Det er velkendt, at vi ofte tillægger dyr menneskelige egenskaber. Vi vil gerne have dyr til at ligne mennesker – et fænomen, som forskerne kalder antropomorfisme.
Men spørgsmålet er, om vi virkelig forstår vores husdyr og kan aflæse deres følelser, eller om det bare er noget, vi bilder os selv ind.
Det satte psykologen Alexandra Horowitz fra Barnard College i USA sig for at undersøge. Hun har specialiseret sig i dyrepsykologi og har tidligere studeret næsehorn og bonobo-aber, men de seneste år har hun kastet sig over hunde.
Nu ville hun finde ud af, hvad der ligger bag, når en hund angiveligt ser skyldig ud.
Forstår den virkelig, at den ikke har opført sig ordentligt, og er det derfor, den skammer sig så meget, at det kan aflæses i dens kropssprog?
Skyldig i at æde en godbid
Alexandra Horowitz udtænkte et snedigt eksperiment med 14 hunde og deres ejere.
I forsøget blev hver hundeejer bedt om at beordre sin hund til at sætte sig og lade en godbid ligge på gulvet, mens ejeren forlod lokalet i 20 sekunder. Forsøgspersonerne blev fortalt, at forsøget gik ud på at teste, hvor gode hunde var til at adlyde deres ejer.Forsøget blev gentaget ni gange for hvert par, og det hele blev filmet.
\ Fakta
Man skal ikke tro, man skal vide! Og hvordan finder man så ud af det, man ikke ved? Man laver selvfølgelig et forsøg. Eksperimentet er helt centralt i videnskaben. Det er ikke nok at have en teori, man skal kunne bakke teorien op eksperimentelt – man skal vise, at den stemmer overens med de ting, man observerer i den virkelige verden. Ind imellem støder man på eksperimenter, som lyder ret langt ude – mærkelige forsøg, hvor man næsten tror, det er løgn. Dette er tredje artikel i serien om sådanne opsigtsvækkende eksperimenter: Forunderlige Forsøg. Vi vil både præsentere nye og historiske forsøg, som på en eller anden vis er forunderlige – og ind imellem bare for underlige.
Når hundeejeren havde forladt lokalet, samlede Alexandra Horowitz godbidden op fra gulvet. Enten fjernede hun den helt, eller også gav hun den til hunden.
Når ejeren så kom tilbage, fik han eller hun at vide, om hunden havde spist godbidden eller ej. Så blev hunden enten rost eller skældt ud, alt efter om den havde adlydt eller ej.
Psykologen løj for hundeejerne
Pointen var nu, at ejeren ikke altid fik den rette information. Nogle gange fik ejeren at vide, at hunden havde været uartigt og spist godbidden, selv om det ikke var tilfældet – og omvendt.
Komplet uskyldige hunde blev altså skældt ud, og omvendt blev skyldige hunde rost.
Men hvis en hund er klar over og viser, at den har gjort noget galt, vil en skyldig hund se skyldig ud og omvendt, uanset ejerens opførsel.
Typiske tegn på skam
Nu kan det jo være svært at afgøre, om en hund ser skyldig ud eller ej, men hundeejerne var på forhånd blevet bedt om at fortælle om de signaler, som en skamfuld hund udsender.
Herudfra kunne forskeren identificere flere forskellige, typiske måder, hundene opførte sig på, når de ifølge ejerne så skyldige ud:

De undgik øjenkontakt, de lagde sig og rullede rundt på siden eller på ryggen, de tog halen mellem benene, de logrede lavt og hurtigt, de sænkede hoved eller ører, de bakkede væk fra ejeren, de løftede en pote eller slikkede.
På den måde kunne Alexandra Horowitz afgøre, om hunden så skyldig ud eller ej. Og så var spørgsmålet, om det er skyldige hunde, der ser skyldige ud, eller om det derimod er hunde, hvis ejere (måske fejlagtigt) tror, er skyldige, der udviser den særlige adfærd, som forbindes med skyld og skam.
Hunde føler ingen skyld
Svaret var, at hunde ikke ser skyldige ud, fordi de har gjort noget galt. De ser sådan ud som reaktion på ejerens opførsel.
I forhold til hvor meget ‘skyldig adfærd’, hundene udviste, var det fuldstændig lige meget, om de havde været uartige eller ej.
Til gengæld så de meget skyldige ud, når de blev skældt ud, fordi ejerne troede, de havde taget godbidden.
Vi mennesker tillægger hunden følelser
Forsøget viste altså, at hunde ikke skammer sig. Vi mennesker synes bare, at det ser sådan ud.
Kæledyr kan måske godt have såkaldte primære følelser som glæde eller frygt, men der er ingen videnskabelige beviser for, at de kan have sekundære følelser som skam, jalousi eller stolthed – tværtimod.
Disse følelser forudsætter nemlig en vis grad af selvbevidsthed og kompleks tænkning, hvilket de færreste dyr kan prale af.