For at afprøve om noget betyder noget, så kan man prøve at skifte det ud. Det er i grunden en ret simpel øvelse.
For eksempel: Jeg har en halvny Peugeot i carporten, men ville det betyde noget, hvis jeg i stedet havde fx en halvny Bugatti, ingenting eller en tre-hjulet cykel?
Selvom jeg ikke har mulighed for at realitetsteste alle tre alternativer, så giver selv den hypotetiske udskiftning af bilen et praj om dens aktuelle betydning.
Den nævnte prøve er frejdigt inspireret af lingvistikkens såkaldte kommutationsprøve. Princippet har været længe kendt, men betegnelsen og metoden blev især raffineret af den danske semiotiker Louis Hjemslev for godt 70 år siden.
Indholdet afhænger selvfølgelig af den audiovisuelle tekst
Lingvistisk set går en kommutationsprøve kort sagt ud på at ombytte et element med et andet element – mens alle øvrige elementer holdes konstant – for dernæst at vurdere elementets betydningsmæssige status. Når man interesserer sig for musikalsk betydningsdannelse i audiovisuelle udtryk, så kan man også i den sammenhæng lade sig inspirere af kommutationsprøver som et analyseinstrument.
Jeg vil her præsentere et forslag til en rammesætning af et sådant analyseinstrument. Rammen består af fire hovedprøver benævnt udeladelse, tilføjelse, substituering og reorganisering (se venstre kolonne i tabel 1). Hver af de fire hovedprøver er derudover specificeret på fire måder (se midterste kolonne i tabel 1).
Rammens mere konkrete indhold kommer selvfølgelig an på den særlige audiovisuelle tekst, som er under granskning – det være sig fx et uddrag af en film, en reklame, en dokumentarudsendelse eller TV Avisens indledning.
I det følgende vil jeg eksemplificere prøverne (se højre kolonne i tabel 1) med henvisning til en reklame for Apple’s iPad inkluderende uddrag fra The Blue Van’s There Goes My Love (se reklamen her og en tidligere omtale af reklamen her).
Det kan være vanskeligt at holde alle øvrige elementer konstante
Prøverne afføder ikke en entydig bestemmelse af, hvad musikken betyder. Prøverne er også til en vis grad gensidigt infiltrerede, idet én afprøvning kan implicere andre afprøvninger.
Det er med andre ord vanskeligt at 'holde alle øvrige elementer konstante', når vi har med musik at gøre. Prøverne giver imidlertid en række fingerpeg i forhold til, hvorvidt den givne musik – fx netop dens oprindelse, strukturering og/eller relation til det viste – betyder noget.
Prøverne kan, som antydet, vise sig udbytterige selv som tankeeksperimenter, selvom det selvfølgelig vil være yderligere oplysende at producere de nævnte eksemplificeringer, så man (og andre) kan få faktisk syn og hørelse for sagen.
Under alle omstændigher skal opfordringen lyde: prøv det.
