer og funktioner.

Men kortlæggelsen af hjernen er faktisk slutprodukt af en lang række billedmanipulationer og kompleks statistisk bearbejdning, der er specielt udviklet til at fremhæve forskelle. De fortæller os intet om, hvad hjernen formår i en given situation.

\ Læs mere

Sex-brevkasser har forældede køns-billeder

Forskerne holder liv i neuro-vrøvlet

Selvom det er let nok at give medierne og reklameindustrien skylden, er det forskerne selv, der holder liv i neuro-vrøvlet.

Ofte anerkender forskerne ikke den rolle, forskellige omfattende variabler spiller, når de udvikler studierne eller udvælger

forsøgsdeltagerne.

På trods af at vi ved nærmere eftersyn af datasættene kun finder minimale effekter eller statistisk insignifikante resultater, støder vi ofte på udtryk som 'grundlæggende', 'omfattende' og 'grundig' i udkast til kønsstudierne.

Der findes også eksempler på forskere, der fortolker resultaterne ud fra forældede stereotypiske forskelle. For eksempel antager de som en selvfølge, at mænd har en spatial overlegenhed, og at kvinder er sprogligt bedre, selv når det ikke engang er blevet registeret ved scanning.

\ Læs mere

Kønsforskelle i hjernen

Tvivlsom videnskabelig praksis

Ud over at repræsentere en tvivlsom videnskabelig praksis forøger disse studier kun yderligere mængden af neuro-vrøvl, og de giver næring til overbevisningen om, at mænd og kvinder grundlæggende er forskellige.

At udfordre neurosexismen betyder ikke, at man benægter eksistensen af eventuelle kønsforskelle, selvom man godt kan risikere at blive anklaget for netop dét.

For eksempel har forskning påvist vigtige kønsforskelle i forekomsten af sygdomme som depression, ADHD og autisme. Erkendelsen af disse forskelle kan være nøglen til at finde de relevante behandlinger.

Men som vi nu ved, er begreberne 'mande-' og 'kvindehjerne' ikke dækkende, men mangelfuld, og de kønsbaserede psykologiske forskelle er fejlbehæftet.

Vi er nødt til at holde op med at fokusere på den binære kategorisering af det biologiske køn som årsagen til forskellene.

Det vil komme til at tage tid at gøre op med den traditionelle tankegang, men hvis vi sikrer os, at forskere, medier og den brede offentlighed er opmærksomme på problemet, er vi kommet godt på vej.

Gina Rippon modtager støtte fra Wellcome Trust og Dr. Hadwen Trust.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation, og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.