Alle er enige om, at klimatopmødet COP21 i Paris var en politisk sejr.
Topmødet endte efter en lang politisk proces, ledet af de franske klimaforhandlere, i en historisk aftale. Alle lande har skrevet under på, at de vil arbejde for at reducere klimaødelæggende gasarter.
Det har ført til et fornyet håb hos mange klimaaktivister, medier og politikere.
Successen skal dog ses i et større perspektiv. Paris-aftalen er først og fremmest et dokument, der understreger, at verdens ledere nu er blevet enige om, at menneskeskabte klimaforandringer finder sted – og kræver politisk handling. Men de konkrete politiske initiativer skal fortsat defineres af nationale regeringer.
Det er bemærkelsesværdigt, at en politisk aftale, der for første gang samler verdens ledere i en konsensus om menneskeskabte klimaændringer, på den ene sider kræver radikale politiske tiltag, men på den anden side stadig kun omhandler politiske hensigtserklæringer.
Den dybereliggende forklaring findes et andet sted
En forklaring på, at Paris-aftalen betegnes som en historisk sejr, er, at aftalen for første gang siden fiaskoen ved COP15 i København i 2009 for alvor sætter klimaet tilbage på dagsordenen som et af det globale samfunds største udfordringer.
Samtidig er verdens ledere de seneste år blevet mere opmærksomme på, at de fleste større samfundsmæssige problemer er koblede. Flygtningestrømme, krige, konflikter, fattigdom, tørke, energi og sundhed er alle relaterede til klimaproblemet.
En anden dybereliggende forklaring på succesen i Paris er imidlertid en helt anden, nemlig at demokratiet (repræsenteret ved FNs beslutningsprocedure og organisationens demokratiske medlemmer) faktisk har vist sig i stand til at formulere en effektiv klimapolitik.
Kritikken af demokratiet har ellers været udbredt i mange klimavidenskabelige kredse, hvor forskere og aktivister de sidste mange år har anset demokratiet for at være defekt, når det kommer til langsigtede intergenerationelle problemstillinger.
Paris-mødet viser en anden mere positiv udvikling. Det forhold, at verdensledere overhovedet er blevet enige om at være enige, er i dette lys en overraskende stor succes.
Demokratiets cyklus er kort
Demokratiet er ofte blevet udpeget som en af de store barrierer mod effektive klimaløsninger. Argumentet er, at de ansvarlige politikere er kortsigtede, mens klimapolitiske resultater tager lang tid.
\ Fakta
Undersøgelsens teoretiske grundlag er udgivet i "The Tragedy of the Few", Res Publica, Volume 21, Issue 4, December 2015. Den empiriske del af undersøgelsen er ikke udgivet i videnskabelige tidsskrifter endnu, men universitetet er ved at færdiggøre en forskningsartikel til et international tidsskrift, som er baseret på samme empiriske materiale som denne artikel.
Effekten af klimapolitikken viser sig efter alt at dømme først for de kommende generationer, hvis borgere selvsagt ikke giver stemmer i kassen hos nutidens politikere.
Af samme grund ser mange de demokratiske rammer som hæmmende for politiske beslutninger, der ofte fokuserer på den korte bane, hvor der skal skabes vækst og velfærd for borgerne.
At politikere ikke er i stand til at træffe langsigtede politiske beslutninger forklares ofte som en vælgereffekt. Vælgereffekten handler om, at demokratiets korte valgcyklus gør politikerne afhængige af at tækkes vælgernes interesser.
I dette lys er der et grundlæggende misforhold mellem langsigtede klimamål og det faktum, at de politikere, der skal vedtage dem, er på valg med få års mellemrum.
Klimapolitiske resultater vil først vise sig på den lange bane, mens det repræsentative demokrati, som vi kender det, arbejder inden for en væsentligt kortere tidshorisont.
Der er en svag sammenhæng mellem grønne værdier og politisk orientering
'Man har de politikere, man fortjener' lyder et kendt diktum. Ny og endnu upubliceret forskning tyder imidlertid på, at det ikke holder på klimaområdet.
Foreløbige resultater fra en ny dansk undersøgelse afkræfter nemlig, at vælgereffekten er reel i Danmark.
De demokratiske institutioner og politikere er naturligvis følsomme overfor strømninger i befolkningen, men herhjemme er der ikke tale om, at vælgerne er indifferente i forhold til klimaspørgsmål. Tværtimod.
Danskerne er generelt meget bekymrede for klimaforandringer. De har mange grønne værdier, og de ønsker, at politikerne tager ansvar og gennemfører en række tiltag på klimaområdet.
Og det er uanset politisk orientering.
De foreløbige resultater peger på, at nok er der en sammenhæng mellem graden af bekymring for klimaforandringer og vælgernes politiske ståsteder, men den er af moderat styrke. Der er en tilsvarende sammenhæng mellem grønne værdier og politisk orientering, men den er svag.
Der er ikke belæg for at afstå fra progressiv klimapolitik
Undersøgelsen ser på, hvilke politiske tiltag forskellige vælgergrupper ønsker sig af politikerne. Folk, der stemmer på venstreorienterede partier, bakker generelt mere op om flere klimapolitiske tiltag end de højreorienterede. Det overraskede resultat er imidlertid, at forskellene er ganske små.
Af tabellen nedenfor fremgår det, at over halvdelen af de højreorienterede vælgere både ønsker statslige investeringer i grønne energikilder og kræver, at politikerne arbejder for at gøre det økonomisk mere fordelagtigt at handle klimavenligt.
Selvom det er en lavere andel sammenlignet med vælgere på venstrefløjen, er forskellene langt mindre, end hvad man ville forvente i forhold til, hvor markante forskelle der er på partiernes klimapolitikker. Der synes nærmere at være tale om nærmere at være tale om vælgerenighed om den klimapolitiske kurs på tværs af partier.
Kort sagt kan man sige, at der i vælgerbefolkningen er et ønske om at føre en progressiv klimapolitik, uanset politisk ståsted. Over 50 procent af alle partiers vælgere ønsker, at politikerne investerer i grøn energi og gør det mere økonomisk fordelagtigt at træffe grønne valg.
Undersøgelsen peger altså på, at over 50 procent af alle danskere mener, at Folketingets partier har et ansvar for at håndtere klimaudfordringer, mens de ikke finder, at folketingspolitikerne lever op til deres klimansvar i dag.
Alle vælgergrupper er bekymrede for klimaforandringer
Der er med andre ord ikke belæg for at hævde, at politikernes manglende klimapolitiske ansvarlighed kan undskyldes med den demokratiske valgcyklus. Tværtimod synes der i vælgerbefolkningen at være et større ønske om klimavenlige tiltag, end politikerne er villige til at implementere.
Problemet ligger altså ikke i manglende vilje hos vælgerne, men i manglende vilje hos politikerne. Undersøgelsen peger på, at alle vælgergrupper er bekymrede for klimaforandringer og ønsker politisk lederskab og handling på området.
Der er flere ting i den politologiske forskning, der tyder på, at politikerne er fanget i et spil, hvor de i stigende grad ønsker at tilfredsstille borgernes kortsigtede behov i stedet for at tage vare på samfundets langsigtede interesser.
Men i tilfældet med klimaet kan politikerne ikke henvise til manglende delagtighed og opbakning i befolkningen med hensyn til at træffe klimapolitiske beslutninger.
Med Paris-aftalen i hus ligger den klimapolitiske bold nu hos de nationale regeringer. Den danske regering og folketing bør løbe med denne bold og tage et større ansvar – det er, hvad danskerne ønsker.
Theresa Scavenius og Malene Lindberg er forskere ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Resultaterne i denne artikel er under udgivelse.
